Vold - det taler vi ikke om

Halvfjerds procent af alle læger har oplevet vold eller trusler.

Hver tredje læge har oplevet patientvold.

Næsten halvdelen (44 procent) af episoderne har fundet sted inden for de seneste fem år.

I hvert tredje tilfælde har lægen, som det gik ud over, haft psykiske følgevirkninger.

Det viser en rundspørge, som Ugeskrift for Læger har foretaget.

Anmeldes ikke

Den fysiske vold er i de fleste tilfælde af lettere art: skub, mindre slag, spark eller bid. Men i et par tilfælde har der været tale om »førlighedstruende vold«, fremgår det af undersøgelsen.

Trusler og truende adfærd sidder til gengæld løst: Hele 38 procent af lægerne er blevet truet verbalt eller på skrift mere end et par gange, og hver femte har oplevet truende adfærd mere end fem gange.

Ingen har fået varige fysiske følgevirkninger af overgrebene. Men fire ud af fem var op til en måned om at komme sig over episoden. To procent oplyser, at de har fået varige psykiske men.

Men selv om trusler og vold på arbejdspladsen ikke skåner lægerne, har denne faggruppe en tilbøjelighed til at ignorere problemet. En strategi, der, som vores case viser, ikke får problemet til at gå væk.

Overlæge Bernadette Guldager, Arbejdsmedicinsk Afdeling på Køge Sygehus, var for 12 år siden med til at lave en omfattende undersøgelse af lægers arbejdsvilkår. Den viste, at volden er et problem, og andre undersøgelser har senere vist, at den er et problem, der ikke forsvinder.

Siden undersøgelsen i 1999 er bevidstheden om at forebygge og håndtere vold vokset, men Bernadette Guldager er overbevist om, at det relativt lave antal rapporterede voldstilfælde dækker over et større »mørketal«:

Som konsulent i Kollegialt Netværk for Læger undrer det hende, at netværket årligt kun modtager et par henvendelser, der handler om patientvold, og »en del flere« om trusler. Hun frygter på den baggrund, at mange læger undlader at anmelde arbejdsskader - og heller ikke taler om volden.

Vagtfolk i lægevagten

For vagtlægerne i Region Syddanmark er patientvold heldigvis ikke hverdagskost, siger vagtchef Ole Holm-Thomsen. Det eneste overfald, han selv har oplevet, ligger en del år tilbage og skyldtes en narkoman, som han ikke ville udlevere morfika til.

»Manden var desperat og kastede sig over mig. Han var heldigvis ikke stor og stærk. Vi tumlede rundt og endte på gulvet med mig øverst. Personalet kom til, og han blev hentet af politiet«, fortæller Ole Holm-Thomsen.

Byretten takserede overfaldet til 40 dages ubetinget fængsel. »Efter retsmødet gav den dømte mig hånden og sagde undskyld. Han var jo ikke en voldsmand, bare desperat«.

To nyere episoder, som Ole Holm-Thomsen har hørt om fra sine kolleger, handlede også om patienter, der ville have udleveret morfika.

Lægevagten i Region Syddanmark benytter chauffører fra et sikkerhedsfirma. De er vagtuddannede og »i god fysisk form«, som vagtchefen udtrykker det, og de følger med ind, hvis vagtlægen ønsker det. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis borgeren tidligere har gjort sig uheldigt bemærket og har fået en note hos visitatoren eller måske lød truende under opkaldet.

De fastbemandede konsultationer har som regel til huse på et sygehus, i betryggende nærhed af andet personale. I regionens mest urolige by Odense, holder lægevagten til i sin egen bygning, som til gengæld er udstyret med en vagtmand.

Som alle andre steder er konsultationerne indrettet med sikkerhed for øje, diskrete alarmknapper og nemme flugtveje. Og når lægevagten i Odense til januar flytter sammen med hospitalets skadestue, regner Ole Holm-Thomsen med, at der vil blive tilknyttet vagtmandskab: »Det er jo desværre nok sådan, vores fremtid ser ud«, siger han.

Psykiatri: »Opmærksomme på sikkerhed«

På de psykiatriske skadestuer er man nødt til at være forberedt på at skulle forebygge og eventuelt håndtere vold. Instruksen for Psykiatrisk Afdeling på Odense Universitetshospital rummer et længere afsnit om »Den voldelige patient«.

Det er i modtagelsen og i den psykiatriske skadestue, at man skal være opmærksom, fremgår det af instruksen, hvor det understreges, at volden oftest er situationsbestemt eller skyldes patientens tilstand. Blandt de største risikofaktorer er påvirkethed af alkohol og stoffer - eller abstinenser. Men en henstilling om ikke at smide med inventaret eller undlade at ryge kan også være gnisten i krudttønden.

»Vi er meget opmærksomme på, at sikkerheden er i orden«, siger overlæge på Psykiatrisk Skadestue, Tomas Toft. »Vi har nogle patienter, hvor vi ved, at når de kommer på skadestuen, skal sikkerhedsreglerne virkelig overholdes. I nogle ganske få tilfælde taler vi slet ikke med en patient, uden at politiet er til stede«.

For det meste går det fredeligt for sig. Da mange er gengangere, ved man, hvornår og hvorfor en konflikt kan udvikle sig, og personalet er uddannet til at afmontere den.

»Vi kan måske ikke gøre noget ved patientens konkrete klage. Men det er vigtigt, at en person, som er desperat, kan finde forståelse for det urimelige i sin situation. Og måske kan vi også pege på, hvor løsningsmulighederne kan ligge, selv om det ikke er psykiatri. Det får de fleste til at falde ned«.

»Hvis man i stedet møder dem med en afvisende holdning, får man konfrontationen. Det er det, vi mindst af alt ønsker, og det er heller ikke noget, patienten har gavn af«.

»Lægerne bider det i sig«

For nylig kunne Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø oplyse, at stadig flere offentligt ansatte bliver udsat for vold. Faktisk dobbelt så mange, som for fem år siden.

Sygeplejersker og hjemmeplejere hørte til de faggrupper, der i de seneste 12 måneder oftest har været udsat for vold på arbejdet. Men blandt dem, som i samme periode oftest har været udsat for trusler om vold på arbejdet, finder man - sammen med sygeplejerskerne - lægerne.

Tidligere på sommeren viste en lokal undersøgelse på Herlev Hospital, at to ud af tre ansatte på skadestuen havde været udsat for vold eller trusler i de seneste 12 måneder. En væsentlig årsag til mange af konflikterne er frustration hos patienter, som må vente i op til 12 timer.

I 2004 var situationen på skadestuen på Horsens Sygehus, at to ud af tre medarbejdere havde oplevet personlige trusler, og endnu flere havde været udsat for overfusninger. Selv om der heldigvis var langt imellem, at trusler blev til tæsk, besluttede afdelingsledelsen at gøre en særlig indsats: Nu bliver de ansatte sendt på kurser, der gør dem bedre til at nedtrappe og undgå konflikter, men også til at handle, når konflikten er en kendsgerning, fortæller sygehusets arbejdsmiljøkonsulent, Henning Rasmussen.

Lægerne var dog ikke med i målgruppen, for som Henning Rasmussen forklarer: På skadestuen og i akutmodtagelsen færdes læger fra mange afdelinger, og derfor er det ikke så ligetil at inddrage dem i et lokalt projekt. Men læger engagerer sig generelt ikke meget i arbejdsmiljøet, tilføjer han.

Måske e r vold og trusler et problem, der i mindre omfang rammer lægerne end plejepersonalet?

»Hvis jeg skulle dømme ud fra de registreringer, jeg har, er det slet ikke noget problem for lægerne, for der er næsten ingen registreringer«, siger Henning Rasmussen.

»Men jeg hører både fra dem selv og fra plejepersonalet, at det forholder sig helt anderledes - at lægerne også er ude for en hel del. Jeg tror snarere, at de bider det i sig. De anmelder det næsten aldrig«.

»Ikke gode til at bede om hjælp«

Henning Rasmussen oplever, at læger har »en højere tærskel«.

»Jeg tror, de er tilbøjelige til at undskylde patienten med, at han nok også har det skidt, og et blåt mærke er da ikke noget at snakke om«, siger han.

Det kan ikke overraske Bernadette Guldager, at Henning Rasmussen ikke hører fra lægerne om de trusler og voldsepisoder, som alle ved finder sted:

»Vores gamle undersøgelse viste jo også, at 84 procent af lægerne havde undladt at anmelde arbejdsskader«, siger hun.

»Derfor er det ekstra vigtigt som kollega at være der og støtte en person, der har været udsat for et overgreb, og hjælpe med at anmelde hændelsen til Arbejdsskadestyrelsen og Arbejdstilsynet, og at man hjælper lægen hen til noget behandling, om det så er skadestue eller psykolog, der er brug for«, siger Bernadette Guldager.

Og hvis det ikke lige er en lægekollega, der tager affære, kan hjælpen også komme fra en anden personalegruppe. Afdelingssygeplejerske på skadestuen på Horsens Sygehus, Helle Rothausen, oplever, at mens sygeplejersker er gode til at passe på hinanden, er læger mere tilbøjelige til at ignorere ubehagelige episoder.

»Og det vil nok typisk være en sygeplejerske, der vil sige, at den eller den læge er blevet overfuset af en patient, og måske skulle man lige tage en snak med vedkommende«, siger hun.

»Men det gælder ikke bare vold - det er generelt: Når læger har været ude for noget traumatisk, er de tilbøjelige til at slå det hen. Læger er også mennesker, der kan have brug for noget hjælp. Men det er ofte sygeplejerskerne, der må sige til. Det er læger vist ikke særlig gode til«, sider Helle Rothausen.

Slået ud af arbejdsmarkedet

I april sidste år blev overlæge Helle N. slået ned med en stang.

Hun havde lige fået fri fra psykiatrisk afdeling på et mindre hospital i hovedstadsregionen og var på vej over efter sin cykel. Hun hørte noget tumult og lagde mærke til, at en ung kvinde i strømpesokker blev lukket ud fra den lukkede afdeling. Det undrede hende, for det var et offentligt areal, men hun tolkede ikke situationen som truende.

»Mens jeg står bøjet over min cykel for at låse op, står hun pludselig fem meter væk og skriger noget, jeg ikke forstår. Jeg ved, at hun er patient. Men hun ved ikke, at jeg er læge, så det er ikke noget personligt«.

Helle nåede ikke at svare den ophidsede kvinde. Herefter står det lidt tåget i erindringen. Men hun kan huske, at hun blev ramt i nakken af en stang, som hun havde set ligge på jorden, og som patienten havde samlet op. At hun var væk nogle øjeblikke og lidt usikkert kom på cyklen for at køre hjem. »For der var jo ikke sket noget, syntes jeg«.

Helles ben rystede, men hun talte ikke med nogen om overfaldet.

»Jeg fortalte heller ikke gymnastikholdet noget om aftenen, selv om vi har kendt hinanden i 15 år. Senere har de fortalt, at jeg virkede anderledes. Helt manisk«.

Helle N. gik på arbejde allerede dagen efter overfaldet: »Og jeg lavede mad, købte ind, men husker i øvrigt ikke meget fra de dage. Et par dage efter talte de om den pågældende patient på morgenmødet, og nogen sagde, at 'hun er ikke så farlig'. Så afbrød jeg og fortalte, at hun havde slået mig«.

»Derefter brød jeg sammen og græd. Jeg kunne slet ikke stoppe. Og da var det, at min nærmeste chef sagde, at det skulle anmeldes som arbejdsskade«.

Tanken om at politianmelde patienten, der overfaldt hende, var ikke faldet Helle N. ind:

»Hvorfor skulle jeg anmelde en ung kvinde, første gang hun får en psykose, som hun ikke kan gøre for?«

Helle N. fik besked på at tage nogle fridage. Da hun kom tilbage, skånede kollegerne hende, men hun fik det værre og værre.

»Jeg blev mere og mere ked af det og fik en depression, som jeg stadig er under behandling for. Og pludselig begyndte jeg at kunne mærke, at jeg havde ondt ryggen og i hovedet, hvor jeg var blevet slået. Jeg havde angst og havde det rigtig skidt«.

Efter et par måneder på arbejde måtte Helle N. sygemelde sig. Hun var end ikke i stand til selv at søge hjælp - det hjalp chefen med. Først hos en psykolog og derpå hos en psykiater.

»Hospitalet har været large med hjælp ud over, hvad man har krav på«, understreger hun.

På Rigshospitalet blev hun behandlet med antidepressiva. Det dæmpede depressionen, men angsten sad tilbage: Helle N. kunne ikke tage med bussen, ikke sove, hun kunne ikke klare høje lyde eller huske personer og begivenheder - en typisk, posttraumatisk alertness-tilstand påpeger hun selv.

Der er nu gået over et år, og Helle N. regner ikke med at komme i arbejde som overlæge igen.

»Jeg har forsøgt at være ude på sygehuset, men jeg kan ikke«, siger hun.

Ud over sin antidepressive behandling får hun Seroquel, et antipsykotisk middel, som hjælper og gør det muligt for hende at sove om natten og at opholde sig, hvor der er lyde.

»Min hukommelse er blevet bedre, og jeg har mere fred og ro«, siger hun.

Helle N. har arbejdet i udlandet og har en meget lille dansk pensionsopsparing og ringe forsikringsdækning. Hun lever af sygedagpenge, men håber at kunne blive boende i huset med sin kæreste.

»Men jeg er i gang med aktivering. Jeg har selv foreslået en planteskole med henvisning til et svensk projekt, hvor de rehabiliterer stresspatienter ved at lade dem arbejde med planter«.

»På længere sigt er min målsætning at blive en læge, der laver speciallægeerklæringer og behandler patienter - ikke i langvarige forløb, men kortvarigt og gerne hjælpe patienterne med at finde ud af, hvordan de skal behandle sig selv. Selvfølgelig skal de have medicin, hvis det er det, de behøver. Men de skal også finde ud af, hvordan de skal spise, huske at motionere, sove og ikke drikke for meget alkohol. Blive en slags livsstils-coach«.

Navnet på lægen er ændret. Red.

Om undersøgelsen

Spørgeskemaet blev i juni 2011 sendt til 173 læger. Heraf deltog 83 læger i undersøgelsen (svarprocent: 48). 51 procent af respondenterne var medlem af Foreningen af Speciallæger (FAS), 40 procent var medlem af Yngre Læger, og ti procent var medlem af PL0. FAS er dermed overrepræsenteret, mens PLO er underrepræsenteret.

Fra vagtinstruks

På Psykiatrisk Skadestue er ca. en procent af patienterne voldelige. Næsten alle er spirituspåvirkede eller i en tilstand, der er relateret til stofmisbrug.

Den voldelige patient på Psykiatrisk Skadestue er hyppigst en yngre mand, der er personlighedsafvigende og/eller har alkohol- eller stofmisbrug. Hvis en psykotisk patient er voldelig, drejer det sig hyppigst om en patient med dobbeltdiagnose - psykose plus misbrug.

Vold blandt indlagte patienter forekommer næsten kun blandt psykotiske - hyppigst blandt patienter med paranoid skizofreni eller organisk sindslidelse (demens, delirium).

En ikkepsykotisk voldelig patient bliver ikke indlagt, og er han allerede indlagt, udskrives han, hvis han er voldelig.

Kilde: Vagtinstruks, Psykiatrisk Afdeling P, Odense Universitetshospital.

Overskrifter

»Ventetid på skadestuer ender i trusler«. Berlingsk e Tidende 11. juli 2011

»Narkopåvirket mand smadrer skadestue«. Ekstra Bladet 24. juni 2011

»Sanger anholdt for at slå overlæge i gulvet«. Ekstra Bladet 23. maj 2011

»Fængslet for dødstrusler mod læger«. TV2.dk 20. april 2011

»Ny patienttype er aggressiv og voldelig«. Kristeligt Dagblad 31. august 2010