Videnskabsmanden der beviste, at hjertet er en muskel

Vi ved alle, at Niels Stensen – Steno – var en af alle tiders dygtigste danske naturvidenskabelige forskere, men mange af os har ikke fulgt ham i hans liv og arbejde, heller ikke jeg. Jesper Brandt Andersen tager os i denne bog med tilbage til Stenos tid for at følge ham fra fødslen i 1638 til døden som 48-årig. Det miljø han levede i, hans udvikling, samspil og modspil med de mennesker, der omgav ham, er detaljeret belyst, primært ud fra de mange breve til, fra og om Steno, og hans artikler.

Stenos knivskarpe iagttagelsesevne kombineret med en ydmyg, men skarpsindig analytisk fortolkning og klare grænser mod fantasifuld spekulation var hans helt enestående styrke. Fra han var 22, til han var 33, opnåede han stadigt gyldige resultater, der i kraft af deres originalitet, bredde og dybde medvirkede til at skabe helt nye veje til erkendelse som grundlag for nutidige forskningsdiscipliner. Allerede fra første færd i Europa nød han en overvældende anerkendelse hos tidens fremmeste forskere og filosoffer, og han blev støttet af Europas rigeste, Medicifamilien i Firenze. Hans succes skal også ses på baggrund af bagsiden af også den tids forskningsmiljøer – forfængelighed, inkompetence, fordomme, intolerance, uredelighed, intriger og nepotisme. Når han trods sin mentor professor Thomas Bartholins kraftige opbakning ikke blev professor på Købenavns Universitet var det bagsiden, der spændte ben, til sidst også vanskeliggjort af hans konversion til den katolske tro.

At samle og udfolde dokumentationen har været et enormt og imponerende velstruktureret arbejde: af de 806 sider er der 82 med 1.818 noter, ca. 400 referencer og et personregister med ca. 500 navne. Uagtet at jeg nød at læse de 700 siders fortløbende tekst med et væld af illustrationer fra tiden, vil jeg anbefale at gøre det anderledes, end jeg gjorde det. Start med den fine tidstavle over de vigtigste begivenheder og forløb i Stenos liv i Tillæg 1. Gå derefter til rækken af Stenos opdagelser i Tillæg 3. Fortsæt med bibliografien i Tillæg 2 med alle de blot 34 artikler, der udkom i årene 1660-73. Som en sidste forberedelse inden tidsrejsen, læs da Sammenfatningen i Kapitel 11 om hans væsentligste resultater, om et bud på en forklaring på hans succes og på grunden til at han forlod forskningen for at blive katolsk præst og biskop samt om hans betydning og eftermæle.

Bliv ikke fristet til at læse Tillæg 4 før til sidst. Det er en apoteose, først med Thomas Bartholins invitation til hvad der skulle blive Stenos sidste offentlige forelæsning og dissektion i København i 1673, dernæst med forelæsningen, der er en betagende syntese af hans syn på sig selv, på forskningen og den katolske tro. Han lægger ud med at sige »Uden at jeg søgte efter det, snarere på trods heraf, har det behaget Gud at afsløre meget for mig inden for anatomien, som er blevet nægtet andre langt værdigere før mig«. Her finder vi de vise ord: »Skønt er det vi ser, skønnere er det vi ved, men langt det skønneste er det vi er uvidende om«.