29-årige Liv Boeg Holmestad er nærmest personificeringen af det, man vil opnå med en sundhedsreform, der efter sigende er lige på trapperne. Hun er fra Korsør, selverklæret »korsoraner« og er ved at ud uddanne sig til speciallæge i almen medicin med blokforløb på Slagelse Sygehus.
Flere praktiserende læger og en bedre fordeling af lægeressourcerne er en del af essensen af det udspil, der ligger på forhandlingsbordet netop nu, og som var temaet for Lægeforeningen Sjællands medlemsmøde i Køge mandag aften. Liv Boeg Holmestad havde taget plads på første række:
»Det handler jo om min fremtid, særligt når netop almen praksis er så central en del af udspillet, så jeg synes nærmest, jeg var forpligtet til at komme og høre nærmere«, fortalte hun efter medlemsmødet, som havde trukket omkring 60 sjællandske læger til Comwell i Køge. Cirka 200 lyttede med online.
»Det handler jo om min fremtid, særligt når netop almen praksis er så central en del af udspillet, så jeg synes nærmest, jeg var forpligtet til at komme og høre nærmere«Liv Boeg Holmestad, HU-læge i almen medicin
Der var lagt op til spørgsmål fra medlemmerne, og de kom særligt i anden del af mødet, hvor mange bød ind med oplevelser og erfaringer fra det sjællandske sundhedsvæsen. Liv Boeg Holmestad spurgte panelet om, hvilke faldgruber de tre formænd så for sig, hvis reformudspillet føres ud i livet:
»Jeg er bekymret for, at man tænker en reform, men så alligevel ikke rigtig tør gøre noget, når det kommer til stykket – at man alligevel ikke rigtig tør flytte ressourcerne derhen, hvor behovet er. Og så er det også en faldgrube at tro, at bare fordi man laver en reform, så flytter lægerne sig. Det gør de jo ikke, hvis ikke man får skabt nogle incitamenter for lægerne til at flytte sig«, replicerede Ann-Louise Reventlow-Mourier, der var på podiet i sin egenskab af næstformand for Lægeforeningen, men som også er formand for FAPS.
Formand for PLO Jørgen Skadborg sagde:
»Det værste, der kan ske, er, hvis nogen tror, der er et quickfix på alle de her ting især i forhold til lægedækning. Og at man i sin iver for at styre kommer til at overstyre og indfører nogle ting for hurtigt, som skræmmer kollegaer væk, fordi de så ikke synes, det er sjovt mere. Man skal være meget mere håndholdt med tingene, tror jeg, end man måske forestiller sig fra politisk hold, og det skal de enkelte sundhedsmyndigheder så have lov til«.
I september blev Trine Birk Andersen (S) udpeget til ny formand for Region Sjælland, efter Heino Knudsen stoppede. Hun svarede:
»Vi ønsker en bedre sammenhæng, og at det skal være mere nært, men det kan kun ske, hvis vi netop lykkes med rekruttering og at skabe de gode faglige miljøer. Min bekymring er, at man ikke formår at komme igennem med intentionerne i reformen. Hvis vi skal lykkes med det her, så er der nogle ressourcer, der skal rykkes længere herud. Og jeg kan da godt være bekymret for, at man ikke lykkes med at flytte de ressourcer, men i stedet flytter borgerne«.
Ud over sit blokforløb på Slagelse Sygehus er Liv Boeg Holmestad også uddannelseskoordinerende yngre læge (AP UKYL) og med i det lokale uddannelsesråd. Hun fik både »håb« og »optimisme« med fra dagens møde, som hun vil tage med hjem til sine kollegaer.
»Det endelige udspil er jo ikke kommet endnu, så det er stadig gisninger, men jeg følte alligevel, at jeg fik nogle ting afmystificeret i dag. Det, jeg synes, jeg har fået mest ud af, har været at mærke stemningen i panelet. Der er selvfølgelig stadig elementer, jeg ikke lige forstår eller kan gennemskue i forhold til, hvad det kommer til at betyde for mig, men jeg synes, man kunne mærke, at der var en god vilje, og at man vil noget, også selv om de repræsenterede tre meget forskellige poster«, sagde hun og fortsatte:
»Selvfølgelig kan man også mærke, at det er en sal her med erfarne læger, der har nogle frustrationer og bekymringer, men jeg oplevede stadig, at der var en optimisme. Og så blev det godt nok nævnt ,at håb ikke er en strategi’, men det vil jeg nu selv sige, at det er. Særligt for os yngre læger.
Hvis vi ikke har noget håb for, at der er en plads til os i regionen, så kommer vi ikke til at være her, vi skal nok finde en kreativ løsning og komme væk, hvis vi ikke kan se os selv i det. Så det, jeg faktisk fik mest ud af, var håbet om, at det her skal nok gå i den rigtige retning. Der er i hvert fald vilje til det. Løsningen kommer jo ikke til at være perfekt alligevel, og der kommer nok en reform igen om 10-15 år«.
