Vores hovedopgave har ikke ændret sig

Ændringer i patientbilledet og opgavefordelingen skal opleves som en udfordring, der er med til at gøre det endnu mere interessant at være praktiserende læge. Det mener formand for Praktiserende Lægers Organisation, Michael Dupont:

»Det ville da være trivielt, hvis der ikke var variation i vore opgaver og i patientbilledet. Det har der altid været, og det har været med til at udvikle os fagligt«, siger P.L.O. formanden, der først og fremmest oplever en voldsom stigning i antallet af opgaver inden for forebyggelse. Det er ikke mindst her, praktiserende læger oplever patienter tilegne sig en stor mængde af information via nettet og fra andre medier:

»Der er to kategorier: Der er de patienter, der vitterligt er syge, og som kommer til os for at få stillet diagnose, for at få information og for at få iværksat en behandling. For denne kategori betyder lægens ekspertise og autoritet fortsat meget, også selv om den pågældende patient måske selv tilegner sig viden. En viden, det så er vores opgave at hjælpe med at sortere i.

Den anden kategori er de mennesker, der ikke reelt er syge, men som kommer af forebyggende grunde. Det kan være manden, der fokuserer på sit kolesteroltal, hvilken betydning det har for helbredet osv. Det kan også være den veluddannede kvinde, der bliver gravid, og som selv begynder at tilegne sig store mængder viden. På hele dette område er der nærmest sket en eksplosiv vækst, og det er tidskrævende for den enkelte praktiserende læge. Denne tid skal jo tages et sted, men selv om vi har fået flere stærke og ikke-syge patienter, er det meget vigtigt at holde fast i, at vores hovedopgave fortsat er diagnosestillelse og iværksættelse af behandling«.

Den afgørende risikovurdering

P.L.O. har netop udgivet pjecen »Familielægen - dit lokale sundhedstilbud«. Heraf fremgår det, at lægerne i dag bruger 30% af deres tid til forebyggelse. En stor del af denne tid går til børneundersøgelser, graviditetsundersøgelser, screening og den mere udbredte forebyggelse af følgesygdomme og livsstilssygdomme. En del af tiden går imidlertid også til de bekymrede patienter, der ikke reelt har det store behov. Derfor kæder Michael Dupont da også den forebyggende indsats sammen med risikovurdering:

»Vi kan da mærke det, når der for eksempel har været tv-udsendelser om et bestemt emne, der vedrører helbred og sundhed. Så ved vi, at der de næste dage sidder nogle af vore patienter i venteværelset, der gerne vil høre nærmere.«

Michael Dupont mener, at de praktiserende læger har en vigtig rolle at spille i den forebyggende indsats, men at det netop er lægerne, der kan sikre den risikovurdering, der gør, at man får fat i dem, der har behovet, og ikke kun dem, der er gode til at skaffe sig information.

Når den vidende patient sætter fokus på det irrelevante

Et andet emne er informationskløften, hvor nogle har tid, overskud og adgang til internet og andre medier, mens andre ikke tilegner sig viden og måske ikke har adgang til de store mængder information over nettet. Kan man i den forbindelse komme til at overse de »svage« patienter, der ikke kommer med stor viden og store krav, fordi der bruges mere tid på den såkaldte moderne og tidskrævende patient?

»Nej, det tror jeg ikke, der er en reel fare for«, siger Michael Dupont. »Tværtimod oplever vi jo ofte meget vidende patienter, der er galt afmarcheret. Det er i lige så høj grad der, vi skal være meget opmærksomme, for de kommer måske med fokus fast rettet på noget, der viser sig helt irrelevant. Så kan vi undervejs i konsultationen konstatere, at de gennem de informationer, de har tilegnet sig, er kommet ind på et galt spor, og at det er noget helt andet, det handler om. Så faktisk gælder de samme forhold for både den meget vidende patient og den, der ikke kommer med en masse informationer: Vi skal i begge tilfælde tage udgangspunkt i det enkelte tilfælde og så ud fra det stille vores diagnose på baggrund af vores lægelige ekspertise. Det har ikke ændret sig«.

Michael Dupont medgiver, at den store forskel på patienternes forudsætninger og baggrund stiller store krav om evne til omstilling.

»Men det er jo sådan set ikke nyt, for vi har jo altid skullet omstille os, og der har altid været stor forskel i patienternes baggrund, behov og forventninger«.