»Vores faglige fællesskab har været en styrke for ægteskabet«

Det var planen, at Dennis Raahave skulle lære at stikke nåle i patienterne. Ikke at han skulle forelske sig og forlade den lille familie, han netop havde skabt.

Men selvom han vidste, at det var klogest at holde sig væk fra den unge ledende laborant på afdelingen, trak alt i ham efter at være tæt på hende.

»Når jeg havde nattevagt, var noget af det første, jeg gjorde, at hoppe ud ad vinduet til hospitalshaven for at plukke en buket blomster til hende. Den stillede jeg på hendes skrivebord, så det var det første hun så, når hun mødte ind om morgenen«, fortæller Dennis Raahave, der i dag er pensioneret overlæge.

Dengang var han nygift og i gang med første del af lægestudiet på Københavns Universitet.

Et par måneder forinden havde han søgt et studiejob på Centrallaboratoriet på Sundby Hospital. Mest fordi han gerne ville lære at tage blodprøver og fornemme, hvordan det var at arbejde ude i den virkelige verden. Men mødet med hospitalsverdenen kom til at række langt længere ind i hans liv.

I starten foregik fascinationen på afstand. Kate Jørgensen var jævnaldrende med Dennis Raahave og underviste ham i at ramme blodårerne med kanylen og tappe blodet ned i prøveglassene.

Blodprøvetagningen foregik om formiddagen, men der gik ikke længe, før Dennis fik tilbudt at tage nattevagter. En nattevagt varede typisk fra kl. 15.30 til kl. 7.30 om morgenen. Det var perfekt for Dennis, der kunne nå at springe på cyklen efter sin nattevagt og være fremme på universitetet, når undervisningen startede. Men det var også perfekt, fordi han kunne fortsætte med at arbejde sammen med Kate.

Et stærkt fællesskab

»Dengang var der ikke det samme skel mellem arbejde og fritid, som der er i dag. Det var en helt anden tid. Når vi havde weekendvagt, mødte vi ind på hospitalet fredag og gik først hjem igen mandag morgen. Derfor var personalet også meget sammen og tæt på hinanden«, siger Dennis Raahave.

For Kate og ham blev det starten på et kærlighedsforhold, der kostede ham en skilsmisse, men til gengæld resulterede i et ægteskab, der indtil videre har holdt i 55 år.

I dag er de begge pensionerede. Men i størstedelen af deres arbejdsliv har de befundet sig i den samme hospitalsverden. Dennis som mave-tarm-kirurg og Kate som ledende laborant på Sundby Hospital.

»Vores faglige fællesskab har været en stor styrke for ægteskabet. Vi har begge været meget engageret i vores arbejde og har brugt hinanden meget. Hver aften, når børnene var lagt i seng, sad vi i sofaen og vendte alt det, vi havde oplevet i løbet af dagen. Og der var det en kæmpefordel, at vi vidste, hvad hinanden talte om, og interesserede os for det samme«, siger Kate.

De er begge enige om, at det faglige fællesskab har været med til, at bevare gnisten i deres forhold og styrket samhørigheden og interessen for hinanden.

»Da børnene var små, var vi udprægede natmennesker, så der kunne vi godt sidde og snakke til midnat. Vi havde så meget at snakke om, og tit havde vi også nogle ting, der skulle løses. Nogle problemer, vi havde med hjem fra arbejde, som vi gerne ville høre den andens syn på. Det kunne både være fagligt og på personalefronten. Det har betydet meget, at vi har kunnet sparre med hinanden, så man ikke har gået og tumlet med tingene selv«, siger Dennis.

Sammen på konferencer

Da de var yngre tog de flere gange om året på konferencer sammen.

»Mange af de andre overlæger tog afsted alene, men for os var konferencerne en oplagt mulighed for at få noget tid alene sammen og for at beskæftige os med noget, vi begge interesserede os for. Vi har altid sørget for at prioritere at have åndehuller sammen. Og det, tror jeg, har haft stor betydning for, at vi også senere i livet har oplevet en stor passion for hinanden både fysisk og psykisk«, siger Dennis.

Som overlæge holdt han også selv mange foredrag og sørgede for at afprøve dem derhjemme med Kate som kritiker.

»Det gjorde jeg i mange år. Det var helt naturligt, at vi brugte hinanden på den måde«, siger Dennis.

Men i en tid, hvor mange kvinder stadig var hjemmegående, og hvor ligestilling endnu var et ukendt begreb i hospitalsverdenen, var det ofte et andet blik, Kate blev mødt med, når hun og Dennis var til selskab i sociale kredse.

»Jeg mærkede det tydeligt, når vi var til private sammenkomster sammen med andre overlæger. De var benhårde ved sådan en lille dame, der kom og havde en masse faglige holdninger. Jeg svarede dem igen, og det var de ikke vant til«, siger Kate.

Heller ikke blandt kvinderne blev de faglige diskussioner værdsat på samme måde, som de blev værdsat hjemme hos Dennis og Kate.

»Det gik det ret hurtigt op for mig, at de andre lægefruer ikke anede, hvad deres mænd lavede. Det interesserede dem ikke. Som hustru var det vigtigere, at man havde de rigtige sko og den rigtige kjole på. Man blandede sig ikke i, hvad mændene talte om. Det, syntes jeg, var svært«, siger Kate.

Vigtigt at arbejde hver for sig

Netop derfor har det også altid været vigtigt for Kate, at hun og Dennis har arbejdet på hver deres afdeling.

»Det ville aldrig have gået, hvis Dennis og jeg var fortsat med at arbejde så tæt sammen, som vi gjorde, da vi mødte hinanden på Sundby Hospital«, siger Kate og griner højt.

»Der er jo noget med magtforholdet på en arbejdsplads. Og det er ikke altid til kvindens fordel. Hvis jeg havde været laborant på en afdeling, hvor Dennis havde siddet som overlæge, skulle jeg have gået og taget hensyn til ham og hans stilling. Og så skulle han høre de andre overlæger beklage sig, hver gang hans kone havde indført en eller anden ny ting. Nej, det ville aldrig have gået«, siger hun.

Men det handler også om, at der hurtigt kan opstå fnidder blandt resten af afdelingens personale, hvis man blander arbejde og privatliv:

»Hvis man som ægtepar møder på arbejde med et skænderi i baglommen hjemmefra, er man ikke nødvendigvis enige om, hvordan tingene skal foregå på afdelingen den dag. Det skaber forvirring og kaotiske tilstande. Og det duer ikke«, siger Dennis.

Samtidig er både han og Kate er enige om, at det ville have gjort ægteskabet væsentlig mere kedeligt, hvis de havde gået op og ned ad hinanden hver dag.

»Så ville vi jo slet ikke have haft nogle historie at fortælle, når vi kom hjem. Jeg tror, at det er vanvittig vigtigt i et parforhold, at man arbejder hvert sit sted, så man har noget nyt at bidrage med til hinanden. Det at høre den andens personlige oplevelse og gengivelse af sin arbejdsdag har en enorm betydning for spændingen og dynamikken i et ægteskab«, siger Kate.

Læs også:

Kærlighed på arbejdspladsen