Engang var Danmark en kolonimagt med handelsstationer på Afrikas »Guldkyst«, på De Vestindiske Øer og i Indien. Den mest kendte koloni i Indien var Trankebar (Tarangambadi) i Tamil Nadu i det sydøstlige Indien. Mindre kendt er kolonien Frederiksnagore (i dag Serampore), som lå i Bengalen nær grænsen til det nuværende Bangladesh. Serampore var en landsby tæt ved Calcutta (Kolkata), som den i dag er en forstad til.
Fra 1755 til 1845 havde Danmark en koloni her, hvor Asiatisk Kompagni havde handelsinteresser. Danmark var ikke koloniherre i betydningen at herske over et større område. Efter aftale med stormogulen havde Asiatisk Kompagni overtaget en stump land på ca. 1 km2 ved bredden af Hooghly-floden i Bengalen. Her etableredes en handelsstation, som blev døbt Frederiksnagore. En beskeden bosættelse, men omkring 1800 var den vokset til en by med 12.000 indbyggere.
Hertil ankom i juli 1826 den danske regimentskirurg Joachim Otto Voigt (1798-1843). Joachim Otto Voigt var student fra Kolding Latinskole, uddannede sig på Kirurgisk Akademi i København, fik eksamen i 1822 og blev ansat ved Frederiks Hospital indtil sin udsendelse som regimentskirurg for de få snese danskere, der levede i Serampore.
Den unge kirurg var et nysgerrigt menneske, der ved siden af lægegerningen studerede sine tropiske omgivelser indgående. Resultatet blev en omfattende »Medicinsk Topographisk Beskrivelse« af den lille koloni og de sygdomme, der forekom her. Den udkom i 1833-1834 som føljeton i tidsskriftet Bibliotek for Læger. Joachim Otto Voigt beskriver jordbunden, varmen, junglens vegetation, der konstant forsøger at tilbageerobre byen, de snævre gader »eller maaske rettere sagt: Stier«, som består af jord og ler og er hullede og i regntiden nærmest ufremkommelige.
»Lægges hertil, at Bengalernes og Portugisernes Enemærker vrimle af Mennesker, Bramintyre, Køer, Geder, Svin, Pariahunde [indisk hunderace], Jakaler, Fjerkreaturer, Insecter og Orme«, og at der samtidig flyder med rådnende planter og ådsler, »kan man ikke undres over Almindeligheden af Febre, Dysenteri, Lever- og Milttilfælde, Cholera, Hudsygdomme etc., hvilke aarligen bortrive et betydeligt Antal af den indfødte Befolkning«.
En velorganiseret torvehandel holder indbyggerne velforsynede med gode fødevarer, fortæller Joachim Otto Voigt. Han beskriver de offentlige bygninger, herunder fængslet, som han finder »upaaklageligt« med hensyn til fangernes sundhed, og »uendeligen meget bedre end de fleste, jeg har havt Lejlighjed til at see i Danmark«. De indsatte får tilstrækkelig og sund kost, og deres arbejde er tilpasset klimaet. Bliver de syge, er der sørget for deres pleje.
Joachim Otto Voigt forarges til gengæld over, at koloniens bestyrere ikke har sørget for en stiftelse for fattige syge eller de uhelbredelige – for slet ikke at tale om et beredskab i tilfælde af epidemier af f.eks. kolera. Joachim Otto Voigt bemærker, at man i moderlandet Danmark gør alt for at hjælpe »den lidende Menneskehed«, og at der også på de dansk-vestindiske øer gøres »rosværdige Anstalter i saa Henseende«. Den danske koloni Trankebar 2.000 km mod syd har et hospital, og det samme har »enhver By i Britisk Indien«. Derimod har man i Serampore »ikke gjort det mindste for den Syge og Forladte … Man seer her dagligen paa Gaderne Indfødte, lidende af alleslags chroniske, især Abdominal-, Øjen- og Hudsygdomme«, som lever på gaden af almisser, mens »Lidet eller Intet kan gjøres fra Lægens Side«. Lægens bevilling på 400 rigsdaler om året rækker kun til at behandle de danske embedsmænd og lokale i dansk tjeneste.
Selv hvis det skulle lykkes at skaffe penge til medicin og mad, ville det ikke nytte, da der ikke var et sted, hvor man kunne give de syge tag over hovedet og pleje. Og så var der arbejdsulykkerne: »Complicerede Frakturer og Luxationer forekomme ofte i den arbejdende Klasse. I et Par Tilfælde, hvor jeg formedelst Gangræn var nødt til at amputere strax, opholdt de Syge sig i mit Huus, til de vare uden Fare«, skriver Joachim Otto Voigt. Han foreslår derfor at indrette »et lidet Hospital«, som ikke behøver at koste noget videre. Asiatisk Kompagni har et tomt pakhus, der nemt kan indrettes til sygestuer for 20-30 indlagte. Det kan gøres for ca. 1.000 Rigsdaler, og den årlige drift vil højst koste 100 rigsdaler. Tre år senere opførte den danske regering faktisk et hospital. Det findes stadig og hedder nu Walsh Hospital.
Joachim Otto Voigt undgår ikke tidens fordomsfulde syn og generaliseringer: Portugiserne, som ofte er født i kolonierne og aldrig har sat fod i Europa, foragtes af »saavel af Hinduer som af Mohamedanere«. De fleste er »fattige, yderst uvidende, urenlige og drikfældige«. Til gengæld er det muslimske mindretal »mindre sløve, fejge og fordomsfulde (!) end Hinduerne«. Derfor kan de »bruges af Europæerne« som bl.a. butlere, opvartere, rengøringsfolk, staldkarle, skræddere.
Der findes en veluddannet middelklasse af hinduer og en stor underklasse af kasteløse, som udfører det mest usle arbejde. De få rige hinduer lever for det meste af arvede formuer, som de er kløgtige nok til at få til at vokse trods »deres Dorskhed og Uvidenhed«. De fattige, både hinduer og muslimer, bedøver sig med cannabis, opium og arrak.
Europæerne går ikke ram forbi. De insisterer på at bære europæisk klædedragt trods den fugtige tropehede – tilmed en latterlig halsklud, »som i den hede Aarstid ofte foraarsage Congestioner af Blod til Hjernen, Hovedpine og Myodesopsi«. Især de nyankomne har en absurd forkærlighed for at klæde sig fint om til aftensmaden, hvor de sveder, så de er ved at gå i opløsning. Joachim Otto Voigt langer ud efter europæernes madvaner: I stedet for at leve enkelt af gode, lokale råvarer æder de løs af køer, som er hellige for hinduerne, og af svin, som muslimerne afskyr. De spiser umådeholdent og skyller ned med rigeligt vin og øl, og fråseriet fører mange til en tidlig død, konstaterer Joachim Otto Voigt.
Derimod får man lyst til at sætte sig til bords hos en velstående hindufamilie, hvor man nyder det indiske køkkens overvejende vegetariske delikatesser, som Joachim Otto Voigt beskriver indgående.
Joachim Otto Voigt erkender det snavsede vand som en vigtig sygdomskilde: »At Vandet ofte frembringer Sygdomme iblandt de Indfødte, er ikke nogen Tvivl underkastet, thi de drikke det ligesaa urent som det findes i Floden«. Han bryder sig ikke om hinduernes mange højtider, som i dagevis trækker menneskemasser til i »den usunde Tid af Aaret« ved regntidens slutning: De »ledsages næsten altid af Cholera, der efter Omstændighederne foraarsager større eller mindre Mortalitet«.
Det samme gælder muslimernes højtider. De samler ganske vist ikke lige så mange og er ikke så hyppige. Til gengæld »ledsages de sædvanligen af Slagsmaal og Umaadeligt Drukkenskab«.
Joachim Otto Voigt beskriver de mange sygdomme, han er stødt på, og i de tilfælde, hvor lokale behandlere bruger et lægemiddel (som regel plantebaseret), som han ikke kender, undersøger han interesseret tilfældet og behandlingens effekt.
Joachim Otto Voigt er en spændende kilde til dansk kolonihistorie og leverer også en værdifuld beskrivelse af geografi, klimatiske forhold og dets indflydelse på sundhedsforholdene. Ikke mindst er Joachim Otto Voigt meget indgående i sine beskrivelser af vegetationen. Og det er ikke så mærkeligt, for ved siden af sin lægegerning var han en fremragende botaniker, der kom til at sætte sit markante præg.
Under sit ophold i Serampore kom Joachim Otto Voigt i forbindelse med en engelsk missionær, William Carey, som havde anlagt en stor botanisk have. Gennem ham fattede Joachim Otto Voigt interesse for botanik, og da William Carey døde i 1834 – kort efter, at Joachim Otto Voigt havde fået sin omfattende beskrivelse publiceret i København – indsatte han danskeren som bestyrer i haven. Det må han have klaret godt, for i 1841 blev han betroet bestyrerposten for Calcuttas botaniske have.
Selvom Joachim Otto Voigt reddede mange lokale liv, og hospitalet stadig er i brug, huskes han nok mest for sin botaniske indsats. I 1843 rejste han til Danmark for at udgive sin beskrivelse af planterne i Calcuttas og Serampores botaniske haver. Han nåede kun til London, hvor han døde af sygdom. Han nåede derfor ikke at opleve offentliggørelsen i 1845 af værket »Hortus suburbanus Calcuttensis«, som hans enke, Rachel Shepherd Marshmann, måtte tage sig af efter hans død.
Joachim Otto Voigt er stadig et internationalt kendt navn i botanikkens verden. Hans store herbarium befinder sig i Botanisk Museum i København.
Bibliothek for Læger 1833, 18. bind:1-66.
Bibliothek for Læger 1834, 19. bind: 1-39
Bibliothek for Læger 1834, 20. bind: 281-359.
Regimentschirurg Joachim Otto Voigt: Medicinsk Topographisk Beskrivelse af det Danske Etablissement Frederiksnagor (Serampore) og Bemærkninger om de der herskende Sygdomme.
