Skip to main content

Visioner for sundhed.dk

Jens Winther Jensen

1. nov. 2005
3 min.

I den forløbne uge underskrev Lægeforeningen en millionkontrakt med en ekstern leverandør af en ny internetportal til lægestanden, læger.dk. Den vil samle alle foreningens nuværende sider på en ny teknologisk platform med ny funktionalitet, der rækker ind i fremtiden. Samtidig kom nyhedsbrevet Mandag Morgen på gaden med et temanummer, »den højteknologiske patient«, der beskrev et paradigmeskifte i den danske sundhedssektor, hvor drivkraften er avanceret teknologi og nye behandlingsformer. I alle aspekter af lægelivet er en revolution i gang, der de næste ti år vil medføre store ændringer i lægens dagligdag. Centralt i dette står også sundhed.dk

Sundhed.dk blev lanceret for præcis et år siden som den fælles offentlige sundhedsportal for både behandlere og brugere af sundhedsvæsenet. For lægen skulle det være det store elektroniske arbejdsbord med adgang til allehånde højteknologiske værktøjer. Det er nok så meget sagt, at sundhed.dk har nået dette mål på sin et års fødselsdag. En hel række ting har ikke været tilstrækkeligt undersøgt, før det blev lanceret. Blandt det selve grundfunktionaliteten med at logge sig på portalen som læge. Derfor er sundhed.dk endnu ikke blevet lægernes foretrukne side. Vist heller ikke patienternes. Men der er fortsat ikke noget galt med visionerne, og før eller senere kommer det hele vel på én gang. Ketchupeffekten!

Lægeforeningen finder, at de eksisterende visioner og mål for sundhed.dk er gode, og det gælder både den borgerrettede del og den del, der er rettet mod sundhedspersonale. Målet er, at sundhed.dk skal samle fremtidig elektronisk kommunikation mellem patienter og sundhedsvæsen, fungere som kommunikationsredskab for sundhedsvæsenets parter, stille faglig information til rådighed for sundhedsvæsenets professionelle parter og give borgere/patienter overblik over sundhedsvæsenets organisering og informationer relateret til brugen af sundhedsvæsenet. For at styrke opnåelsen af disse mål har Lægeforeningen udarbejdet en række forslag til nye initiativer for den udviklingsfase 3, der er bebudet for sundhed.dk:

Afgørende for os er, at sundhed.dk udvikles, så sundhedsprofessionelle kun skal ind ét sted på internettet, når de er på arbejde. Vi har i den forbindelse en række konkrete ønsker til »lægernes del«, bl.a. at der etableres et effektivt samspil mellem sundhed.dk og sundhedsdatanettet med adgang til fx epj med elektronisk ordination - inklusive beslutningsstøtte - adgang til billeddiagnostik, laboratoriesvar, epikriser etc., adgang til klinisk og videnskabelig information på faglige databaser og tidsskrifter, mulighed for rapportering til kliniske databaser, og at sundhed.dk bliver fælles brugergrænseflade for indberetning om utilsigtede hændelser, bivirkninger og hændelser med medicinsk udstyr, samt at der samarbejdes med det nyetablerede selskab Infomatum om fælles lægemiddelinformation.

Der er også perspektiv i at etablere et elektronisk sygdomsleksikon med validerede data til forskellige målgrupper, i drift og udbygning af linkportalens funktioner, så der er en direkte kobling mellem den enkelte patients diagnose og lærebog, adgang til referenceprogrammer, kliniske vejledninger mv., og vi mener, at en fælles »venuekalender« for sundhedssektoren også hører hjemme på sundhed.dk. Endelig støtter vi en fortsat udvikling af den elektroniske medicinprofil og etablering af en logbog for videreuddannelsen på sundhed.dk. For at sikre fremdriften i udvikling af sundhed.dk skal der udarbejdes en egentlig strategi- og handlingsplan, og det skal fremgå af budgetterne, hvad der er afsat til drift og udvikling af den borgerrettede del, og hvad der er afsat til den personalerettede del.