»Vores største sårbarhed er vores effektivitet«

I minutterne op til starten på Foreningen af Speciallæger (FAS)’s årsmøde i Vejle i starten af oktober var der tændt godt op i tv-pejsen på to store skærme på hver sin side af scenen. Men da moderator Nynne Bjerre Christensen efter afgående formand FAS-formand Susanne Wammens velkomst lagde op til det første programpunkt, åbnede hun med spørgsmålet:

»Hvad ville I, mine damer og herrer, gøre, hvis det her skete?«.

Og – puf – forsvandt både det hyggelige skær fra pejsen og det øvrige lys i salen. Strømmen var gået. Eller det var den selvfølgelig ikke. Teknikerne ved lyspulten havde bare slukket – og tændte kort efter igen. Alt var tilbage ved »det normale«.

Men var gimmicken hurtig at slå hen som netop en gimmick og den overraskede mumlen i salen blevet til en lettet latter, så tegnede der sig efterfølgende et grumme alvorligt billede af »det nye normale«. 
Vi står over for et stadigt mere tydeligt trusselsbillede, hvor hacker- og hybridangreb sker hele tiden, og hvor droneangreb intensiveres, og hvor Forsvarets Efterretningstjeneste sammen med søstertjenester i Vesteuropa i ugen op til årsmødet i fredelige Vejle skruede markant op for det samlede trusselbillede mod Vesten.

Velkommen til det programpunkt, der havde fokus på første del af titlen på FAS’ årsmøde om sundhedsvæsenet »mellem ydre trusler og indre omstilling«.

Efter lyset var kommet igen, stillede Nynne Bjerre Christensen lægerne i salen tre spørgsmål:

Hvor mange har igennem det seneste år deltaget i en beredskabsøvelse på jeres arbejdsplads? Det var der kun et lille mindretal, der markerede, at de havde.

Hvor mange ved, hvem de skal gå til, og hvordan kommandovejene er i en krisesituation på sygehuset? Der var flere, der markerede – dog stadig et mindretal.

Hvor mange af de tilstedeværende prepper privat? Det var der betydeligt flere, et flertal, der gjorde.

Ikke siden slutningen af 1930’erne

Til at tegne alvoren op var en af landets førende forsvars- og sikkerhedseksperter, professor Mikkel Vedby Rasmussen, indkaldt. Han startede dog med at bemærke, at:

»Vinkældre tæller altså ikke med som prepping«.

Men det var så også noget nær den sidste muntre replik i den efterfølgende paneldebat.

Mikkel Vedby Rasmussen fortsatte således sin opridsning af den aktuelle situation sådan her:

»Vi befinder os lige nu på kanten af noget meget alvorligt, som kræver en helt særlig geopolitisk opmærksomhed. Vi tror ikke, vi er i krig med Rusland – men Rusland er i krig med os«.

Rusland tror selv, de er i den sidste fase af krigen i Ukraine, og nu prøver de at vinde ved at øge presset på Ukraines allierede i Vesten.

»De prøver at øge prisen for vores støtte til Ukraine, og fronten går gennem vores computere, der bliver udsat for angreb, og f.eks. ved at ramme vores elforsyning«, sagde han.

Og ud over den åbenlyse afhængighed af forsyninger af strøm, varme og vand hvordan er koblingen så til sundhedsvæsenet?

Den er blandt det lidt paradoksale, at sundhedsvæsenet ligesom en lang række andre sektorer i årtier har effektiviseret og effektiviseret og kun lige afsætter ressourcer, så der er »nok«.

»Det er fint, så længe forsyningerne rækker, og sker der en katastrofe, ja, så rækker forsyningerne også den første uge. Men hvad, hvis det trækker ud?«, spurgte han retorisk – og understregede, at, ja, man kan tage private forholdsregler, men det er et kollektivt samfundsansvar at polstre de afgørende funktioner i samfundet til en længere krise.

Og for ligesom at sætte en endnu tykkere streg under alvoren sluttede Mikkel Vedby Rasmussen sin indledning med denne konstatering:

»Vi lever i den farligste geopolitiske situation i en generation – ja, nok siden slutningen af 1930’erne«.

Lige så præcist som ved et hjertestop

Til at binde den dystre vurdering sammen med sundhedsvæsenets rolle og udsathed fik Mikkel Vedby Rasmussen følge på scenen af Lisbet Ravn, der er vicedirektør for Herlev og Gentofte Hospital, og af Susanne Bach Lausten, der som generallæge er den øverste læge i Forsvaret.

Den første, fordi netop hospitalet i Herlev for nogle år siden blev ramt af flere strømafbrydelser, hvilket har betydet, at man har grebet arbejdet med hospitalets nødberedskab an på en ny måde. Og sidstnævnte, fordi hun som generallægen holder tråd i det beredskab, der skal være på plads, hvor det kommer til væbnede konflikter, hvor Danmark eller danske soldater er involveret.

Lisbet Ravn fortalte, at hvor man før tog beredskabsplanen frem en gang imellem og kiggede på den, så er der nu daglig træning. Ikke som fuldskalaberedskabsøvelser, men som små daglige tjek og træning på de procedurer, der skal træde i kraft i tilfælde af et forsyningssvigt. Hvad gør man, hvis el og varme forsvinder? Er det varmetæpper, der er den enkleste løsning? Hvad nu, hvis vandforsyningen går ned? Drikkevand har man i reserve, men hvad med vand til vask og hygiejne?

Træningen er vigtig for at kunne sætte helheden sammen, så alle reagerer lige så præcist som ved et hjertestop i egen afdeling, sagde Lisbet Ravn.

Læren fra strømsvigtene på Herlev har, sagde hun, i høj grad været mere fokus på foranledningsledelse – altså, ledelse, der er tilpasset den helt særlige situation – og at det er afgørende, at alle har styr på deres specifikke rolle. Og her har der været en lidt særlig udfordring, fortalte hun:

»Hold nu op, hvor er sundhedsprofessionelle handlekraftige. Problemet har nogle gange været at holde folk i ro. Det kræver tydelig kommunikation – også til det personale, der ikke er involveret eller berørt af hændelsen«, sagde hun – og berettede om en afdeling, der var begyndt at evakuere sig selv, selv om den brandalarm, der var gået, var i en helt anden del af hospitalet.

Og i øvrigt viste sig ikke at være en brand, men blot røgudvikling fra en overophedet installation.

Den sundhedsfaglige reserve

Susanne Bach Lausten understregede, at i krise- og konfliktsituationer er »vi dybt afhængige af hinanden sektorerne imellem«, og alle derfor skal forberede sig – og være forberedt på alligevel at blive overraskede, hvis det f.eks. kommer til en væbnet konflikt i Baltikum.

Og i tilfælde af en væbnet konflikt vil der blive trukket på den sundhedsfaglige reserve – dvs. de læger og sygeplejersker, der via en kontrakt med Forsvaret er forpligtet til at stille på en given militær facilitet.

Det betyder, at en konflikt vil trække store ressourcer ud af sygehusene inden for en række specialer. Forsvaret har selv ca. 50 fastansatte læger, og reserven udgør ca. 300 læger. Dertil kommer andre sundhedsfaglige – ikke mindst sygeplejersker – der også vil blive trukket ud af den daglige drift på sygehusene.

Derfor fylder det militært-civile samarbejde også »rigtig meget« i hendes job – både i forhold til de centrale sundhedsmyndigheder og de store universitetshospitaler, men også regionshospitalerne, sagde Susanne Bach Laustsen.

Hun tilføjede, at der også er blevet afsat penge til nye felthospitaler – men konstaterede også, at der ikke er afsat penge til personale, og at nød- og beredskabsindsatser kræver løbende vedligehold af kompetencer.

Hvor længe kan vi holde ud?

Det fik Mikkel Vedby Rasmussen til at påpege, at ja, det kan godt være, der er blevet afsat over 360 mia. kr. til Forsvaret og øget sikkerhed frem mod 2033, men vi mangler at tage en prioriteringsdiskussion i det offentlige rum, sagde han – og fremhævede et paradoks:

»Vi skal skære på ambitionerne på en række områder, for vores største sårbarhed er vores effektivitet«.

Han pegede på, at fordi vi som samfund – og ikke mindst i sundhedsvæsenet – i en lang årrække har været så gode til at effektivisere, at der ikke er ledig kapacitet og ressourcer tilovers, som man kan kaste ind i et nødberedskab. Derfor vil f.eks. en militær konflikt i Baltikum kræve benhårde prioriteringer: Hvilke patienter er det så, vi ikke skal behandle?

Men kan vi ikke trække på erfaringerne fra årene med COVID-19, lød et spørgsmål.

Jo, og læren fra pandemien er, sagde de tre i panelet, at vi havde glæde af at være et tæt og tillidsbaseret samfund, og at det danske sundhedsvæsen viste sin innovative side og lynhurtigt kunne omstille sig, så sundhedspersonale påtog sig de nye roller og opgaver, der skulle til for at yde den nødvendige indsats, og at den påkrævede faglighed var der.

»Men vi lærte ikke noget om, hvor længe vi ville være i stand til det«, konstaterede Mikkel Vedby Rasmussen – og pegede på, at en militær konflikt også »vil have langt større impact«.

Mens Susanne Bach Laustsen bemærkede, at »vi nok også har glemt meget af det lærte igen«, påpegede Lisbet Ravn, at pandemien godt nok viste, at »den høje faglighed i sundhedsvæsenet er et godt grundlag for at prioritere« – men også at det kræver solid politisk opbakning til prioriteringerne, når man f.eks. skal fravælge at behandle nogle patientgrupper.

Og når det under pandemien kunne lade sig gøre lynhurtigt at gå fra en noget fladere ledelsesstruktur til en mere hierarkisk eller i hvert fald meget tydelig en af slagsen, skyldes det, at »den var baseret på en tillid, der var opbygget i fredstid«, sagde hun.