Vollsmose vil vise vejen

Umiddelbart ser det kommende sundhedscenter i den odenseanske bydel, Vollsmose, ikke så indbydende ud. Stål og glas kun brudt af enkelte stykker med gule mursten - på bagsiden - signalerer nok en stilren moderne minimalisme men ikke altfavnende åbenhed.

Faktisk kan de tværgående stålbjælker på facaden godt minde en lille smule om tremmer.

Men ydre symbolsignaler kan bedrage, og indeni bliver centret lyst, venligt og imødekommende, når det efter en mindre opgradering af lokalerne åbner i det socialt belastede kvarter til september.

Her vil beboerne kunne gå direkte ind og få oplysninger om alt muligt vedrørende sundhed. Formentlig vil de også kunne træne f.eks. yoga eller få kontakt med en diætist og andre rådgivere. Ligesom centret har som mål at virke som en slags fordelercentral, der kan fortælle folk om andre projekter rundt omkring i området, hvad enten det er rygestopkurser, præventionsrådgivning, motion eller noget helt fjerde.

Vollsmose Sundhedscenter har fået fem millioner kroner fra Indenrigs- og Sundhedsministeriets pulje til sundhedscentre og skal specifikt have den sociale ulighed i sundhed for øje - herunder endnu mere specifikt den, der ofte rammer befolkningsgrupper med en anden etnicitet end dansk.

Dem er der mange af her. Det lokale indkøbscenter præges af såvel mørke hovedtørklæder, farvestrålende afrikanske vikle-om-kjoler som sågar en enkelt burka i ny og næ med kun en sprække til øjnene. Ligesom bybilledet er leveringsdygtigt i f.eks. en ældre dansk mand på invalideknallert med bagagen fuld af tomme ølflasker.

Fattig og dårlig

Ikke alle Vollsmose-borgere lider af elendigt helbred, naturligvis. Men som det efterhånden er påvist utallige gange, er der en tæt forbindelse mellem socialt stade og sundhed. Groft sagt: jo fattigere, du er, jo større risiko har du for at have det dårligt.

Spørgsmålet er så, om et sundhedscenter kan hjælpe på det?

Centeret skal ikke gå læger og andre »helbredere« i bedene men koncentrere sig om forebyggelse. En opgave, som kommunerne får ansvar for fra næste år i forbindelse med strukturreformen. Nogen kæmpeindsats for akut lindring af alskens sygdomme kan der altså ikke blive tale om. Forebyggelse kræver tid for at give virkning, og en vis realisme præger da også forventningerne.

»Vi forestiller os ikke, at vi kan forbedre folks sundhed væsentligt i løbet af det halvandet år, projektet varer«, siger sundhedscentrets leder, Ellen Breddam, der er tidligere embedslæge.

Men om alt går vel, kan der udstikkes linjer, indledes - og konsolideres - samarbejder og ikke mindst indhøstes erfaringer, der kan informere det videre arbejde, som ventes at fortsætte efter selve projektfasen.

Samarbejde og koordination

Midt i juli var sundhedscenterets lille stab i fuld gang med at gøre sig selv kendt - f.eks. via lokale trykte og elektroniske medier - og indlede samarbejder med allerede eksisterende tilbud.

»Vi er rundt at snakke med f.eks. kommunalt ansatte, boligforeninger, daginstitutioner, skoler osv. for at afdække behov og samarbejdsmuligheder. Vi vil gerne vide, hvad der foregår, så vi kan indtage en koordinerende funktion«, siger Ellen Breddam.

Det forhindrer dog ikke, at sundhedscenteret også kan huse nye tilbud til borgerne. F.eks. har en diætist, en psykolog og en socialmediciner henvendt sig med den hensigt at være til stede i det kommende sundhedscenter f.eks. nogle timer om ugen.

Sundhedscenteret har allerede indledt visse specifikke samarbejder. For eksempel organiserer centret i midten af september en diabetesdag i samarbejde med et væld af partnere fra det lokale bibliotek over Diabetesforeningen, Sundhedsstyrelsen, Fyns Amt og apoteket i området til en af skolerne og en fritidsklub.

Centret har også bestemt sig for at starte med den såkaldte Stanford-model - en patientskole for kronisk syge - som Sundhedsstyrelsen har indkøbt licens til at bruge i hele Danmark.

Personalet er også ved at komme på plads. Projektsygeplejerske Sisi Buch har arbejdet i Vollsmose-området siden 1982 og har bl.a. erfaring med at få unge med indvandrerbaggrund til at motionere.

Hendes lokalkendskab ser centret som en meget stor fordel. Og ikke mindst stilles der store forhåbninger til tre kommende såkaldte sundheds- og kulturformidlere, som gerne skal være i stand til at kommunikere på områdets tre hovedsprog foruden dansk: somalisk, arabisk og tyrkisk. De skal fungere som såvel sproglige som kulturelle »oversættere« i kommunikationen mellem lokalbefolkningen og centret.

Samtidig understreger Ellen Bred-dam, at den stærke fokus på ikkedanske etniske grupper, der nødvendigvis må være i et sådant område, ikke må føre til, at man glemmer danskerne.

»Det er trods alt ca. en tredjedel af indbyggerne, som er danskere«, siger hun.

Evaluering

Flere steder fra - bl.a. fra Lægeforenin-gen - er der blevet udtalt en vis kritik af, at ministeriet ikke har stillet mere veldefinerede krav til de kommende sundhedscentres tilbud til patienter og befolkning. Og måske netop derfor hviler der et vist pres på dem for at levere. Det gælder naturligvis også Sundhedscenter Vollsmose.

Det har tænkt sig at evaluere - i sin særdeles vanskelige målgruppe - primært via fokusgrupper.

Og succeskriteriet er først og fremmest - den korte projekttid taget i betragtning - at måle på, hvor meget lokalbefolkningen kender til sundhedscenteret, samt i hvor høj grad den bruger det.

Er der højt kendskab og markant anvendelse, er grundstenen også lagt for, at virkningen over tid kan blive f.eks. færre rygere, færre på stoffer, flere med gode madvaner og ikke mindst flere motionister.

Omvendt, hvis centret kommer til at leve en tilbagetrukket tilværelse i dets egen lille boble, kan det ende med at blive et eksempel på, hvordan man ikke gør sådanne ting.

Statens Institut for Folkesundhed er desuden tilknyttet som ekstern evaluator - mest med henblik på at vurdere de organisatoriske aspekter.

Hvor er lægerne?

På længere sigt er øget sundhed for lokalbefolkningen naturligvis succeskriteriet. Og her fremhæver den projektansvarlige fra kommunen, Britt Toftgaard, samarbejdet med de praktiserende læger som overordentligt vigtigt.

»Vi skal være et tilbud og supplement til dem. Hvis patienter f.eks. har brug for opfølgning. Eller måske ved forståelsesproblemer, som ikke bare er tolkning«, siger hun.

Spørgsmålet er bare hvilke læger?

I øjeblikket er der ingen praktiserende læger i Vollsmose, som har ca. 10.000 indbyggere. Skal man til lægen, må man tage bussen og drage omkring fem kilometer væk. Det er selvfølgelig overkommeligt for de fleste men alligevel en barriere for f.eks. en ældre, dårligt gående beboer, der ikke kan et eneste ord dansk.

Hvorfor vil de danske læger ikke til Vollsmose?

»Der er mangel på læger«, siger Ellen Breddam som forklaring.

Og det er da også korrekt, at Volls-mose ikke er det eneste område i kongeriget, der har besvær med at tiltrække pra ktiserende læger.

Men Ellen Breddam er samtidig ikke blind for, at det kan opfattes som uattraktivt at slå sig ned som læge netop her, hvis man har andre muligheder.

»Det er meget tunge patienter. Socialt belastede. Etniske minoriteter med sproglige og kulturelle barrierer. Det er tungt«, siger hun.

Og i øjeblikket levner overenskomsten ikke de store muligheder for at lade honorarerne afspejle særligt tidkrævende og vanskelige patienter, så man risikerer også lavere indtjening end læger andre steder.

I stedet er områdets beboere blevet fordelt på læger uden for nærområdet, hvor de udgør en mindre del af det samlede patientunderlag. Lægen kunne dermed tænkes at få mere overskud til disse tunge patienter, som så til gengæld må acceptere, at de får længere til lægen.