Efter nytår kom den frost, som den hastigt voksende population af vinterbadere havde sukket efter.
Der er ingen børn på stranden, kun en hundelufter med huen godt ned i panden. Det er højsæson for vinterbadning. Og dermed også for den tilbagevendende diskussion gennem mere end 100 år: Er det sundt? Eller tværtimod: Er det skadeligt for sundheden?
Skal man tro turistbranchen, bør man besøge Danmark for at kaste sig i de kolde bølger: Feel the cold rush!, lokker Visit Copenhagen. Just like the locals. I den anden ende af landet vil Enjoy Nordjylland ikke stå tilbage og lokker med Skagen Vinterbader Festival den sidste weekend i januar.
Britiske BBC har også bemærket danskernes stigende hang til det kolde gys: The Danish trick to »shock« your body into happiness, lyder overskriften på korrespondens reportage fra en iskold, nordjysk strand .
Når man læser den slags, lyder det, som om skandinaverne til alle tider har dyrket vinterbadning. Og faktisk er fænomenet heller ikke helt nyt – selv om det vistnok ikke går helt tilbage til de vikinger, vinterbaderne gerne sammenligner sig med.
BBC-korrespondenten bemærker i sin reportage, at »mange skandinaver« sværger til vinterbadning som et effektivt middel til at holde modet oppe gennem de mørke vintermåneder. Sandt er det, at vinterbadeklubber – anslået op mod 140 af slagsen – skyder op over hele landet, og at de fleste af klubberne har lange ventelister. Dertil komme, at mange kajak- og roklubber har vinterbadeafdelinger. Og et ukendt antal uorganiserede koldtvandsentusiaster. Mange af dem debuterede under coronapandemien, hvor vinterbadning fik et kraftigt boost.
Og naturligvis dukker diskussionen op år efter år: Er det virkelig så sundt? Det er ikke en ny diskussion.
Da den Første Verdenskrig i januar 1918 gik ind i sit sidste, blodige år, lagde Ugeskrift for Læger spalter til en noget fredeligere fejde mellem tilhængere og modstandere af vinterbadning. Anledningen var, at Dansk Svømme- og Livredningsforbund havde afholdt vinterkapsvømning nytårsdag. Men ét medlem af bestyrelsen havde taget kraftigt afstand, og det var læge Poul Iversen. Han var ofte blevet spurgt til råds om »Vikingebadning«, som han på ingen måde ville anbefale. Og da forbundet ligefrem havde organiseret et helt stævne, havde dr. Iversen følt sig nødsaget til at fralægge sig »ethvert Ansvar for de Sygdomme, Deltagerne eventuelt maatte paadrage sig«.
Nu var vinterbadning åbenbart blevet en udbredt dille, og derfor vil dr. Iversen opfordre Ugeskriftet til at åbne sine spalter for en debat om fænomenet. Og det skulle vise sig at blive 1918-årgangens mest debatterede emne.
Hans kollega, dr.med. Hans Jansen, er leder af Bade- og Massagekliniken på Bispebjerg Hospital. Han er heller ingen tilhænger af vinterbadning. Han medgiver, at nogle kan have gavn af vinterbadning, »men den rummer Farer«. Thi de kulderystninger, der »fremkalder krampagtige Muskelkontraktioner og Sitren i alle Lemmer« slider på sener og muskler og medfører fibersprængninger, som kan lede til »Rheumatisme«. Jansen kan derfor ikke anbefale vinterbadning som en »almindelig Sport«.
H.P. Lund er lige som Jansen leder af Bade- og Massageklinikken på et stort hospital – i dette tilfælde Kommunehospitalet. Og lige som kollega Iversen sidder han i bestyrelsen for svømmeklubben, der arrangerede vinterkapsvømningen nytårsdag. Lund kan til nød acceptere vinterbadning, men han »anser … Vintersvømning og da navnlig Kapsvømning for aldeles forkastelig«. Lund henviser til videnskabelige artikler og peger anklagende på en kollega, som havde sagt god for nytårs-kapsvømningen og dermed gjort reklame for den slags. Men det måtte jo »blive en Sag mellem Ham og hans Lægesamvittighed«.
Religionskrigen er skudt i gang. Flere af Iversens, Lunds og Jansens kolleger er mildest talt uenige. Dr. Gottlieb Paulsen præsenterer sig som »alm. Læge og Viking«. Han anser vinterbadning for »gavnlig ved mange Svækkelsestilstande og Sygelige Tilstande«, hvis den udøves med omtanke og efter opvarmning. Særligt nyttigt er det kolde gys »ved aandelig Overanstrengelse, ved Neurastheni og ved visse Former for Stofskifteanomali, f.eks. Urinsyrediatese«. På basis af egen erfaring kan Gottlieb Paulsen oplyse, at virkningen er »fortrinlig«.
Vikingelæger står nærmest i kø for at blande sig. Ove Hamburger er ivrig vinterbader og har gennem årene set vinterbadere i alle aldre, fra 3 til 82 år. Ingen har reageret negativt på kuldechokket, på nær en enkelt. Men han var også en mager fyr, »som var i høj Grad kyfoskoliotisk« og rystede »som et Espeløv« efter badet. Men bagefter befandt manden sig altid godt »og fejlede aldrig noget i de Aar, jeg iagttog ham«.
Og når Iversen påstår, at det kolde vand kan fremkalde »gigtagtige Sygdomme«, er Hamburger lodret uenig: Folk, som aldrig har haft koldt vand på kroppen, får jo også gigt. Hamburger afviser også dr. Jansens påstand om, at kulderystelserne kan rive muskelfibrene i stykker, som udokumenteret. Skal man vide noget om vinterbadningens eventuelle gavnlige eller skadelige virkninger, må man kræve »en statistisk Opgørelse af de paagældende Lidelsers Hyppighed hos Vikinger og Ikke-Vikinger«. Hvilket – tilføjer han – naturligvis ikke lader sig gøre.
Derfor vil han bare henvise til sine egne erfaringer med mange års vinterbadning: Det er en behagelig form for badning, langt behageligere end det varme karbad. Det er godt for »Luftvejskattarrher«, og det øger arbejdslysten.
Og for resten: Hvis man skal bortdømme sportsudfoldelser, der belaster fysikken, er der vel også andre sportsgrene, man som læge kan bekymre sig over. Hvis man vil bandlyse vinterkapsvømning som sport, skal man vel også udelukke andre fysiske udfoldelser, hvor man risikerer at få skrammer.
Hvad med f.eks. boksning, brydning, løb og fodbold, hvor kroppen også udsættes for lidt af hvert? Eller sommersvømning med udspring fra 10-meter vippen? Det ville ingen vel drømme om at bandlyse. Men skal vinterkapsvømning dømmes ude, skal det andet vel også!
»Hvor der handles, dér spildes«, skriver Paulsen og fortsætter, at »det kan jo ikke være Meningen, at Læger skal gøre Front mod ’Sporten’, selv om der ’spildes’ lidt hist og her«.
Sådan fortsætter diskussionen i Ugeskriftet om vinterbadningens gavnlige eller skadelige virkninger. Sagen ender uafgjort. Og i dag: 99 år senere, venter vi stadig på en afklaring.
I 2021 advarede en artikel i bladet Labyrint, udgivet af Norges Arktiske Universitet, mod vinterbadning. »Er isbadning sunt?«, lød overskriften. »Nej«, svarede professor Maja-Lisa Løchen, som har forsket i emnet. Hun henviste til et finsk studie af ti kvindelige vintersvømmere, som isbadede tre gange om ugen i tre måneder. Og de »viste ingen endring verken til det verre eller bedre av motstandsstoffene antioksidanter i kroppen. Isbad har lenge vært brukt som behandling av revmatiske sykdommer, uten at man har kunnet måle noen objektiv bedring«, siger den norske professor. Hun tilføjer, at mens korttidsstudier ikke har vist skadelige virkninger, viste et langtidsstudie af 900 kinesiske, regelmæssige isbadere i 2014 en fordoblet dødelighed sammenlignet med den øvrige befolkning.
Omvendt viste et studie fra Københavns Universitet i 2021, at vinterbadning faktisk gør noget godt ved kroppen. Kombineret med en tur i saunaen øger det nemlig kroppens evne til at tilpasse sig ekstreme temperaturer. Forskerne pegede på, at udsættelsen for kulde får kroppen til at frigive hormonet noradrenalin, som produceres, når kroppen stresses og får det brune fedtvæv til at forbrænde energi og producere kropsvarme. Og indtil videre tyder en del på, at det brune fedt beskytter mod udvikling af fedme og sandsynligvis også mod hjerte-kar-sygdom.
Men – som man plejer at sige: Der er behov for yderligere forskning på området.
