Vi skal kunne tåle andres kritiske øjne

At blive beskyldt for at være i lommen på medicinalindustrien, er mildt sagt grænseoverskridende for læger. Vi har en stærk faglig identitet, og det rammer med stor styrke, hvis den beklikkes. Alligevel sker det med jævne mellemrum, at læger - som har fulgt alle regler - oplever, at andre har en helt anden og langt mere kritisk opfattelse af deres samarbejde med medicinalindustrien, end de selv har.

Det holder ikke op af sig selv. Læger vil i de kommende år opleve, at patienter, presse, politikere og kolleger fortsat vil have et kritisk blik på, hvad vi gør og hvorfor. Og selv om vi selv ved, at alt er i orden, er det ikke sikkert, at det ser sådan ud for andre.

Hvis en bankrådgiver råder en kunde til at købe aktier i den bank, han selv repræsenterer, kan han sagtens have ret i, at det er det mest fornuftige. Men man kan ikke fortænke kunden i at være skeptisk. Sådan har nogle det måske også, hvis de hører, at en læge, som f.eks. vurderer lægemidler for en myndighed, oveni arbejder som lønnet konsulent for et medicinalfirma.

Som læger er vi uvante med, at man kan parallelisere på den måde. Vi kan argumentere med, at lægefaget er videnskabeligt, at vores fag er drevet af ønsket om at hjælpe mennesker, og at der i øvrigt er fuld åbenhed om, hvordan den enkelte læge samarbejder med lægemiddelfirmaer. Men vi kan ikke regne med, at andre ser på os på samme måde. Argumentet er med stigende styrke: Det er ikke nok at være uaf-hængig. Det skal også se sådan ud.

Selvfølgelig har Sundhedsstyrelsen og Lægemid-delstyrelsen et ansvar for at sikre, at der ikke foreligger interessekonflikter ved udpegelsen af de eksterne eksperter, hvis råd de efterspørger, da det kan så tvivl om grundlaget for myndighedernes udmeldinger. Men vi har som læger også selv en interesse i, at de regler, der regulerer samarbejdet med industrien, understøtter befolkningens tillid til læger, og at vi kan tåle det kritiske eksterne blik.

For Lægeforeningen er det vigtigt, at man ikke ødelægger muligheden for at et tæt samarbejde mellem læger og lægemiddelindustrien. Det er en forudsætning for udvikling af nye og bedre lægemidler, og hvis ikke læger deltager i det samarbejde, svigter vi patienterne.

Men vi må også erkende, at der er behov for nye regler, som kan sikre en effektiv håndhævelse og som også tager højde for, at samarbejdet foregår på mange forskellige måder, og at der kan stilles forskellige krav til de læger, der deltager i det.

Råd fra læger, der vejleder myndigheder om lægemidler, kan have enorm betydning for både patienters helbred og samfundets økonomi. Derfor er det rimeligt at overveje, om der skal stilles skærpede krav til de læger. Sådan er det eksempelvis i Storbritannien, hvis National Institute of Health and Clinical Excel-lence (NICE) stiller helt specifikke og skrappe krav til læger i rådgivende organer.

Sundhedsminister Astrid Krag behandler lige nu et forslag om nedsættelse af et udvalg, som skal give regler og praksis for samarbejdet mellem læger og industri et eftersyn. Udvalget vil være et resultat af debatten om et beslutningsforslag, som Folketinget afsluttede i sin sidste samling. Det er vores klare anbefaling, at ministeren nedsætter udvalget, og vi ser frem til at deltage i arbejdet. Forhåbentlig bliver resultatet klare regler, som både sikrer det nødvendige samarbejde med industrien og stiller de særlige krav om uafhængighed, som kan være nødvendige.