Læger flygter fra almen praksis i England, hvor rekrutteringsproblemerne ikke kun rammer udkantsområder. Regeringen har netop lanceret en 100 mio. kroners pakke til at løse problemet.
For kort tid siden sagde David Wrigley farvel til en kollega i sin praksis i Carnforth, en by med lidt over 5.000 sjæle beliggende i et pittoresk hjørne af England lige på kanten af det berømte Lake District - hjemsted for William Wordsworth og de andre romantiske "sødigtere" fra 1800-tallet.
"Hun var bare så træt af presset og arbejdsmængden. Hun er 46 år gammel og har små børn. Og hun er en fremragende praktiserende læge", fortæller David Wrigley, som ud over at være partner i sin praksis også er bestyrelsesmedlem i både den britiske lægeforening British Medical Association (BMA) og det, der svarer til PLO i Danmark.
Så nu har Ash Trees Surgery, som den 12-lægers store praksis i Carnforth hedder, et problem. Nemlig at finde en ny kollega til at bistå med at passe de 15.000 tilmeldte patienter, og her hjælper hverken den storslåede udsigt over Morecombe Bay eller områdets litterære arv.
"For ti år siden havde det ikke været noget problem. Da havde vi måske 50 ansøgere til en stilling, nu er vi heldige, hvis vi får en. Det er meget vanskeligt, så vi bruger vikarer", siger David Wrigley og forklarer, at mange af de læger, der forlader almen praksis før tid, netop arbejder som vikarer. Det samme gør hans 46-årige kollega, der netop er holdt op, fortæller han.
Vi begrænser antallet af læger og sygeplejersker for at forsøge at matche udbudet til det offentlige sundhedsvæsens behov. Måske skulle vi stoppe de begrænsninger? Cheføkonom John Appleby, sundhedstænketanken King's Fund
Så vidt, så velkendt. Mange steder i Europa er det mere end vanskeligt at rekruttere og fastholde praktiserende læger i perifere områder. Men ifølge David Wrigley er problemet i England ikke så meget beliggenheden.
"Det er et problem i hele landet. Ingen vil være praktiserende læge", siger han og peger på, at ikke mindst storbyerne har vanskeligt ved at lokke læger til. Patientsammensætningen her er ofte præget af såkaldt tunge patienter fra socioøkonomisk belastede områder.
"Arbejdsmængden er stigende. Der er konstant negativ presse. Budgetterne reduceres år efter år, og patienternes krav stiger", er hans bud på en forklaring på, hvorfor almen praksis ikke har den helt store appel længere.
En undersøgelse fra starten af marts fra den offentlige radio-tv organisation BBC støtter hans udsagn. Undersøgelsen viser bl.a, at 56 pct. af de praktiserende læger forventer at forlade sektoren, inden de fylder 60 år. En fjerdedel regner endda "bestemt" med at gøre det. Kun seks pct. siger, at de ikke har nogen planer om tilbagetrækning før de 60.
Årsagerne lyder i store træk som David Wrigley: mængden af konsultationer, arbejdstiderne, sektorens status inden for lægeverdenen, portrætteringen af lægerne i medierne og arbejdsmængden.
Almen praksis i England har med andre ord et imageproblem som præget af hårdt og til tider kedeligt arbejde uden fjerneste anstrøg af den glamour, der kan omgærde andre specialer. Samtidig opfattes sektoren mere og mere som ikke særligt godt betalt.
David Wrigley påpeger, at almen praksis' andel af de samlede sundhedsudgifter i det offentlige sundhedsvæsen er faldet. Fra at ligge på lidt over 10 pct. af budgettet tilbage i regnskabsåret 2004-2005, lå andelen i 2012-2013 på 8.4 pct. og en fremskrivning viser et niveau på lidt over 7 pct. i 2017-2018.
Samtidig fortsætter det med at være sådan, at ca. 90 pct. af patientkontakterne håndteres i almen praksis.
Der har naturligvis været forsøg på at løse problemerne undervejs. Lige som f.eks. i Danmark har englænderne bl.a. forsøgt at rekruttere udenlands.
"For 15 år siden kom der en masse (praktiserende læger, red.) fra Spanien. Det fungerede ikke så godt", siger David Wrigley tørt.
Ligesom i Danmark har også englænderne betalt praktiserende læger for at nedsætte sig på steder, hvor rekrutteringen var svær.
"En lokal sundhedsmyndighed kunne sige - kom til vores område. Det var der en del af for 12-15 år siden, hvor man kunne få et "gyldent hallo" på måske 10.000 pund (ca. 100.000 kr., red.) Det er der ikke så meget af nu. Så snart sådan noget ender i pressen, så tørrer det ind", siger David Wrigley.
BMA og søsterorganisationen RCGP (Royal College of General Practitioners), der nærmest svarer til DSAM, har råbt op om problemet i årevis.
Måske er politikerne begyndt at lytte.
I januar præsenterede regeringen en "pakke" til rekruttering og fastholdelse i almen praksis på 10 mio. pund - ca. 100 mio. kroner. Det vil vise sig, hvordan midlerne de facto bruges, men meningen er, at de bl.a. skal gå til at tilbyde unge læger et års ekstra uddannelse i en klinisk specialitet, der vil kunne bruges i almensektoren - f.eks. pædiatri, psykiatri og dermatologi.
Der er også ideer om at hjælpe til med at fastholde nuværende læger, der f.eks. gerne vil på nedsat tid. Og der er tanker om at få læger, der har forladt sektoren, lokket tilbage igen. Det sidste er bl.a. møntet på de læger, der ikke bare har forladt sektoren men England helt og holdent.
Men spørgsmålet er om 100 mio. kroner formår at løse noget som helst.
"Det er ikke ret meget", siger cheføkonom John Appleby fra sundhedstænketanken King's Fund i London med henvisning til, at det totale sundhedsbudget i England er på omkring.115 mia. pund - ca. 1,15 bio. kroner.
Han tror i langt højere grad på en løsning, der handler om at løsne grebet om antallet af uddannelsespladser.
"Det handler jo om, hvad medicinstuderende vælger af karriere. Vi begrænser antallet af læger og sygeplejersker for at forsøge at matche udbudet til det offentlige sundhedsvæsens behov. Måske skulle vi stoppe de begrænsninger? Men det ville være en langsigtet løsning", siger han.
Han peger dog også på, at sektoren på det seneste har tiltrukket flere læger.
"Det har tendens til at gå op og ned i sektoren, men i løbet af de seneste par år er der faktisk kommet flere praktiserende læger. Spørgsmålet er blot, om stigningen er nok til at følge med den demografisk udvikling", siger han.
Her og nu er det svært at se muligheder for yderligere at lokke læger til.
"De praktiserende læger fik en indtægtsstigning i 2005, men derefter er deres indkomst faldet. Så måske kunne man få en effekt, hvis man øgede indtjeningen, men hvor skal de penge komme fra? Jeg tror også, effekten ville være lille. Jeg tror mere, det handler om arbejdet i almen praksis. Arbejdsmængden er steget, og skal man den udvikling til livs, må man have flere læger".
