Virvar af behandlingsmuligheder for pludseligt syge englændere

Skadestuen på Whittington Hospital i det nordlige London ligger lige ved hovedindgangen og er nemt at få øje på. Men inde ved skranken får man øje på et andet skilt ovre til venstre, som gelejder en hen til et walk-in-center.

Hvis det, der plager en, ikke er så alvorligt eller akut, at det behøver optage alle A&E-afdelingens - skadestuens - ressourcer, kan man gå herhen.

Her er godt nok ingen læger - endnu - men nogle sygeplejersker, som er fint i stand til at tage sig af mange ting, der ikke just er livstruende.

Den slags tilfælde er der mange af på de engelske hospitaler. Ligesom i Danmark og andre lande plages det engelske akutsystem af en hel masse patienter, der slet ikke hører hjemme på en afdeling, der er gearet til alvorlige ulykker, livstruende anfald og haste-haste-indgreb.

Og ligesom i Danmark skydes skylden ofte på de praktiserende læger. De er ikke til at få fat i, når man har brug for dem. De har aldrig tid, når man selv har. Og de er slet ikke til at komme i nærheden af uden for almindelig arbejdstid, lyder klagesangen.

»De praktiserende læger bliver nødt til at stå mere til rådighed«, siger divi-sionschef Adam Smith fra Whittington Hospital, som er en del af det offentlige system, NHS.

»Men når nu patienterne kommer her, så har vi bestemt os for at gøre noget. Så planen for vores walk-in-center er, at det skal være åbent hele tiden«, siger han.

I øjeblikket er det åbent fra 8 om morgenen til 11 om aftenen. Det er også meningen, at der fremover skal være læger til stede ud over sygeplejerskerne - evt. læger, der er i færd med at specialisere sig inden for almen praksis.

I alt findes der nu 66 NHS walk-in-centre i England - og der er planer om at etablere flere i trafikknudepunkter såsom store banegårde. Desuden ligger der en række private, såkaldte medicentres på menneskefyldte steder - f.eks. på Waterloo Station i London.

Regeringen har ligeledes indført hotlinjen, NHS Direct, som er åbent 24 timer i døgnet og bemandet med sygeplejersker og såkaldte rådgivere. Her kan man få en summarisk rådgivning - evt. i form af, at man bør søge læge - og der er også en NHS Direct-website med righoldig information om sundhed og sygdom.

Fire timers venten

Der er således optioner nok, hvis man bliver pludseligt syg i England. De mange lag i håndteringen er foranlediget af en stor debat de seneste år om akutbehandlingen i England, men englænderne har ikke - endnu, da - taget ideen op om, at patienter skal henvises til en skadestue, typisk af vagtlæge. Princippet er det gammelkendte med, at på skadestuen kan alle henvende sig, der mener at have et behov. Til gengæld kan de komme til at vente længe.

Eller rettere - de KUNNE komme til at vente længe. For englænderne har siden 2004 haft det mål, at der kun måtte være maks. fire timers ventetid på skadestuerne. Tidligere ventede 55 pct. over fire timer, men ifølge de seneste tal (for 3. kvartal 2005) fra det nationale, offentlige sundhedsvæsen, NHS, ventede 97,6 pct. af skadestuernes patienter mindre end fire timer fra de ankom, til de enten blev indlagt, overført til andre steder eller sendt hjem.

Samtidig viser statistikken også, at englænderne lader til at have taget de mange nye initiativer til sig. F.eks. steg antallet af telefonopkald til NHS Direct med 5,5 pct. mellem september 2004 og september 2005, og antallet af besøgende til NHS's walk-in-centre nærmest eksploderede med en 36,9 pct. stigning i samme tidsrum.

Så skulle man måske tro, at presset på skadestuerne svandt, men det er ikke tilfældet. Her steg antallet af patienter med 8,8 pct. - antallet inkluderer dog besøg til de walk-in-centres, som ligger på hospitalerne.