Vi skal stadigvæk dø, men ...

H vis du tror på det evige liv, må du ty til andre religioner end medicinen.

Alligevel ser fremtidens medicin lys ud - trods en række sociale, økonomiske og etiske bivirkninger.

Skønt det er let at spå, især om fremtiden, har det ikke været nemt at få læger til at lægge hovedet på blokken og levere en spådom eller to, selv om det, hovedet, måske, måske ikke, en gang i fremtiden kan sys på igen.

Det er dog lykkedes at få et par læger til at hæve blikket fra mikroskopets kighul og i stedet stirre ned i krystalkuglen.

Lad os begynde med slutningen, døden. Lad os give ordet til en af Danmarks førende alderdomsforskere, Suresh Rattan, lektor, ph.d. og dr.scient. på Dansk Center for Molekylær Gerontologi, Aarhus Universitet.

Han vil hellere end gerne aflive myten om medicinen som vejviser til ungdommens kilde.

»Vi kan ikke stoppe aldringen. Det er et ekstremt kompliceret biologisk system, hvor alle komponenter er afhængige af hinanden. Vi kan fx skifte hjertet ud, men resten af kroppen ældes stadig. Hvis vi som mennesker skal blive meget ældre, end det er muligt i dag, skal vi måske udstyres med to hjerter og vinger. Men så har vi jo skabt en ny race«, udtaler Suresh Rattan.

I lang tid fremover skal vi ikke gøre os forhåbninger om at blive ældre end maksimalt 120 år, men så skal alle, absolut alle, livsomstændigheder være optimale, understreger Suresh Rattan. Og her taler han om det enkelte menneskes genetiske arv, miljøet og tilfældigheder - noget som medicinen, indtil videre, ikke kan rokke ved.

I dag findes der ikke ét middel, som på nogen måde kan forlænge levetiden eller forhindre aldringen, og Suresh Rattan tror ikke på et wonderdrug i lang, lang tid fremover.

Stamcelleforskningen kan måske tilbyde de aldersforskrækkede en løsning, men først om mange, mange år, bemærker han:

»Hvis stamcelleteknologien kommer så vidt, at vi kan dyrke vores egne hjerter, kan der måske være en ide i at skifte hjertet ud hvert tiende år.«

Forskere i antialdring har dog godt nyt - hvis man er bananflue. De kan leve op til 45 procent længere end normale bananfluer, hvis de fra fosterlivet får isat kopier af gener, som påvirker organismens antioxidative forsvar.

Det er inden for genetikken, at forskerne i aldring knytter deres forventninger til at løse lidt af gåden om ungdommens kilde eller det, der ligner - selv om afstanden fra den genetisk manipulerede bananflues lykkelige ekstra håndfuld levedage til menneskelivet er meget stor.

Suresh Rattan mener dog, at en effektiv genterapi mod aldring ligger »langt ude i fremtiden«. Hovedproblemet er, at man kun ved lidt om, hvordan en ændring i ét gen vil påvirke de andre gener.

Håb for alle barnløse

I modsætning til alderdomsforskerne er det udpræget selvtillid og stolthed, som præger lægerne, der beskæftiger sig med livets begyndelse.

»Vi nærmer os en situation, hvor vi nærmest kan klare ethvert problem«, udtaler Claus Yding Andersen, Reproduktionsbiologisk Laboratorium på H:S Rigshospitalet.

Han ser fx ikke noget problem i, at en steril mand og en lige så steril kvinde engang i fremtiden, måske om 15 til 20 år, kan få børn sammen. Kunsten bliver at udvinde sædceller og æg fra henholdsvis mandens og kvindens personlige stamcellelinjer.

Som et af mange eksempler på mulighederne inden for reproduktionen nævner Claus Yding Andersen, at han og kollegerne på Reproduktionsbiologisk Laboratorium fryser ovarievæv fra kvinder i cancerbehandling. Bagefter lægges vævet tilbage i kvinderne, og de får deres menstruation igen.

Ovarierne kan også fryses ned af »bekvemmelighedsgrunde.« Så kvinderne bedre kan planlægge deres liv og først få børn i måske 45- til 50-års-alderen - eller senere - når karrieren er løbet godt i gang. Claus Yding Andersen fortæller, at kvinder på Harvard Business School allerede gør det.

Det afgørende gennembrud

Kortlægningen af det humane genom er det absolut største emne, når talen går på fremtidens medicin.

Kortlægningen gør det muligt at lave behandlinger rettet ind efter den enkelte patients genetiske profil - enkelte forskere mener oven i købet, at det vil blive muligt at ændre på syge eller uhensigtsmæssige gener.

Jørgen Drejer, forskningschef i Neurosearch og medlem af Det Frie Forskningsråd, mener, at der om måske fem til ti år vil ske en revolution i behandlingen af fx kræft, og kemoterapi og strålebehandling vil langt hen ad vejen være fortid.

Med den ny viden om det humane genom kan man analysere sig frem til den specifikke defekt, der fører til, at en celle bliver malign, og derved angribe det targetmolekyle, som fører til problemerne, og dermed helbrede patienten. Inden for visse behandlinger af kræft og gigt bruges metoden allerede i dag.

For mere komplicerede lidelser, fx de neurologiske, er tidshorisonten længere, måske 20 år og derover, vurderer han.

»Jeg ser ikke nogen begrænsninger. Personer, som i dag er dødeligt syge af en tumor, vil i fremtiden kunne få fjernet al det syge væv. Det er visionen. Men det kan ikke udelukkes, at der undervejs er sket så store organskader, at patienten alligevel ikke overlever«, nævner Jørgen Drejer.

Måske vacciner mod kræft overhaler den terapeutiske indenom. Hvem ved! I hvert fald er den første kræftvaccine på markedet inden for et til to år, vaccine mod human papillomavirus, som kan føre til underlivskræft.

Afdelingslæge Peter Andersen, Statens Serum Institut, forventer flere kræftvacciner fremover.

Han oplyser i øvrigt, at andre revolutionerende vacciner er lige om hjørnet, og vi taler om tidshorisonter inden for to til tre år: Mod fx malaria og rotavirus, som hvert år slår hundredtusinder af mennesker ihjel i den tredje verden.

Vacciner mod meningitis, pneumokokker og tuberkulose står også over for lancering, fortæller Peter Andersen.

Guld forenden af tunnelen

Alle taler om stamceller som fremtidens medicin, og er der en dansk læge, som har promoveret tanken, er det professor, dr.med. Peter Ebbesen, Institut for Sundhedsteknologi, Aalborg Universitet.

Han tror, at vi på det korte sigt, om ca. ti år, ved hjælp af stamceller kan fremstille muskler og brusk til reparation af sygt væv. I det lange perspektiv, som næppe nogen af denne artikels læsere ifølge Peter Ebbesen kommer til at opleve, bliver det muligt at lave organer af stamceller.

Amerikanerne investerer milliarder og atter milliarder af dollars i forskning i regenerativ medicin med stamceller - for der ligger guld forenden af tunnellen, hvis det bliver muligt at erstatte syge celler med raske. Tænk blot på behandling af patienter med Parkinson, Alzheimer og de rygmarvslæderede, ja, sygdomme med defekte celler gælder jo stort set alle sygdomme.

Den helt store fordel med stamcellerne bliver på den forholdsvis korte bane deres sundhedsfremmende funktion, mener Peter Ebbesen.

Et boost med stamceller i ny og næ vil kunne styrke immunforsvaret, tilføre mere livskvalitet i en høj alder og i sig selv være med til at forøge levealderen, siger han og henviser til en række vellykkede dyreforsøg.

Mere livstilsmedicin

Professor, dr.med. Jens Christian Djurhuus, formand for Dansk Medicins Selskab, mener, at der i fremtiden kommer mere livsstilsmedicin på markedet. Fremtidens medicin skal ikke kun lindre og helbrede, men i høj grad også være medvirkende til, at vi får det bedre.

Michael Bauer, rådgiver i ventureselskabet BankInvest, oplyser, at medicinalindustrien bruger masser af resurser på livsstilsområdet, fx på at finde et middel, der styrer appetitten, eller medikamenter, hvor ældre føler sig yngre.

Han bemærker dog, at de store spillere i industrien er meget varsomme med at lancere den slags produkter, for de kan, hvis de ikke viser sig virksomme, i alvorlig grad skade virksomhedernes omdømme.

Ny medicin koster kassen

Jannik Hilsted, lægelig direktør på H:S Rigshospitalet, forventer, at økonomien bliver et varmt emne, når medicinen skal finde sin plads i fremtidens danske sundhedsvæsen.

»Det hele går hen og bliver væsentligt dyrere. Intet tyder på, at de teknologier, vi står over for, gør behandlingerne væsentligt billigere. Uviklingen bliver, at der til stadighed vil være mulighed for at gøre mere og mere for patienterne«, udtaler han. Han fremhæver udgifterne til cancerlægemidler som et område i nærmest ukontrollabel økonomisk himmelfart. Lægemidlerne, som der bliver flere og flere af, er svære at sige nej til, nævner han, for de er meget effektive.

Omkostningerne ved at indføre de molekylærbiologiske teknikker, ikke mindst den personaliserede medicin, vil sandsynligvis også blive økonomiske sværvægtere.

Michael Bauer, BankInvest, nævner de proteinbårne lægemidler som det næste varme - og dyre - område.

»De koster kassen, og det vil blive et samfundsproblem at finde finansiering til dem. Men der er ingen tvivl om, at de har været med til at revolutionere tankegangen inden for cancerbehandlingen og inflammation«, udtaler han.

Michael Bauer oplyser, at et proteinbaseret lægemiddel mod tarmkræft som Avestin kan forlænge levetiden med op til seks måneder, men prisen er også ti gange så meget som traditionel behandling, ca. 300.000 kroner mod 30.000 kroner.

»For individet vil det altid være rigtigt at prøve alle muligheder, der er. Men for samfundet kommer der på et eller andet tidspunkt en grænse. Er fx seks måneder ekstra levetid nok til at retfærdiggøre, at der er x-antal patienter, som ikke få en ny hofte? Selv i et samfund som det danske, som er meget solidarisk, sniger der sig stille og roligt private foretagender ind«, siger Michael Bauer.

Jens Christian Djurhuus, nævner, at den skræddersyede medicin risikerer at blive så dyr, at den vil skabe mere ulighed i sundhed.

»Vi skal til at tage stilling til hvordan vi finansierer fremtidens sundhedsvæsen, for konsekvensen kunne blive et mere polariseret samfund. Der er ingen tvivl om, at der er en gruppe i befolkningen, som til hver en tid kan shoppe på det internationale marked. Så er der en gruppe, som vil gøre det en gang imellem. Og endelig gruppen, som ikke har de muligheder. Tendensen vil gå i retning af større ulighed«, mener Jens Christian Djurhuus.

En økonomisk nødvendighed

Måske viser motion på recept sig at være et af de mest geniale påhit fra det medicinske samfund.

I hvert fald er Jannik Hilsted klar over, at han som repræsentant for behandlersiden måske kommer med et utraditionelt forslag til, hvordan fremtidens sundhedsvæsen skal indrettes, men alligevel: Sats på forebyggelsen, mener han.

»Forebyggelse bliver en til stadighed vigtigere ting, hvis vi skal få tingene til at hænge sammen økonomisk, ja det bliver en simpel nødvendighed, hvis vi skal blive ved med at kunne finansiere vores sygehuse«, siger Jannik Hilsted.

Fremskridt skaber frygt

Roy Porter, verdens mest kendte medicinske historiker, skriver i sin bog »Ve og vel - medicinens historie fra oldtid til nutid« om skyggesiden ved de mange medicinske mirakler nu og i fremtiden:

»Aldrig har medicinen udrettet så meget eller tiltrukket sig så stor mistanke ... Selv om medicinen næsten kan mere end man har fantasi til at forestille sig, så er euforien fra penicillinens og p-pillens æra forvandlet til bekymring. Dagens avisoverskrifter handler oftest om frygten for, at en ny koleraepidemi skal ramme Sydafrika, eller om en pest i Indien, eller om at man i dag kan klone får, og måske i morgen mennesker. Hvem vil trods alle medicinens succeser benægte en vis følelse af utryghed? Er der tale om virkelige sejre? Infektionssygdommenes æra er afløst af de kroniske lidelsers æra. Et længere liv betyder mere tid at være syg.«

Roy Porter mener, at medicinen befinder sig i en identitetskrise, som endnu en medicinsk landvinding og endnu en, man ikke kan behandle sig ud af. Om medicinens manglende overordnede mål skriver han:

»Nu, da medicinen har besejret mange alvorlige sygdomme og har kunnet lindre smerter, er dens mandat blevet uklart. Hvad er medicinens mål? Hvor skal den stoppe? Er det dens formål at holde folk i live så længe som muligt ganske uden hensyn til omstændighederne? Er det medicinens opgave at overtale eller tvinge folk til at leve sundt? Eller er medicinen bare en serviceindustri, der uden videre opfylder alle mulige ønsker, som patienten måtte have, hvad enten det drejer sig om kosmetisk industri, designerkroppe eller den ældre kvindes ønske om at få et barn efter overgangsalderen?«

Sundhedismens forbandelse

Lægen og formanden for Det Etiske Råd, Ole Hartling, advarer mod ukritisk fremtidsbegejstring over for de stigende muligheder for screening, genetisk såvel som med andre biomarkører.

»Vi kommer i fremtiden til i højere grad at leve efter sundhedismens budskab. Alting knytter til illusionen om, at, hvis bare mennesket gør sig umage, kan det få magt over liv og død. Det, at vi spiser løs af kundskabens træ, gør, at vi kan komme lidt tilbage i den tryghed, vi mener, vi forlod i paradiset. Ved at beskytte os med screeninger og undersøgelser bliver vi mere trygge, tror vi. Men det bliver nok tværtimod. Det bliver sikkerhed for utryghed. Fordi der er så meget, som man så skal passe på og tænke på«, udtaler Ole Hartling.

Han mener, at fremtiden med de mange nye muligheder for diagnostik og behandling og, ikke mindst, patienternes forventninger til lægevidenskaben og en ledsagende brugermentalitet, vil skyde en kile af mistillid ind i læge-patient-forholdet.

»Patienten kaldes i dag for ,bruger af sundhedsydelser` og opfatter sig måske også selv sådan. Hvor det før var tillid, som var udgangspunkter for læge-patient-forholdet, vil et læge-kunde-forhold snarere bygge på mistillid«, mener Ole Hartling.

Som Roy Porter mener Ole Hartling, at lægestanden bør tage sin identitet op til revision. Han siger:

»Lægerne bør som stand se på, hvad denne begejstring for ny teknologi fører til. Er det i sidste ende det, som vi vil med vores lægegerning?! Vil vi koncentrere os om den lidende patient, eller vil vi koncentrere os om en stor gruppe raske mennesker?«