Skip to main content

Vi skal værne om vores omdømme

Formand for Lægeforeningen
Mads Koch Hansen

14. apr. 2014
3 min.

Overskrifter som »halløj på hjerteafdelingen«, »lægernes tag selv-bord« og »akuthjælp til etikken« er desværre blevet brugt rigtig ofte i den seneste tid. Det er barsk læsning.

En af sagerne handler om forskningsmidler på Rigshospitalet, som har finansieret indkøb af bl.a. ferierejser og meget dyre middage. En anden handler om lægers opkald til 1813-telefonen, hvor det senest er blevet problematiseret, at »læger frikender læger« i Lægeforeningens Lægeetisk Nævn. Indimellem er der tilfælde, hvor læger ikke har kunnet håndtere samarbejde med lægemiddelindustrien på korrekt vis.

Der er mellemregninger i disse sager, men de bidrager til at tegne et billede af læger som grådige, useriøse og sammenspiste. Samtidig topper læger også undersøgelser over troværdige og indflydelsesrige faggrupper. På den måde er det to sider af samme sager.

Der er høje forventninger til læger, og derfor er det også ekstra interessant, når læger træder ved siden af eller er under mistanke for det. Ganske få lægers fejltrin kan hurtigt farve hele standen på urimelig vis, og det påvirker lægers arbejdsglæde, kontakt med patienterne og vores samlede mulighed for at øve politisk indflydelse.

Vi får ikke noget forærende i en tid, hvor autoriteter står for fald, og hvor enhver borger kan udtrykke sin mening om en læge eller en behandling på sociale medier i løbet af nul komma fem.

Lægeforeningen har i medierne igen og igen understreget, at vi – naturligvis – tager afstand fra, når enkelte læger bryder loven eller vore egne etiske regler. Men vi må se i øjnene, at omverdenen ikke har den tillid til lægers vurdering af læger, som vi ønsker.

Derfor vil jeg opfordre til, at vi kritisk overvejer, om der er behov for fornyelse i de måder, vi som stand håndterer lægeetik. Det er klart, at Lægeforeningen ikke kan påtage sig rollen som politi i forhold til, om læger som enkeltpersoner overholder lovgivningen. Men vi kan forbedre vores selvjustits på det etiske område.

Vi kunne overveje at hente inspiration hos andre professioner med selvjustitssystemer og f.eks. inddrage uafhængig juridisk ekspertise i vurderingerne i Lægeetisk Nævn. Jeg har fuld tillid til nævnets kompetente læger, men ved at supplere med andre vil vi kunne styrke signalet til omverdenen.

I dag er nævnets virke koncentreret om at værne om tilliden mellem læger og patienter og mellem læger indbyrdes, men man kan også overveje, om det skal kunne gå ind i sager, hvor læger mere generelt udviser en adfærd, som har betydning for tilliden til standen. Praksis i dag er, at kun ganske få afgørelser offentliggøres. Vi kunne overveje, om flere kunne offentliggøres i anonymiseret form, så andre kan drage læring af dem.

Jeg har ikke de endelige svar. Men debatten kommer vi ikke udenom, og derfor vil der på Lægemødet lyde en opfordring til at give standens tilgang til læger og etik et serviceeftersyn.

Hvis vi fortsat ønsker indflydelse i kraft af at være læger, skal befolkningen have tillid til, at vi som stand opretholder en høj etik.