Vinderstrategi eller varm luft?

En vinderstrategi for Danmark i den globale landsby eller 333 poser varm luft? Det spørgsmål melder sig, efter at Globaliseringsrådet i forrige uge fremlagde sit katalog af ideer, der skal ruste Danmark til at spille en førende rolle i vidensamfundet. Det er ambitiøse forslag, og langt de fleste politiske iagttagere har da også været enige om, at der er tale om en visionær national strategi.

I Lægeforeningen er vi også imponerede over Globaliseringsrådets forslag. Men når den første begejstring har lagt sig, melder der sig flere spørgsmål. For det første kan det undre, at Globaliseringsrådet ikke prioriterer forslagene. Det er forskningen og uddannelsen, der skal sikre Danmarks vej ind i vidensamfundet, så vi vil gerne prioritere de forslag, der skal bringe universiteter og forskning på topniveau.

Globaliseringsrådet lægger op til, at basismidlerne til forskning fordeles efter kvalitet, og at der indføres systematisk måling og evaluering af forskningskvaliteten. Ingen af forslagene er beskrevet i detaljer, så det er vanskeligt at vurdere eventuelle negative effekter, ligesom det er vanskeligt at gennemskue, hvordan forslagene forventes implementeret. Vi går ud fra, at det er indlysende, at fagene og forskningsmiljøerne selv skal være med til at sætte standarder for kvaliteten af deres forskningsarbejde og deres udviklingspotentiale på området.

Det samme gælder for forslaget om, at universitetsuddannelserne skal akkrediteres ved hjælp af et uafhængigt dansk akkrediteringsorgan. Såfremt akkrediteringen af den prægraduate lægeuddannelse skal have nogen faglig effekt, er det også her essentielt, at en bred vifte af fagfolk fra både universitetet og aftageren inddrages i udarbejdelsen af akkrediteringsparametrene. Ellers risikerer man at ende med udelukkende at akkreditere fagene ud fra brede fælles parametre som størrelsen af biblioteket og antallet af computere på instituttet. Akkreditering kan have en tendens til at forhindre en løbende udvikling af uddannelserne, fordi parametrene sætter standarderne for, hvad der er godt nok. Derfor skal der indbygges udviklingsparametre i akkrediteringssystemet.

På såvel uddannelses- som forskningsområdet er det iøjnefaldende, at globaliseringsstrategien ikke indeholder en plan for, hvordan finansieringen skal foregå, men blot at det skal indgå i finanslovsforhandlingerne for 2007. Men skal strategien føres ud i livet, er det helt essentielt, at der udarbejdes en langsigtet investeringsplan. Uddannelse og forskning har en lang planlægningshorisont, og afkastet skal ses over en lang tidshorisont.

Kan der overhovedet findes midler til at gennemføre de ambitiøse forslag? Når der engang skal skrives historie, var det så planen, der førte Danmark ind i vidensamfundet, eller var det hele blot en varmluftsballon, der endte med en halvhjertet implementering af ganske få forslag, mens resten gik i glemmebogen? Vi håber det første og frygter det sidste.