Viden, der giver udvidet horisont og forspring i hverdagen

Karina Bækby Houborg elsker information. At få indblik i, hvad der rører sig på andre hospitaler, og på hvilke vilkår andre overlæger arbejder under i den verden, der ikke er hendes. Og samtidig forhåbentlig at kunne give noget tilbage den anden vej med erfaringer fra hendes egen verden.

»Det er horisontudvidende at høre, hvordan andre læger end lige dem i mit speciale og på mit hospital arbejder. Jeg arbejder jo f.eks. ikke et sted, hvor vi overhovedet skal dække udkantsdanmark, mens man andre steder kører læger rundt i busser. Så det giver mig et vigtigt blik og perspektiv for andre overlægers arbejdsvilkår, og hvordan man f.eks. kan arbejde med en sundhedsreform anderledes end fra mit snævre anæstesiologiske perspektiv, eller når vi sidder og diskuterer det på tværs af vores store sygehus«, siger Karina Bækby Houborg, cheflæge på Bedøvelse og Operation Nord, Aarhus Universitetshospital (AUH)

Ikke mindst derfor er hun medlem af Overlægeforeningens repræsentantskab. Det har hun været siden 2022 og før det også i perioden 2016-2019.

»Men også fordi, at jeg synes, at det er en pligt at engagere sig. Jeg holdt mig som yngre læge med vilje ude af fagforeningsarbejdet, fordi jeg vidste, at jeg kunne blive alt for grebet af det. Når jeg alligevel stillede op til overlægernes repræsentantskab, så er det fordi, at jeg synes, at det er lidt en pligt at engagere sig«.

Viden om politiske vinde

I juni er der valg til de i alt 80 pladser i Overlægeforeningens repræsentantskab. Foreningens øverste myndighed, der blandt sine mest markante opgaver har at vælge formand og bestyrelse, skal tage stilling til overenskomstfornyelser og i øvrigt diskutere relevante temaer for landets overlæger.

Det er nu, at kandidaterne skal findes, og i den forbindelse har Ugeskrift for Læger talt med tre af repræsentantskabets nuværende medlemmer. Om deres vej ind. Om hvilke emner, der har optaget dem. Og hvad de personligt får ud af at engagere sig i det fagpolitiske arbejde. En af dem er altså Karina Bækby Houborg.

En anden er Jeppe Kildsig, der er overlæge på Afdeling for Mave- Tarm- og Leversygdomme på Herlev Hospital – og tillidsrepræsentant samme sted de seneste fem år. Det var hans vej ind i repræsentantskabet. For som TR deltog han som gæst i såvel de nationale som de regionale overlægerådsmøder.

»Her gik det op for mig, at jeg fik temmelig mange relevante informationer, som jeg gerne ville have. Så når jeg alligevel var der, hvorfor så ikke forpligte mig fuldt ud, få alle materialerne og være med til at træffe beslutningerne. Der er også en mental forskel for mig i forhold til at forpligte mig til at få læst alt op, når jeg sidder i repræsentantskabet«, siger Jeppe Kildsig, der blev valgt ind for to år siden.

»Og det er altså rart at have sat sig grundigt ind i det, når jeg f.eks. skal tilbage og sælge en overenskomst og forklare grundlaget for de her 300 overlæger på Herlev Hospital. Jeg bruger også den viden temmelig meget i alt det uden om det kliniske i mit arbejde, når jeg f.eks. skal argumentere for, hvordan jeg synes, at tingene skal være indrettet på vores afdeling. Vi får jo viden fra møder med regionsrådene og Sundhedsstyrelsen om, hvor de politiske vinde blæser, og det giver klart en fordel at være en smule på forkant frem for at høre det gennem de normale kanaler, når man arbejder i et mellemlederlag«.

Viden helt tæt på

Også for Karina Bækby Houborg er den viden, hun tager med sig fra oplæg, diskussioner og beslutninger vigtige elementer i hendes hverdag på Aarhus Universitetshospital.

»Som cheflæge betyder det, at jeg har information helt vildt tæt på – nærmest før, at min egen HR-organisation ved, hvad der sker, så ved jeg det«, siger Karina Bækby Houborg.

Specifikt peger hun på den viden og inspiration, hun har kunnet tage med hjem om læger uden øvre arbejdstid og i det hele taget diskussionen om det meget nye overenskomstresultat, som endnu ikke er stemt igennem i AC-familien.

»Det med at få prædikatet ,overlæge’, det betyder altså noget, og det synes jeg, at den nye overenskomst afspejler på en moderne måde. Der er også knaster i den. Men det at sidde i repræsentantskabet netop og have været med til at debattere overenskomsten, som er så markant anderledes, det giver virkelig en stor forståelse for, hvad der ligger bagved – også hvad der ligger bagved knasterne. Det er jo fantastisk at have det kendskab«, siger Karina Bækby Houborg.

Store forskelle i vilkår

Også Anne Poulsen fremhæver indsigten i andre lægers hverdag som noget særligt værdifuldt ved at deltage i repræsentantskabets møder. Hun er overlæge på Anæstesiologisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital i Roskilde, og har de seneste to år været medlem af repræsentantskabet, hvor hun som talsperson for overlægernes tillidsrepræsentanter i Region Sjælland tidligere i flere år har deltaget som observatør.

Ét er et udvidet netværk med engagerede og interessante mennesker. Noget andet er den indsigt, hun får via diskussionerne omkring, hvor forskellige forholdene er for overlægerne, alt efter hvor de arbejder.

»Som jeg ellers ikke ville vide noget om. Eller måske i hvert fald have snæversyn på min egen afdeling og ud fra, hvad jeg interesserer mig for«, siger Anne Poulsen.

»De diskussioner viser jo, at der ikke alene er stor forskel i, hvilke interesse- og prioriteringsområder, man har afhængig af speciale, afdeling eller hvor i landet, man befinder sig. Der kan også være ret stor forskel på, hvordan HR-afdelinger tackler problemstillinger og tolker overenskomsten, og hvordan det så influerer på tilfredsheden i de forskellige afdelinger. Den viden kan jeg bruge til at lægge pres på vores egen HR-afdeling her i regionen«.

Kamp for vagtvilkår

For Anne Poulsen er det især vagtvilkår, der har fyldt – både i hendes arbejde som TR og som medlem af repræsentantskabet. Det er den sag, hun er valgt på.

»Men det tager lang tid at lave ændringer, fordi der jo er mange aktører, interesserer og andre prioriteringer, som også skal tilgodeses. Jeg har talt om og arbejdet meget kraftigt for, at vi får flere timer registreret under vagter i adskillige år. Jeg vil jo helst have det sådan, at når man er på vagt og står til rådighed for arbejdsgiveren, så får man timerne registreret som arbejdstid, time for time. Vi er kommet tættere på med den nye overenskomst, hvor vi snakker om ubelastede timer på 0,75. Så vi er kommet langt, og der er væsentligt kortere til målet, end der har været. Det vil jeg stadig kæmpe for«, siger Anne Poulsen, der også peger på pensionsområdet, hvor tilstedeværelsen i repræsentantskabet har gjort en stor forskel.

»Jeg stillede mig op og fortalte om, hvordan der er ulige pensionsforhold for mandlige og kvindelige læger. Der var mange kvinder, som ikke anede, at de blev forskelsbehandlet. Det var den sten, der fik det til at rulle, så der i dag er kommet meget større fokus på pensionsområdet, og det har ført til nogle radikale ændringer, som tager højde for de familiestrukturer, læger har i dag«, siger Anne Poulsen.

»Så repræsentantskabet er også en mulighed for at nå ud til et stort publikum, få folk engageret og skabt radikale ændringer«.

Som cheflæge i anæstesiologien, et vagttungt speciale, har det også især været vagtvilkår, der har haft Karina Bækby Houborgs opmærksomhed i tiden i repræsentantskabet. Men også arbejdsmiljø bredt og fokus på netop at bruge overenskomsten som et værktøj til at højne arbejdsforholdene – ligesom hun bestræber sig på at efterlade arbejdsgiverkasketten ude i garderoben og kæmpe for gode arbejdsforhold for alle læger, når hun sætter sig til møder i repræsentantskabet.

Jeppe Kildsig fremhæver, at årene som først gæst og siden medlem af repræsentantskabet er sket i en tid, der er særligt foranderligt for organiseringen af overlægernes arbejde. Implementeringen af 2021-overenskomstens ledelsesreform og synliggørelse af kompetencelag, som tidligere var usynlige, og i dag speciallægeloft og seniorvilkår – og hvordan det ene modarbejder det andet – som er de to emner, han nævner, som det han er mest optaget af i sit fagpolitiske arbejde.

»På trods af, at vi taler utrolig meget om, at folk skal blive på arbejdsmarkedet og kunne gå på nedsat tid, så kan vi bare se ind i, at hvis vi ikke bliver ved med at holde politikerne ved ilden, så bliver det meget, meget svært. Nu er jeg ikke selv så gammel endnu, men jeg kan jo se på nogle af mine kolleger, som utrolig gerne vil fortsætte, men hvor jeg tænker, at de seniorvilkår, vi er ved at stable på benene, bare ikke er holdbare for dem«, siger Jeppe Kildsig med bl.a. henvisning til speciallægeloftet, hvor man tæller hoveder i stedet for timer.

»Betyder det så, at vi kan tvangspensionere alle mennesker over 70 år, hvis de ikke kan arbejde 37+ timer, fordi de tæller lige så meget som alle de unge?«

Og her er repræsentantskabet – og måske især på regionalt niveau med faste møder med regionsledelsen – den eneste måde, man systematisk kan påvirke til forandring, fastslår Jeppe Kildsig.

»Det er jo her, at vi kan og skal blive ved med at bringe de problemer og de historier, der hele tiden opstår rundt omkring, til bordet. Fordi ellers er der ingen, der ser dem«.

Hvad er der at kæmpe for?

Karina Bækby Houborg kunne godt ønske sig, at der var flere, der engagerede sig i det fagpolitiske arbejde i Overlægeforeningen – og som minimum flere, der stemte. Når det ikke sker, så er det ifølge hende i høj grad manglende kendskab til, hvad det egentlig er repræsentantskabet laver. Og hvilken tid, der er behov for, at man lægger i det. Anne Poulsen peger også på tiden. Dels at overlæger i forvejen arbejder mange timer, dels usikkerhed om, hvor meget tid arbejdet i repræsentantskabet egentlig tager.

Jeppe Kildsig er inde på noget af det samme. Manglende viden om, hvordan organiseringen, og hvad og hvor det præcis er, at man kan være med til at påvirke retningen for landets overlæger.

Men de peger også begge på et andet aspekt, som måske har afholdt en del overlæger fra at gå ind i det fagpolitiske: Hvad er det egentlig, de skulle kæmpe for? Med forandringens vinde har netop det spørgsmål ifølge Jeppe Kildsig fået en fornyet relevans.

»Jeg tror egentlig – og det skal man jo aldrig sige meget højt – at et af ,problemerne’ har været, at folks arbejdsvilkår har været ret gode i ret mange år. Altså, at vi både har haft en høj løn og selv haft relativt meget at sige omkring, hvordan vi arbejdede. Og hvad er det så egentlig, at man skal sidde og kæmpe for?«, siger Jeppe Kildsig.

»Men jeg tror, at de fleste nok har en fornemmelse af, at det er gledet os af hænde inden for de sidste 15 år. Derfor har vi også nogle debatter, som jeg er ret sikker på, at vi ikke havde for 10-15 år siden. Også fordi, at der er en anden holdning fra min generation og dem, der er lidt yngre, om, hvordan man gerne vil balancere sit liv og ikke accepterer den præmis, som tidligere generationer har købt ind på som overlæger, at man arbejder 50-60 timer om ugen uden at have fri på et andet tidspunkt«.