Voldsomme stigninger i erstatning til patienter

Patientforsikringen har i sine første ti år udbetalt erstatninger for en mia. kroner.

Men det er for intet at regne i forhold til de beløb, som Patientforsikrin-gen og dermed det offentlige må slippe i de kommende år.

På grund af lovændringer og et stadig stigende antal sager i Patientforsik-ringen må det offentlige inden for de nærmeste år efter Ugeskriftets beregninger (se boks) betale erstatninger for 700 til 900 mio. kroner om året.

For de penge kunne et amt drive et hospital på størrelse med Vejle Sygehus, Frederiksberg Hospital, Centralsygehu-set i Randers eller Fredericia og Kolding sygehuse tilsammen.

De 700 til 900 mio. kroner, som amterne og ifølge ny lov (se boks) nu også kommunerne sandsynligvis må betale med alle aktuarens forbehold for plusser og minusser, udgør herved langt mere end én procent af amternes samlede budget for sundhedsvæsenet på 53 mia. kroner.

I 1993, da Patientforsikringen første gang udbetalte erstatninger, var beløbet 5,7 mio. kroner. I 2002 er summen eskaleret til 225 mio. kroner.

I Danmark har vi »verdens måske bedste erstatningsordning for sygehuspatienter«, mener Arne Grünfeld, direktør i Patientforsikringen, og konstaterer, at over 50 procent af de patienter, som henvender sig til Patientforsikringen, får erstatning, mod fx 29,3 procent efter den norske patientforsikring.

»Vi har verdens bedste erstatnings-ordning, fordi vi anerkender relativt flere sager end i de øvrige nordiske lande, som vi jo normalt sammenligner os med. Patientforsikringsloven har en bred hjemmel til at give erstatning for rimelighed, og ca. 40 procent af vores erstatninger gives efter rimelighedsreg-len«, udtaler Arne Grünfeld.

Forsikringssystemet er kollapset. Efter en årrække med milliontab for forsikringsselskaberne på patientforsikringer er der ikke mere konkurrence mellem forsikringsselskaberne om at hverve amterne som kunder. Forsik-ringsselskaberne har en efter en trukket sig fra markedet, dels på grund af de gentagne økonomiske tab, og dels fordi også genforsikringsselskaberne, som primært findes i England og USA, ikke længere vover at røre området for patientforsikring. Selv om heller ikke Kommuneforsikring har opnået genforsikring og år efter år har tabt penge på deres engagement med amterne, er Kommuneforsikring det eneste selskab, som i dag har et tilbud om forsikring, men med en fordobling af præmien er det så højt, at alle amter og Hovedstadens Sygehusfællesskab (H:S) sandsynligvis vil afslå det.

Løbsk udvikling

De amter, som ikke allerede har valgt den risikobetonede løsning at blive selvforsikrede, forventes at blive det, når deres nuværende forsikringskontrakter udløber.

»Vi har valgt at blive selvforsikrede, fordi vi vurderer, at pengene ligger bedre i vores kasse end hos et forsikringsselskab, men vi er klar over, at vi risikerer at komme til at betale en frygtelig masse penge«, siger Henrik Larsen, kontorchef i Økonomiforvaltningen i Nordjyllands Amt.

Bent Hansen, formand for Amtsrådsforeningens Sundhedsudvalg, er bekymret over de ukontrollable, store og stigende udgifter til patientforsikringen, og ved amternes forestående økonomiforhandlinger med regeringen vil han tage emnet særskilt op, oplyser han. For Amtsrådsforeningen ønsker økonomisk kompensation fra staten.

»Det er ærgerlige penge, for de skal tages fra behandlingen«, siger han.

Bent Hansen er imidlertid ikke kun utilfreds med de store ekstra påførte udgifter for amterne på grund af nye love. Også selve grundlaget for at udbetale erstatninger anfægter han.

»Utilsigtede hændelser bør ikke give erstatning. Vi har brug for en debat om, hvor skarp grænsen skal være for at få erstatning eller ej. Det er forkert at give erstatning, hvis der ikke er noget at påklage over for enkeltpersoner. Sker der deciderede fejl, hvor der på grund af faglig udygtighed er sket noget, som ikke må ske, skal der selvfølgelig være erstatning, men med utilsigtede hændelser er det anderledes, og jeg synes ud fra Patientforsikringens afgørelser, at grænsen skrider i øjeblikket. Fordi patienten har været ude for et barsk og mere kompliceret forløb, end man håbede, så giver Patientforsikringen en eller anden kulance-erstatning eller noget der ligner. Så er vi ude på glidebanen, for hvad skal man så ikke have erstatning for?! Jeg er bange for, at udgifterne løber løbsk«, udtaler Bent Hansen.

Betal eller ny lov

Landspolitisk er det ikke opportunt at tale imod erstatning til patienter. Dels er loven om udvidelse af forsikringsområdet lige vedtaget af et enigt Folketing, og dels er en indskrænkning eller omlægning af retten til at få erstatning som patient ikke just et emne med stort populistisk potentiale. Ester Larsen, Venstres ordfører på området, slår også uden vaklen fast, at »det er rimeligt, at samfundet kompenserer for påførte skader«. Ligeledes Birthe Skaarup, formand for Folketingets Sundhedsudvalg:

»Med udvidelse af ordningen til også at omfatte praksissektoren, er jeg enig i, at det naturligvis kan åbne op for en kraftig stigning i erstatningerne. Men det har vi jo vidst, da loven skulle vedtages, og jeg synes, at det er rimeligt, at patienterne ydes erstatning, selvom det er det offentlige som må betale«.

Men Sophie Hæstorp Andersen, Socialdemokratiets sundhedspolitiske ordfører, er overrasket over det høje tal og bekymret for de stigende udgifter og mener, at den kommende velfærdskommission bør se på, om patientforsikringssystemet er rigtigt dimensioneret, og hun nævner fy-ordet i det socialdemokratiske vokabularium »brugerbetaling« som en uudforsket mulighed inden for patientforsikring. For Jakob Kjellberg, økonom i DSI Dansk Sygehus Institut, er der ikke mange løsninger på problemet med patienterstatningerne.

»Enten må man betale regningen eller også lave loven om. Men lave loven om er der p.t. ikke politisk interesse i , tværtimod. Derfor må man enten dække regningen gennem skattestigninger, og det må man ikke, eller effektiviseringer, og det kan man næsten ikke mere, eller en øget bevilling fra staten. Ellers er der ikke meget andet at gøre end at stemple og henvise til udbetalingen«, siger han.

Hårene rejser sig

Per Simon Wolfsgaard, aktuar i Kom-muneforsikring, vil ikke udelukke, at prisen for også at omslutte praksissektoren, de private sygehuse og klinikker samt de psykiske skader vil udgøre mere end de 250 til 300 millioner kroner, som Kommuneforsikring har skønnet på baggrund af norske erfaringer og udviklingen af sager hos de privatpraktiserende speciallæger.

For der er afgørende store usikkerheder i prognosen. Per Simon Wolfsgaard nævner som det første bevidstheden og kendskabet i befolkningen over for muligheden for at få erstatning.

»Forsider på aviserne og en generel omtale af emnet patientforsikring i medierne, som fx nu i Ugeskrift for Læger, er med til at gøre patienterne mere opmærksomme på at få erstatning. Patientforsikringen anslår allerede i dag, at der er en skadeinflation på 11 procent om året, og det er ret højt!«, udtaler Per Simon Wolfsgaard.

For det andet er der frygten for en ny boneloc-affære. Forsikringsselska-berne og amterne kan af gode grunde ikke vide, om der dukker en ny kæmpemæssig fejlbehandlingssag op i stil med - eller måske overgår - de erstatningsmæssige følger af boneloc-sagen.

For det tredje og måske væsentligste, nævner Per Simon Wolfsgaard et område, som »får hårene til at rejse sig på ryggen af os«, nemlig hele diagnoseproblematikken.

»Ansvaret for diagnoserne ligger med 40 mio. konsultationer om året i høj grad hos de alment praktiserende læger og de privatpraktiserende speciallæger, og hvis de diagnosticerer forkert, vil man få et totalt ændret outcome af et behandlingsforløb, og det vil kunne aflæses i erstatningernes størrelse og antal«, mener Per Simon Wolfsgaard.

Nye love og flere sager

Flere patienter anlægger sag samt to nye ændringer til loven om patientforsikring. Det er de tre årsager til de voldsomme stigninger i udbetalinger fra Patientforsikringen:

1.   I 2002 modtog Patientforsikringen 3.414 anmeldelser. Året før 2.825, og sådan er tallet steget siden loven om patientforsikring trådte i kraft i 1992. Årsagen til stigningen i sager er efter direktøren i Patientforsikringen Arne Grünfelds mening ikke et fald i behandlingskvaliteten, men befolkningens opmærksomhed og viden om Patientforsikringen.

2.   I 2001 vedtog Folketinget en lov, som generelt udvider udbetalingernes størrelse uanset om det gælder svie og smerte, tabt arbejdsfortjeneste, mén eller tab af arbejdsevne.

3.   Hidtil er det kun patienternes fysiske skader opstået på offentlige sygehuse, som Patientforsikringen har dækket, men den 1. januar næste år træder en ny lov i kraft, som radikalt ændrer lovens dækningsområde. Herefter vil alle autoriserede sundhedspersoner i både det offentlige og det private være dækket af Patientforsikringen. Det betyder fx, at et forkert råd givet af en sundhedsplejerske også kan udløse erstatning til en patient. Fremover er også psykiske skader på patienterne omfattet af loven.

Erstatning fra Patientforsikringen er et miks af blandt andet tabt arbejdsfortjeneste, svie og smerte, helbredelsesudgifter, varigt mén og ikke mindst tab af erhvervsevne. Patientens uddannelse og indkomst er således meget afgørende for størrelsen af udbetalingen. Kun sager, som takseres til at udgøre over 10.000 kroner, kommer til udbetaling. I mere end halvdelen (56,9 procent) af alle erstatninger er udbetalingen mindre end 50.000 kroner. 2,0 procent af erstatningerne udgør hver især mere end 1 million kroner.

Der findes ingen øvre grænse for erstatningens størrelse. Hvis du fx har en tabt arbejdsfortjeneste på 10 mio. kroner, kan du i teorien få 10 mio. i erstatning.

Sådan bliver det 946 mio. kroner

Sidste år kostede det samfundet 322,5 mio. kroner at drive patientforsikringssystemet. Erstatningerne alene udgjorde 225 mio. kroner, administrationen af Patientforsikringen og de associerede instanser Patientankenævnet og Lægemiddelskadeankenævnet 41,5 mio. kroner og renter af erstatningerne 56 mio. kroner.

I beløbet på 322,5 mio. kroner er der ikke medtaget amternes og sygehusenes, ikke mindst de ortopæd-kirurgiske afdelingers, udgifter til at finde journaler, udfylde blanketter og korrespondere mellem de forskellige aktører.

Om fem år vil udgifterne til patientforsikringsystemet ligge et sted mellem 696 og 946 mio. kroner, hvis prognoserne fra Patientforsikringen, Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Kommuneforsikring skal tages til troende.

Patientforsikringen vurderer, at alene stigningen i udbetalingernes størrelse som følge af lovændring bliver på 61 procent (Kommuneforsikring siger 70 procent), og det giver 371 mio. kroner. Hvis antallet af sager stiger ti procent om året over de næste fem år, bliver det vekslet til erstatninger i omegnen af 120 mio. kroner. Prisen for at udvide med primærsektoren, de private sygehuse og klinikker samt de psykiske skader er efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets vurdering 50 mio. kroner (Kommuneforsikring mener tallet er fem til seks gange større - mere herom senere). Hvis administrationen bare nogenlunde skal modsvare den forventede stigning i antallet og arten af sager og overholde Patientforsikringens egen målsætning om ingen sagsbehandlingstid under 200 dage, som ikke nås i dag, vil udgifterne til administration blive omkring 63 mio. Renterne af erstatningerne er 92 mio. kroner. Det giver 696 mio. kroner.

Hvis Kommuneforsikring, hvis beregninger amterne stoler mere på end indenrigs- og sundhedsministerens, får ret, lægger vi 250 mio. kroner oveni, og så bliver facit 946 mio. kroner.

Amternes, sygehusenes og med den ny lov per 1. januar 2004 nu også kommunernes administrative udgifter er ikke medregnet.