Skip to main content

Vores følelser sidder ikke i organerne

Afdelingslæge Irene Mills & pårørende Karen de Roepstorff

29. maj 2006
4 min.

Hvordan blev det klart for dig, at han ikke overlevede? Fik du klar besked fra lægerne?

Da vi ankom til Neurointensiv Afdeling på H:S Rigshospi-talet, fortalte en sygeplejerske os, at Finn lå på stuen ved siden af kontoret. Men vi måtte ikke gå derind, før vi havde talt med en læge. I samtalerummet fortalte lægen os, at blødningen var blevet langt større på den korte tid, som transporten tog fra Gentofte til Rigshospitalet. Finn kunne ikke reddes. Allerede ved denne samtale blev der spurgt, om vi havde overvejet organdonation.

Var organdonation noget, du og din mand nogensinde havde talt om?

Ja, måske for fem år siden sagde jeg til Finn, at jeg håbede, han ikke var i tvivl om, at jeg ønskede at være organdonor, og jeg gik ud fra, at det samme gjaldt for ham. »Ja, selvfølgelig«, svarede han. Finn var også uddannet læge, og selv hvis vi ikke havde fået talt om det, ville jeg ikke være et sekund i tvivl om, at det var i hans ånd at blive organdonor.

Hvad var for dig vigtigt i den måde, som lægen kommunikerede med dig på?

Der lå ikke noget pres på os. Vi fik et reelt valg. Jeg kan huske, at noget af det første, jeg sagde, var at det efter min mening var uetisk ikke at sige ja.

Har du talt med lægen senere?

Ja, den samtale var en stor gave for mig. Vi talte om, at Finn var hos Gud og havde det godt, om sygdomsforløbet og andre ting. Igennem hele samtalens forløb var der et stærkt nærvær og en hjertevarm, positiv atmosfære.

Var du på noget tidspunkt i tvivl om, at alt var gået rigtigt til; om din mand var uigenkaldeligt hjernedød?

Lige da lægen meddelte os, at Finn ikke kunne reddes, var jeg i tvivl, om det nu også var sandt. Jeg spurgte lægen, om vi ikke kunne få en længere frist med hensyn til respiratoren, for måske ville Finn slå øjnene op og blive rask igen. Ved den første undersøgelse reagerede Finn på to af testene og kunne derfor ikke erklæres hjernedød endnu. Vi fik at vide, at enten slukkede vi for respiratoren nu, og Finn ville udånde kort tid efter, eller også valgte vi at udføre næste undersøgelse ved midnatstid. Ved midnatstid reagerede Finn ikke på nogen af testene, og der blev foretaget en kontrolundersøgelse en time senere. Da var jeg ikke i tvivl om, at han var uigenkaldeligt hjernedød.

Hvordan havde du det?

Ca. kl. et om natten gik alt arbejdet omkring donationen i gang, og det blev en meget smuk nat midt i den dybe sorg og det store pres, som en organdonation lægger på de nærmeste pårørende. Den nat ville jeg aldrig have været foruden. Den var så smuk midt i al smerten.

Ved du noget om, hvordan det er gået dem, der har fået organtransplantationerne?

Hjertet gik til en mand. Lungerne gik til en svensk kvinde. Leveren gik til en kvinde, og nyrerne gik til hver sin kvinde. Organtransplantationerne fandt sted den 1. oktober 2003. Levertransplantationen gik ikke godt. Om patienten overlevede, ved jeg ikke, men de andre fire patienter blev udskrevet efter få dage og havde det godt. Sådan lød tilbagemeldingen fra hospitalet.

Du må have stødt på en del skeptiske kommentarer omkring etikken ved organdonation?

Vores følelser og intellekt sidder ikke i organerne, ej heller i hjertet, selvom det føles sådan. Jeg tror, at angsten for dette skaber en stor usikkerhed hos mange. Hvis man selv eller ens kære kommer til at stå i en situation, hvor man vil sige ja tak til at modtage et organ, må man også være villig til selv at give. I H.C. Andersens »Historien om en Moder« kommer hun på et tidspunkt til en tornebusk, der siger »Jeg siger dig ikke, hvilken vej han tog, uden at du først vil varme mig ved dit hjerte«. Hun omfavner tornebusken, og der, hvor hendes blod falder, springer roser ud. Den inderlige smerte er også forbundet med noget livgivende. Sådan forholder det sig også med organdonation. Der bliver givet et mirakuløst liv til et menneske fra en smertefuld proces hos et andet menneske. Dette er efter min mening så stor en gave, som noget kan være på denne jord.