Vild, visionær, verdenskunstner

Louis Marcussen blev uddannet håndværksmaler. Han arbejdede nogle år i Ebeltoft, før han i 1923 udvandrede til Argentina. Han havde et godt håndelag, og der eksisterer et par kunstmalerier udført før rejsen til Argentina. Hans far og adskillige søskende var døde tidligt. Selv er han er beskrevet som sky og indelukket, men en venlig og vellidt person. Han havde et rigt indre univers og var tidligt optaget af religion og mystik.

I Argentina levede han et omflakkende liv og tilbragte bl.a. nogle år blandt de indfødte i junglen, før han i 1929 vendte tilbage til Danmark og familien. Han var ved hjemkomsten forhutlet og paranoid og blev kort efter tvangsindlagt. Han var da 35 år gammel. Han fik diagnosen paranoid skizofreni.

Ovartaci døde på det psykiatriske hospital i Risskov i 1984 efter at have tilbragt 56 år på psykiatriske hospitaler og bosteder. Hans liv var en fortælling om galskab, køn, kunst og psykiatri. Han tildelte sig selv kunstnernavnet Ovartaci, som var afledt af det, han kaldte »overtossen« – den ledende patient på hospitalet og en ironisering over begrebet overlægen med en tydelig reference til hospitalets klart hierarkiske struktur.

I en periode på ti år boede han på et psykiatrisk plejehjem, hvor han var utroligt produktiv, overmalede alle vægge på sit værelse og udsmykkede plejehjemmets kapel. (Det er siden malet over, da hans kunst kun blev betragtet som udtryk fra et sygt sind, uden selvstændig værdi). I andre perioder var han vred, urolig, hallucineret, erotisk optaget og havde kønsdysfori. Han blev derfor flyttet tilbage til Hospitalet i Risskov. Han var fortsat plaget af sine erotiske lyster og fik efter anmodning bevilget kønsdriftsdæmpende medicin. Da han ikke syntes, det virkede tilstrækkeligt, kastrerede han sig selv og fik derefter foretaget kønskorrigerende operation.

Ovartaci har haft en helt unik og insisterende personlighed. Hans kunst tryllebandt mange og tryllebinder i dag næsten mere og mere. Han skabte billeder, skulpturer, dukkehuse og dukker med et rigt udvalg af materialer og stilarter. Hans motivverden er mytologisk med elementer fra bl.a. hinduisme og buddhisme. Han skaber karakteristiske figurer med særegne slanke kvindeskikkelser i stærke farve. Han udforsker kønnet kunstnerisk såvel som i sit konkrete liv. I en del år opfattede han sig som kvinde, men med alderen vendte han tilbage til sit oprindelig køn som mand i en mere afslappet form. Sygdommens manifestationer afsvækkedes. Han havde gode relationer til personalet og udviklede ikke mindst et tæt venskab til overlæge Johannes Nielsen, der også skrev en Ovartaci-biografi.

I 1952 mødte Ovartaci Cobra-kunstneren Asger Jorn, der fandt et slægtskab med ham gennem det spontane, vilde, ubundne flow og de flydende identiteter i kunsten. Ovartaci havde ingen trang til at følge med Jorn til Paris, som denne ellers foreslog, men blev hjemme på Risskov, hvor han i en lang årrække havde gode muligheder for at udfolde sit kunstneriske virke.

Outsiderkunst – eller l’art brut – er betegnelsen for kunst udført af mennesker uden kunstnerisk skoling. Det betyder rå, uforarbejdet og primitiv kunst. Det være sig børn, mennesker med udviklingsforstyrrelser, psykiske sygdomme og mennesker fra oprindelige kulturer. Surrealister og Cobra-bevægelsen så det som den oprindelige kunst uden snærende bånd af konventioner.

På psykiatriske asyler rundtomkring i Europa begyndte psykiatere igennem 1900-tallet at interessere sig for disse produkter – og så dem som en kilde til indsigt i sindssygdommens væsen. Mere som kuriositeter end som kunstværker i egen kraft.

Med tiden er flere af disse l’art brut-malere blevet anerkendt som fuldgyldige kunstnere i egen ret. Ovartaci er et af de fremmeste eksempler på sådanne kunstnere. Han var en del af udstillingen »Outsiderne« på Louisiana i 1979, og efter sin død opnåede han selvstændig placering i den internationale kunstverden og repræsenterede bl.a. Danmark på biennalen i Venedig i 2022, og i 2023 fik han sin egen udstilling på Cobra Museum i Amsterdam under titlen: »Becoming Overtaci«. I Aarhus er oprettet Museum Overtaci – et kunst- og psykiatrihistorisk museum, der rummer en væsentlig del af Overtacis værker.

Det er en stor og righoldig bog, der yder Ovartaci som menneske og kunstner fuld retfærdighed. Den beskriver Ovartacis liv, sygdom og venskaber. Den forholder sig til Ovartacis kunst, motivverden og sætter kunsten i relief til samtidens kunststrømninger.

De mange illustrationer fører én gennem livsværket i al dets mangfoldighed i samklang med Ovartacis liv som mennesker med en svær sindslidelse.

Bogen beskriver også et stykke psykiatrihistorie i en verden af i går, hvor asylet på godt og ondt dannede en tryg, men også styrende ramme om et helt menneskeliv.

Bogen kan ligge fremme på kaffebordet, men fortjener, at man fordyber sig i den.