1. DLS vil anbefale Sundhedsstrukturkommissionen at se på ensretning og sammenhænge i nationale tiltag. I den forbindelse at se på ensretning i udmøntning af retningslinjer for kontrolforløb, eksempelvis nodulus- og infiltratkontroller.
2. Det er vores indtryk, at det ofte komplekse, tværfaglige samarbejde kan medføre adskillige ekstra skanninger ud over de anbefalede, og der er behov for øget fokus på evidensbaserede opfølgningsalgoritmer.
3. På den anden side er der behov for personificerede kontrolforløb for kronisk sygdom inden for en lang række benigne sygdomme og en differentieret tilgang til patienter med de store folkesygdomme. Indikationerne for, hvem der skal følges hvor og for hvad, bør genbesøges. Grænsen for kompliceret sygdom har rykket sig i de senere år, og vi skal passe på ikke at gøre det svære for simpelt.
4. Der skal være lighed i tilgang i sundhedsvæsenet landet over. Alle akut lungesyge bør kunne ses akut af en læge og kunne få et sikret tilbud om en ligeværdig opfølgning at akut sygdom, uagtet hvor man bor.
5. Strukturen i sundhedsvæsenet skal tilpasses befolkningen. Derfor er det vigtigt at sikre en optimering af behandlingstilbud til kronisk sygdomsramte patienter med behov for lindrende behandling. Det er vores oplevelse, at de tværsektorielle tilbud iværksættes for sent, ikke kun for lungesyge, men også andre patientgrupper med kronisk sygdom.
1. Radiologi udgør en central del af patientforløbene med diagnosticering, valg af behandling og efterfølgende kontrol. Kommissionen bør styrke radiologiens centrale rolle i patientforløb, så der opleves et mere sammenhængende og koordineret tilbud mellem sektorer.
2. Vi skal fremme ny teknologi i radiologien, hvilket kan bidrage til mere sikker diagnostik. Der skal være fokus på værdiskabelsen af blandt andet kunstig intelligens, og de nødvendige rammer i specialet og investeringer over tid, både med hensyn til implementering og drift, skal sikres.
3. Radiologi er digitaliseret og afhængig af driftsstabile og sammenhængende it-løsninger til at understøtte vores arbejde. Der skal investeres i diagnostisk udstyr på tværs af landet.
4. Løbende uddannelse og kompetenceudvikling inden for radiologien er centralt for at drive vigtige elementer af kommende digitale løsninger i sundhedsvæsenet.
5. Der er behov for fokus på sundhedsvæsenets indretning, så tilgængelig, hurtig og korrekt diagnostik tæt på borgeren fremmes.
1. Personale/ressourcemangel. Antallet af ældre stiger – og hermed også antallet af kræftpatienter – ca. 30 % over de næste 20 år. Der er derfor behov for, at personale/ressourcer øges i takt med dette, så vi kan fortsætte med at tilbyde patienterne behandling af høj kvalitet.
2. Ulighed i kræftbehandling. I alle faser af kræftforløb ses ulighed i kræft – fra forekomst over diagnosticering til behandling, rehabilitering, overlevelse og efterforløb. Der er behov for at finde løsninger til at afhjælpe denne ulighed.
3. Systematisk og national dataindsamling. Indsamling af viden (evidens) er essentielt for at kunne optimere alle aspekter af kræftpatientens forløb. Dette arbejde er bureaukratisk tungt og ressourcekrævende i dag, og derfor er der brug for, at denne vidensindsamling lettes på nationalt plan.
4. Styrk det palliative område. Et fokus på at smidiggøre overgangen til palliative forløb og til primærsektoren er vigtigt for at sikre, at patienterne støttes tilstrækkeligt i hele deres forløb – også ved sektorovergange – samt at flere oplever en rettidig palliativ indsats.
5. Fokus på ældre og komorbide patienter. Et særligt fokus på at styrke den nødvendige multidisciplinære/tværfaglige tilgang til disse patienter er essentielt for at kunne tilpasse og optimere deres forløb og behandling.
1. Vi ønsker et sundhedsvæsen med ensartet, høj kvalitet, hvor uligheden minimeres. Uensartede organisatoriske modeller påvirker både kvalitet og lighed.
2. Der er behov for flere akutmedicinske generalistkompetencer i mødet med de uafklarede akutte patienter, uanset geografisk placering og ankomst på døgnet.
3. Det tværsektorielle samarbejde for akutte tilstande skal styrkes. Akutafdelingerne er indgangsdøren til hospitalerne ved akut sygdom. Størstedelen af patienterne har efter indledende undersøgelse ikke brug for et specialiseret hospital og kan enten afsluttes direkte eller modtage anden opfølgning i tæt koordination mellem almen praksis og kommunernes akutteams.
4. Opgavefordeling mellem sygehuse og det nære sundhedsvæsen skal tydeliggøres. Det er en ressourceforøgende løsning at sende borgeren på sygehuset, blot fordi andre akutte sundhedstilbud ikke er tilgængelige. Det er derfor vigtigt at styrke tilgængeligheden af akut vurdering og behandling i det nære sundhedsvæsen på alle tider af døgnet.
5. Lægevagtsordningen skal fastholdes i regi af almenmedicinske speciallæger. Det er dette speciale, som har kompetencerne til behandling og visitation af denne patientgruppe.
1. Psykiatriske pakkeforløb skal tilpasses individuelle behov. Der skal leveres behandling af høj faglig kvalitet med de bedste dokumenterede metoder. De fleste patienter bliver behandlet i regionalt regi uden for hospitalerne, og behandlingen kræver helhedsorienteret ambulant behandling.
2. Den gennemsnitlige ventetid hos en praktiserende psykiater er aktuelt 81 uger. Den skal nedbringes ved at øge antallet af ydernumre og ansætte andre faggrupper i speciallægepraksis.
3. Ca. 14.000 mennesker i psykiatriske botilbud er ikke sikret direkte adgang til lægehjælp, og mange beboere lider af ubehandlede fysiske lidelser. En fast læge kan forbedre forløbene, ligesom den psykiatriske behandling kan optimeres, indlæggelser forebygges, og anvendelsen af tvang nedbringes.
4. Mange mennesker med psykiske lidelser ønsker at vende tilbage til arbejde eller uddannelse. Individuelt planlagt job med støtte (IPS) indebærer et samarbejde mellem kommunale og regionale teams om at indplacere borgeren i det almindelige arbejdsmarked eller i uddannelsessektoren.
5. Der skal indføres standarder for den kommunale indsats for udredning og behandling af autisme og opbygges videnscentre, eller også skal behandlingen af kompliceret autisme overføres til regionalt regi.
1. Det store arbejde med kliniske retningslinjer foregår i fritiden. Vi skal have støtte, så en høj kvalitet sikres, så de er tidssvarende, og så der ikke er spild. Vælg klogt-tankegangen skal implementeres, og der skal være mulighed for at udregne de samfundsmæssige og økonomiske konsekvenser, når en retningslinje ændres.
2. Vi skal inddrage de praktiserende gynækologer i uddannelse, så de uddannelsessøgende følger patienterne. Kirurgisk uddannelse skal også foregå i privat regi, hvis mere benign kirurgi flyttes dertil.
3. Politikerne skal have faglige selskaber med, når de indfører nye behandlinger. Der er flere eksempler, hvor der politisk er indført behandlinger, der fagligt ikke er evidens for. En styrkelse af det nære sundhedsvæsen indebærer f.eks. ikke fritstående fødeklinikker.
4. Sundhedsfremme og forebyggelse skal prioriteres. Det er vigtigt at prioritere svangreomsorg, opfølgning efter fødsel, fertilitetsundersøgelser og tilbud, der tager sig af unges mentale og seksuelle sundhed.
5. Det nære sundhedsvæsen skal styrkes – flere praktiserende gynækologer og lige/ens ret og mulighed til at tilgå praktiserende gynækologer. Når man udliciterer elektive opgaver til det nære sundhedsvæsen, skal det dog sikres, at arbejdet på sygehusene ikke kun bliver vagtarbejde.
1. Det demografiske tryk rammer særligt det urologiske område, og Sundhedsstyrelsens dimensioneringsplan viser en fremtidig massiv mangel på urologiske speciallæger. Der skal hjælp til rekruttering, fokus i den prægraduate undervisning, samt et bredere kendskab til basal urologi i det borgernære sundhedsvæsen. Den skævvredne fordeling af speciallæger inden for særligt de parakliniske specialer resulterer desuden i et udtalt ulige behandlingstilbud.
2. Vi ser en kritisk mangel på støttepersonale – f.eks. sygeplejersker i sengeafsnit, operationsgange og i anæstesien.
3. Der er behov for støtte til udarbejdelse af landsdækkende kliniske retningslinjer mhp. bedre og effektiviserede behandlingstilbud til patienter med »godartede« urologiske sygdomme.
4. Vi ønsker differentierede ventetidsgarantier og kræftpakketider for et mere fagligt baseret, velfungerende og lige sundhedsvæsen.
5. Det er nødvendigt at udfordre de vanlige »sådan har vi altid gjort«-behandlinger, arbejdsgange og retningslinjer samt at udfordre nødvendigheden af de mange ambulante kontroller og skanninger i højtspecialiseret regi. Vi har desuden brug for klinisk forskning og monitorering til sikring af evidensbaserede effektiviserede outcome og patientforløb.
1. Dansk Cardiologisk Selskab er optagede af at bidrage med konstruktivt input til, hvordan kommissionens indsats kan adressere de fremtidige udfordringer for sundhedsvæsenet.
2. Vi er samtidig vores ansvar bevidst om, hvordan vi som et af de store behandlingsområder kan støtte effektivt op om implementeringen af kommissionens anbefalinger. Gensidigheden er afgørende for, at kommissionens indsats reelt kommer til at skabe værdi i hele sektoren.
3. Vi ser behov for et opgør med den nuværende praksis, hvor alle patienter med hjertesygdom i princippet tilbydes en ensartet behandling af højeste internationale standard, baseret på den nyeste forskning tilpasset danske forhold uden hensyntagen til omkostninger.
4. Vi vil vurdere mulighederne for at implementere differentierede behandlingsforløb, hvor visse behandlingstilbud fravælges til specifikke patientgrupper, og behandlinger og undersøgelser, som i dag gennemføres med begrænset effekt, fremover helt udelades.
5. Stærk faglig indsigt skal være grundlaget for behandlingen, og vi ønsker inddragelse af de specialebærende videnskabelige selskaber som en essentiel del af processen med at omstrukturere sundhedstilbuddene.
1. Almen praksis sikrer effektiv og bæredygtig brug af sundhedsvæsenets ressourcer med gatekeeperfunktionen. Det bør understøttes af sekundærsektoren uden urimelig visitations- og ventetid. Vi ønsker godt samarbejde.
2. Fri adgang til almen praksis er afgørende for at optimere lighed i sundhed.
3. Kontinuitet mellem læge og patient skal opretholdes og støttes. Data fra Norge viser, at kontinuitet er forbundet med lavere dødelighed (25%), færre hospitalsindlæggelser og mindre brug af vagtlæger. Øget antal praktiserende læger kan støtte op om en fast læge til alle borgere og sikre kontinuitet.
4. Det er afgørende, at lægen leder sin egen klinik ud fra faglighed og selv ejer, driver og styrer den. Driftsformen opretholder et kosteffektivt og agilt sundhedstilbud med kontinuitet.
5. Vi foreslår at øge antal ydernumre for privat praktiserende speciallæger og antal geriatere samt at indføre gratis uvisiteret kommunalt terapitilbud til borgere med stress eller angst uden fysiske symptomer. Indfør også gratis uvisiteret første vurdering hos fysioterapeut af muskel-skeletale smerter uden traume og »red flags«.
6. Private aktører, f.eks. finansieret af firmaer og forsikringer, skaber overdiagnostik og trækker uddannet personale væk fra den offentlige sektor og skaber ulighed i sundhed.
1. Man skal lukke op for enheder, som går på tværs af regioner og evt. geografier i den enkelte region. Det kan være en fordel ved f.eks. de specialiserede funktioner.
2. Sammenhængen mellem akutte beredskaber og planlagt ortopædkirurgi er en vigtig ting, når der skal dækkes vagter. Hvis for mange læger kommer til at arbejde i isolerede elektive enheder eller på privathospital, skal vagtbyrden placeres på færre hænder, og der er risiko for manglende kompetencer.
3. Vi er enige i, at der skal være øget fokus på sammenhængende patientforløb for ældre patienter og kronikere, men det må ikke ske på bekostning af det, vi har vundet ved de sidste mange års centralisering/specialisering.
4. Det er vigtigt med fastholdelse af dygtigt personale i det offentlige ved at sikre stærke faglige miljøer med mulighed for udvikling og mening, så man undgår, at store områder af den elektive ortopædkirurgi helt forsvinder fra de offentlige sygehuse.
5. Det er vigtigt, at man husker uddannelsen, som i et speciale som ortopædisk kirurgi er afhængig af, at uddannelsesrelevante operationer udføres i tilstrækkeligt antal, der hvor de uddannelsessøgende læger er.
1. Styrk forebyggelse og sund aldring. Befolkningskampagner om sund aldring og sundhedsfremmende adfærd skal prioriteres. Der skal være nemmere adgang til specialistrådgivning i primærsektoren f.eks. gennem telemedicin eller tværfaglig gennemgang i eget hjem. Årlig medicingennemgang bør etableres.
2. Løbende fokus på rekruttering, tilknytning og kompetenceløft blandt sundhedspersoner, der arbejder med ældre. Undervisning i skrøbelighed, polyfarmaci og multisygdom skal være en fast del af uddannelserne. Nye vejledninger til håndtering af multisygdom og polyfarmaci hos ældre bør prioriteres. Arbejdet med ældre er tidskrævende og komplekst; det kræver højere normeringer.
3. Udvidelse af det tværsektorielle samarbejde. Der skal være bedre sammenhæng. Ydelserne skal samles omkring patienten i stedet for på tværs af sektorer. Det kræver tættere samarbejde mellem akutteams, hjemmeplejen, almen praksis og hospitalerne i nærheden af den ældre med udvidet behandlingsansvar. Stillinger på tværs kan være en løsning sammen med tættere ledelsessamarbejde og nye nationale kvalitetsstandarder. Der skal være et tilstrækkeligt antal sengepladser på hospitaler og på kommunale døgnpladser. Derudover en fælles digital løsning. Tilbud og arbejdsformer bør evalueres forskningsmæssigt.
4. Differentiering af tilbud geografisk. Mulighed for hospital i hjemmet, subakutte ambulante vurderinger og telefonisk kontakt/videokontakt til speciallæger på hospitaler skal styrkes.
5. Prioritering af samtaler om livets afslutning og den palliative indsats. Uddannelse og kompetencer i patientinddragende samtale bør styrkes. Det vil give større fokus på patientens autonomi og ret til at fravælge udredning og behandling. Mere forskning i den basale palliative indsats skal prioriteres.
Disse inputs er skrevet med Fagligt Selskab for Geriatriske Sygeplejersker og Dansk Selskab for Fysioterapi i Gerontologi.
1. Vi understreger, at psykisk sygdom opstår i en kombination af både biologiske, psykiske og sociale årsager, og derfor skal behandlingen adressere alle tre aspekter. Både den der foregår på hospitalet, i kommunen og i hjemmet.
2. Kommissionens medlemmer taler om kædeansvar mellem region, kommune og praktiserende læge. Men der er også brug for at inddrage skolesystem og støtte til forældrene i det kædeansvar. Vi anerkender, at problemerne skyldes, at det går ind i andre lovkomplekser, især serviceloven og folkeskoleloven.
3. Der er alt for lidt fokus på behandling i socialpsykiatrien, herunder specialskoler, bosteder og døgninstitutioner til børn og unge.
4. Ambitionerne for kompetencer og ressourcer skal derfor øges tværsektorielt svarende til ambitionerne for kræftområdet, ligesom patientrettigheder også skal dække sociale indsatser og uddannelsesområdet.
5. Vi understreger forskellen på psykisk sårbarhed med risiko for sygdom og på psykisk sygdom med betydende funktionstab til følge. Der mangler kompetencer og ressourcer i folkeskolen ift. børn og unge med neurodiversitet.
Afslutningsvis husker vi på anbefalingerne fra Region H’s task force fra Fields-sagen: Kontinuitet i behandler-patient-relationen er afgørende for et godt behandlingsresultat.
