Jens Vrang har i mange år tilbragt sommerferien som lægevikar rundt omkring i Skandinavien. Med sig har han altid sin kone. For dem er det eventyret, der trækker, og muligheden for at holde sig i gang.
Når Jens og Elin Vrang om få dage pakker deres kuffert, er det 26. gang de kombinerer et lægevikariat med en ferie et sted i Skandinavien. Denne gang drager de mod den lille kystby Ljungskile nord for Göteborg. Og at valget er faldet på Ljungskile, er ikke tilfældigt:
»Vi har været i Ljungskile to gange før i forbindelse med et lægevikariat og er begge meget begejstret for naturen og skærgården omkring«, fortæller Jens Vrang.
De skal bo i en lille sommerhytte ved vandet, og selvom opholdet denne gang kun bliver på et par uger, håber de på, at der både bliver tid til at plukke svampe, se på fugle og cykle nogle lange ture.
»Vi har mange fælles interesser og plejer at planlægge Jens’ vikariater, så vi har nogle weekender, hvor vi kan tage på ture sammen og se på fugle eller opleve lokalområdet«, fortæller Elin Vrang, der er tidligere gymnasielærer.
Lægevikariaterne har i mange år været en fast del af ægteparrets sommeraktiviteter og har bragt dem rundt i de yderste afkroge af både Norge, Sverige, Grønland og Færøerne.
I dag er de begge pensionister, men eventyret og rejselysten trækker stadig. Og for Jens er kombinationen af ferie og arbejde samtidig en mulighed for at holde sig i gang fagligt.
»Pengene er selvfølgelig rare, men de er på ingen måde den primære årsag til, at jeg bliver ved med at arbejde som lægevikar. Jeg gør det, fordi jeg synes, det er sjovt, og fordi jeg kan lide den udfordring, der ligger i arbejdet. Jeg synes ikke, at det er særlig behageligt, at arbejdslivet er endegyldigt forbi. Derfor nyder jeg lægevikariaterne. De er med til at holde mig til ilden«, siger Jens.
Det var drømmen om at opleve Grønland, der i sin tid fik Jens og Elin afsted på det første lægevikariat. De kom ved et tilfælde til at tale med deres nabo, der havde været deroppe som lægevikar, og hans begejstring afgjorde hurtigt beslutningen:
»Dengang arbejde vi begge to, men vi syntes, at det lød som en spændende måde a opleve det grønlandske samfund på, og tænkte, at det var værd at bruge vores sommerferie på«, fortæller Jens.
Det viste sig at være en god beslutning. Grønland gjorde stort indtryk, og Jens og Elin kom hjem med en masse oplevelser, de aldrig ville have fået, hvis de havde været almindelige turister på gennemrejse.
»Vi boede i et lejlighedskompleks side om side med de lokale og lærte samfundet og befolkningen at kende på en helt anden måde, end vi ellers ville have haft mulighed for«, fortæller Elin.
Mens Jens var på arbejde, tilbragte Elin dagene med at læse bøger og vandre rundt i lokalområdet. Meget af tiden blev brugt på biblioteket i Julianehåb, og her lærte Elin bibliotekaren så godt at kendte, at hun endte med at invitere ham på middag. Elin og Jens blev også selv budt på besøg. Blandt andet på en ø, hvor de boede i en weekend hos noget familie til én af Jens’ grønlandske kollegaer.
»Man kommer til at tale med en masse sjove mennesker, når man bor og arbejder i et andet land. Men det kræver, at man er udadvendt og åben og selv tager initiativ til at tale med de lokale«, siger Elin.
Siden Grønland har Elin fulgt med Jens rundt på lægevikariater i det meste af Norge og Sverige. Og nu hvor de begge er pensionister, rejser de på alle tidspunkter af året og sørger altid for at have deres cykler med bag på bilen:
»Vi kan begge to godt lide at komme ud i naturen og tager på mange cykelture, når vi er afsted, og så nyder jeg, at jeg kunne cykle på arbejde«, siger Jens.
Cyklen giver også Elin mulighed for at komme omkring på egen hånd. Hun cykler ofte ud for at finde svampe og synes, at det er sjovt at finde lokale råvarer, som hun kan kokkerere med om aftenen.
»Jeg kan sagtens få tiden til at gå, mens Jens er på arbejde. Men som medfølgende ægtefælde kræver det, at man har sine egne projekter at gå op i. Eller kan dagene godt blive lange«, siger Elin.
Selv har hun altid en masse læseprojekter i gang. Og så sørger hun som regel for at arrangere, at der kommer nogle venner fra Danmark og besøger hende og Jens i én af ugerne, mens de er afsted.#
##factbox##
#
For Jens er det altafgørende, at Elin har lyst til at tage med ud, når han vikarierer. Ellers ville det ikke være arbejdet værd:
»Jeg har en enkelt gang prøvet at være afsted uden Elin, og det var ikke sjovt. Det betyder meget for mig, at Elin er med, og at hun får noget ud af det også«, siger han.
De har begge rundet 70 år, og har ingen planer om at skifte vikariaterne ud med mere pensionistvenlige krydstogtture. På et enkelt punkt er de dog blevet mere kræsne med årene: De skal bo godt, når de er ude.
»I begyndelsen boede vi ret ringe. Men nu er vi begyndt at stille større krav. Vi har én betingelse, når Jens siger ja til et lægevikariat: Og det er, at boligen har en god beliggenhed og ligger tæt på arbejdet. Vi er ligeglade med luksus. Men vi sætter stor pris på, at der er en smuk udsigt«, siger Elin.
De glæder sig begge til at skulle tilbringe de næste par uger ved den svenske skærgård og traditionen tro lader de guidebøgerne blive derhjemme.
»Vi har aldrig været så gode til det med guidebøger. Jeg bruger som regel en dag på at forberede mig fagligt, inden vi tager afsted, og Elin finder ud af, hvilken musik og hvilke bøger hun vil have med. Andet gør vi ikke. Vi tager en dag ad gangen og ser, hvad der venter os. For os er det en perfekt måde at rejse på«, siger Jens.
