Hvordan kom dit firma til at hedde InsuSense?
”Vi sad et par stykker og fik en flaske rødvin og fandt på det, fordi det handler om insulin og sensitivitet ude i vævene”.
Er der ikke lidt langt fra nervemedicin til diabetes?
”Jo, der er. Derfor er forskning så fascinerende. Det har vist sig, at nogle proteiner har flere funktioner i kroppen, så de kan være involveret i sygdomme såvel inden for som udenfor nervesystemet”.
Det er nemt at lave et firma, men hvordan kom du videre?
”Sammen med en kollega leder jeg et større forskningscenter inden for nervesygdomme, som støttes af Lundbeckfonden. De støtter fri forskning men har også et forretningsmæssigt ben, bl.a. en mindre fond til opstart af biotekvirksomheder – Lundbeckfond Emerge. Qua vores samarbejde med fonden om vores videnskabelige arbejde, fik vi kontakt med opstartsfonden, som investerede i os, og lederen Christian Elling er nu direktør hos os, mens jeg er forskningsdirektør”.
Dræber sådan nogle finansfolk ikke din uafhængighed?
”Jeg var faktisk skeptisk. I mit første firma, ReceptIcon, som lavede medicin til beskyttelse mod nyreskader forårsaget af aminoglykosider, havde vi også eksterne investorer. Men der blev vi styret. Så jeg har lært lektien, at alle investorer ikke er lige nemme at arbejde sammen med. Men det har vist sig at have udviklet sig til et utroligt konstruktivt samarbejde”.
Hvad skete der med dine tidligere firmaer?
”ReceptIcon gik egentlig fint men led en krank skæbne under finanskrisen. NeuronIcon blev overtaget af H. Lundbeck. Man skal gøre det, man er bedst til. Vi er gode til at finde på ideer og sikre, at de proteiner, vi vil ramme, er de rigtige. Selve udviklingen af indholdet i præparater er medicinalindustrien langt bedre til”.
Hvor langt er I så i InsuSense?
”Vi skal lave flere biokemiske forsøg og dyreforsøg, før vi tager det i mennesker. Jeg vil ikke udelukke, at vi indgår et partnerskab med et stort medicinalfirma, som så kommer til at stå for klinisk afprøvning”.
Mister du så ikke mere indflydelse?
”Joh, men jeg har jo også opnået meget. Alle forskeres drøm og det ultimative succeskriterium er vel at finde en biologisk mekanisme, som ikke er set før, og overdrage den til en virksomhed, som kan udvikle den til regulær medicin”.
Har du altid drømt om at blive iværksætter?
”Jeg tror, alle altid har drømt om at blive opfindere. Men jeg vil gerne understrege vigtigheden af held. Man skal være på rette sted på rette tid”.
Kunne du forestille dig at droppe forskerjobbet til fordel for en virksomhed?
”Jeg holder utroligt meget af forskning, så det ville være svært for mig. Men jeg kan godt forestille mig en tilknytning, f.eks. i bestyrelsen med henblik på udvikling af den videnskabelige side og strategi”.