For 100 år siden var lægerne uenige om vinterbadningens effekt på helbredet. Det er de stadig.
Er vinterbadning sund eller skadelig? I 1918 rasede gennem flere måneder en debat om emnet i Ugeskrift for Læger.
Læge Poul Iversen, bestyrelsesmedlem i Dansk Svømme- og Livredningsforbund, tog selv kraftigt afstand fra vinterbadning. Og når forbundet ligefrem ville arrangere vinterkapsvømning, måtte han stille sig ”absolut afvisende” og fralægge sig ”ethvert Ansvar for de Sygdomme, Deltagerne eventuelt maatte paadrage sig”.
Vinterbaderne kaldte sig ”vikinger”. De mente, at den iskolde dukkert fik blodet til at rulle raskere i årerne. Gottlieb Paulsen melder sig i debatten som ”alm. Læge og Viking”. Han anser vinterbadning for ”gavnlig ved mange Svækkelsestilstande og Sygelige Tilstande”, hvis den udøves med omtanke og efter opvarmning. Særligt gavnlig er det kolde gys ”ved aandelig Overanstrengelse, ved Neurastheni og ved visse former for Stofskifteanomali, f. Eks. Urinsyrediatese”. På basis af egen erfaring kan Gottlieb Paulsen oplyse, at virkningen er ”fortrinlig”.
Dr.med. Hans Jansen, ”Leder af Bade- og Massagekliniken paa Bispebjærg Hospital” er enig i, at nogle kan have gavn af vinterbadning, ”men den rummer Farer”. Thi de kulderystninger, der ”fremkalder krampagtige Muskelkontraktioner og Sitren i alle Lemmer” slider på sener og muskler og medfører fibersprængninger, som kan lede til ”Rheumatisme”. Kort sagt, Jansen kan ikke anbefale vinterbadning som en ”almindelig Sport”.
Så dukker læge Ove Hamburger op og præsenterer sig som ”mangeaarig Viking”. Der findes, skriver han, mange vrangforestillinger blandt folk, der ikke selv har prøvet at vinterbade og oplevet det dermed forbundne velbehag. Og han kan forsikre dr. Jansen om, at blandt hundreder af ”Vikinger” i alle aldre, fra fem til 82 år, har han aldrig set nogen sitre og skælve – på nær én, som også var ”en lille mager Person, som i høj Grad var kyfoskoliotisk; han rystede som et Espeløv efter Badet” – men havde det altid godt bagefter og var aldrig syg.
Dr. Jansens hypotese om muskelsprængninger må derfor anses for ”ganske uholdbar”, medmindre han fremlægger statistisk belæg for, at den slags optræder hyppigere hos ”Vikinger” end hos andre.
Dr. H.P. Lund er leder af Bade- og Massagekliniken paa Kommunehospitalet, og han er enig med svømmelæge Poul Iversen i at fordømme vinterkapsvømning. Da han selv i sin tid sad i Svømme- og Livredningsforbundets bestyrelse, havde han ”til enhver Tid bekæmpet Tanken om Vintersvømning”.
I nogle tilfælde kan vinterbadet sikkert være harmløst, ja tilmed anbefalelsesværdigt. Men det er et tveægget sværd! – og formentlig uden terapeutisk værdi. Så Lund må advare svømmeforbundet mod at indføre vinterkapsvømning. Sker det, ”da maa vi raabe Vagt i Gevær og tage vore Forholdsregler”, slutter han.
Og diskussionen fortsætter. Paulsen parerer Lunds angreb og spørger, om sommerkapsvømning monstro er mindre risikabel end vintersvømning. Deltagerne er jo sunde sportsmænd, der er vant til en daglig, kold dukkert, og vinterkapsvømning over 20-40 meter kan jo måles i sekunder, fastslår Paulsen og sætter trumf på: ”Hvad mener De f.Eks. om Sommerkapsvømning over 500 Meter med 10-12 Min.s Ophold i Vandet? Tror De, at den er saa ufarlig … Hvad mener De om at styrte sig paa Hovedet i Vandet fra 10 Meters Højde?” osv. osv.
Nu har Paulsen skrevet sig varm: Hvad med f.eks. boksning, brydning, løb og fodbold, hvor kroppen også udsættes for lidt af hvert? Det ville ingen vel drømme om at bandlyse. Men skal vinterkapsvømning bortdømmes som sport, skal det andet vel også!
”Hvor der handles, dér spildes”, skriver Paulsen og fortsætter, at ”det kan jo ikke være Meningen, at Læger skal gøre Front mod ’Sporten’, selv om der ’spildes’ lidt hist og her”.
Og mens 1. verdenskrig kværner blodigt videre ude i Europa, raser diskussionen i Ugeskriftet om vinterbadningens gavnlige eller skadelige virkninger uden at nå til en afklaring. I dag, 99 år senere, er afklaringen ikke kommet nærmere.
Læs også: Forskere advarer mod vinterbadning
