Vox populi. Om lægeløftet

Helle Collatz Christensen ville oprindeligt være onkolog. Men i dag er hun i stedet godt på vej til at blive øre-, næse- og halslæge.

Sporskiftet skyldes en bestemt patient, fortæller hun.

Nærmere betegnet en patient med lungekræft, som havde spredt sig til hjernen. Disse metastaser skulle strålebehandles så hurtigt som overhovedet muligt, men ventetiden var på otte uger. Det var altså umuligt at yde den nødvendige behandling, og såvel læge som patient vidste godt, at det betød et farvel til livet for patienten.

For den pågældende læge betød det desuden et farvel til onkologien.

»Jeg kunne ikke se mig selv i spejlet«, siger Helle Collatz Christensen.

»Det er ikke for at sige noget dårligt om andre onkologer - dem har jeg den største respekt for. Men jeg kunne bare ikke leve med det. Jeg kunne ikke leve med de forhold«. I dag er hun på øre-, næse- og halsafdelingen på Amtssygehuset i Gentofte.

Har det noget at gøre med lægeløftet?

»Ja, det har det i høj grad. Jeg kunne jo ikke gøre patienten gavn«, siger hun.

For Helle Collatz Christensen har det agtværdige løfte fra starten af attenhundredetallet altså særdeles nutidig relevans. Og det var måske netop en af grundene til, at hun deltog i et møde i sidste uge i Århus om: lægeløftet.

Baggrunden for mødet var den velkendte, at Lægefore-ningen gerne vil sætte lægeløftet til debat i forbindelse med foreningens 150-års-dag næste år. Og samtidig fremme en diskussion af, om det skal følges eller præciseres af en såkaldt sundhedspolitisk erklæring. Samt, naturligvis, hvilket indhold en sådan i givet fald skal have.

Etik og moral

Mødet foregik i lægekredsforeningens lokaler i et gammelt, smukt bindingsværkshus på Fredens Torv midt i rigets andenstørste by, og man kunne nemt forledes til at tro, at der var gjort noget ekstra ud af at forberede netop en debat om etik, moral og værdier.

Rundt omkring på hanebjælkerne var der fæstnet små lapper, hvor der stod hhv. »pragmatiker«, »teoretiker«, »reflektor« og »aktivist«. Egentlig var det vist bare noget grej, der var glemt fra et tidligere managementkursus. Men ikke desto mindre kom diskussionen i høj grad til at dreje sig om såvel teori og refleksion som aktivisme og pragmatisme i forbindelse med lægeløftet.

Det startede med filosoffen Torben E. Andreasen fra Aarhus Universitet, som var indforskrevet til at komme med et oplæg.

Han havde i forvejen bidraget til at fremprovokere debatten ved bl.a. at skrive i bogen »Etiske spørgsmål i medicinen«, at lægeløftet er både »selvmodsigende« og »uetisk« [1, s. 31].

Men det fremgik af indlægget, at Torben E. Andreasen egentlig er meget godt tilfreds med lægeløftet, som det ser ud i dag.

»Man skal være varsom med at reformere lægeløftet«, sagde han.

»Sprogligt set er det måske ikke tidssvarende. Men det er utroligt præcist formuleret« - Boks 1.

Han var således glad for f.eks. formuleringen om, at læger skal skønne; at de skal bruge deres kundskab - ikke bare deres viden - at de skal gavne; samt at de skal følge en lighedstankegang og altså ikke gøre forskel på rig og fattig. Samt at de »ikke ubeføjet« vil afsløre noget om deres patienter.

Han havde kun to punkter, som gav anledning til bemærk-ninger: For det første, om der kan være en modsætning mellem at gavne samfundet og ens medmennesker, som der står i løftet. Og for det andet stillede han spørgsmålstegn ved den passus, hvor der står, at enhver læge skal efterleve »mit fag vedkommende anordninger og bestemmelser«.

»Man risikerer, at anordninger og bestemmelser er i modstrid med at gavne sine medmennesker«, sagde Torben E. Andreasen.

Definitioner

Debatten kredsede i høj grad om de potentielle modsætningsforhold mellem »samfund« og »medmennesker«.

Herunder ikke mindst, hvad der er definitionen på et samfund.

Er der tale om et begreb, der nærmest er ensbetydende med netop medmennesker, så har lægeløftet en formulering, der i realiteten er dobbeltkonfekt. Er der snarere tale om noget i retning af institutioner eller ligefrem regeringsapparat, er det straks en anden sag.

»Man skal ikke love at gavne samfundet. Hvad nu, hvis samfundet er et dårligt samfund? Et nazistisk samfund for eksempel?«, sagde Torben E. Andreasen.

Overlæge Mogens Skadborg fra Århus Sygehus - medforfatter til [1] - pegede derimod på, at der i selve lægeløftet ikke er tale om et valg. Man skal både gavne samfundet og sine medmennesker.

»Der ligger en ganske afgørende forskel i det lille ord ,og`. Jeg synes ikke, man skal tage samfundet væk«, sagde han.

Tidligere sociallæge Mads A. Meldgaard Madsen sagde, at »jeg har svært ved at se, at vi kan lave f.eks. rådgivning uden at anerkende, at vi er en del af samfundet. Når vi laver erklæringer om mentalt observerede, f.eks. Vi er en del af et system, som har brug for vores ekspertise«.

Han var også blandt de deltagere, der understregede det personlige aspekt i etikken - som han faktisk engang har skrevet et digt om - Boks 2.

»Man skal vide, at det kan komme dertil, hvor man skal kunne holde sit eget spejlbillede ud«, sagde han.

Ressourcer

Det andet aspekt - den potentielle konflikt mellem »anordninger og bestemmelser« fra samfundets side og ens medmennesker - føjede sig ind i diskussionen nærmest som en anden side af samme sag.

»Vi er nødt til at være med til at på virke anordninger og love, så de er til gavn for flest mulige - i mødet med den enkelte gør vi jo det bedste for - og skal gøre - det bedste for dette menneske«, sagde Overlæge Hanne Nødgaard fra Skejby Sygehus.

Og Lægeforeningens formand, Jens Winther Jensen fra Århus Sygehus, nævnte som eksempel den nye antiterrorlov, som fra lægeside er blevet kritiseret for at beklikke fortroligheden mellem læge og patient.

Andre tendenser i samtiden såsom privatisering - og den deraf følgende risiko for ulighed - blev næsten naturnødvendigt rejst.

»Det er uheldigt at se på sundhed som en form for vare. Det kræver en anden relation mennesker imellem«, som Torben E. Andreasen sagde allerede i sit oplæg.

Og hvordan skal læger stille sig i debatten om ressourcer, når de samtidig skal henholde sig til lægeløftet?

»Det kan jo ikke passe, at vi skal have alle ressourcerne. Men jeg synes nu, at vi skal være med til at skaffe så mange ressourcer som muligt til det, som er lægernes arbejde, via saglige oplysninger om mangler og behov«, sagde overlæge på Århus Sygehus, Lone Winther Jensen, som også er formand for Lægekredsforeningen for Midtjylland.

Udenlandske lægers manglende pligt til at skulle aflægge lægeløfte i Danmark blev kort berørt.

Og forsamlingen brugte en del tid på at debattere, hvordan nye læger skal introduceres til de begreber, der ligger til grund for lægeløftet.

Netop en af de yngste i gruppen satte en eftertænksom finger på selve lægeløftets karakter.

»Det er mege t statisk. Det eneste dynamiske er, at vi skal udvide vore kundskaber. Men hvad med ting som civilcourage og kritisk sans?«, sagde reservelæge Karina B. Houborg fra Århus Sygehus.

Også Helle Collatz Christensen mente, at lægeløftet kunne blive mere konkret og ambitiøst.

»Samfundet skal nok finde på at pålægge os ting og sager. Men eviggyldige ting som patientens autonomi, lighed, bevarelse af liv - det bør vi ikke være bange for at skrive ind«, sagde hun.

Generelt var der dog ikke voldsom stemning for decideret at skrive det nuværende lægeløfte radikalt om.

»Jeg er enormt bange for - i disse meget politiske tider - at ændre på denne tekst. Vi viser bare, at vi er fløjtende uenige. Så hellere lægge noget til«, sagde Hanne Nødgaard.

Det var da også formand Jens Winther Jensens konklusion. Han lagde op til videre debat om en sundhedspolitisk erklæring som en slags følgesvend til lægeløftet.

»Vi får mest ud af at koncentrere os om at se på de grundlæggende værdier for lægegerningen og beskrive dem. Det kommer vi til at diskutere nærmere«, sagde han.

»Vi må finde en måde at komme ud og diskutere det på blandt de læger, der interesserer sig for det«.

Et udgangspunkt kunne være det faktum, at der i lægeløftet sjovt nok ikke står et eneste ord om patienten. Der tales om samfund, om medmennesker og sågar »den fattige« og »den rige«. Men den enkelte patient står der ikke noget om.

Den tankegang præger også de overvejelser, der indtil nu har været gjort internt i Lægeforeningen om en sundhedspolitisk erklæring.

»Lægen anno 2007 er jo noget helt andet end lægen anno 1815, om ikke andet så med hensyn til de muligheder, der eksisterer for behandling, screening osv. Teknologien stiller nye udfordringer. Patienten er heller ikke den samme. Det stiller helt andre krav til kommunikation, inddragelse og beslutningstagen«, siger konsulent Michael Møller, som skal være pennefører på den sundhedspolitiske erklæring.

»Det skal ikke bare være ord, men noget der kan omsættes og anvendes i dagligdagen. Og jeg kan godt forestille mig, at dette her kan være startskuddet til en længere proces. Ingen siger, at den skal starte og slutte med denne sundhedspolitiske erklæring«, siger han.

Ifølge Michael Møller begynder skriveprocessen nu på baggrund af de input, der allerede er kommet f.eks. i Ugeskriftet, fra medlemsmødet i Århus og via den diskussion, som Etisk Udvalg under Lægeforeningen har haft. Udvalget har flere drøftelser på programmet i de kommende måneder, og relevante medicinske selskaber vil også være naturlige samarbejdspartnere. Diverse allerede eksisterende regelsæt - f.eks. Lægeforeningens egne - kan også bruges som indspark.

Det er meningen, at der skal foreligge et udkast til diskussion i Etisk Udvalg i slutningen af januar. Så vil man gerne have indflydelse på, hvad der skal stå, gælder det altså om at hæve røsten - for ikke at tale om at fatte pen eller tastatur - og give sin mening til kende. Nu.

Boks 1. Lægeløftet

»Efter at have aflagt offentlig prøve på mine i de medicinsk-kirurgiske fag erhvervede kundskaber, aflægger jeg herved det løfte, til hvis opfyldelse jeg end ydermere ved håndsrækning har forpligtet mig, at jeg ved mine forretninger som praktiserende læge stedse skal lade det være mig magtpåliggende, efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn, at jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse, at jeg ikke ubeføjet vil åbenbare, hvad jeg i min egenskab af læge har erfaret, at jeg vil søge mine kundskaber fremdeles udvidede og i øvrigt gøre mig bekendt med og nøje efterleve de mig og mit fag vedkommende anordninger og bestemmelser«.

Boks 2. Etik

Etik - Hvad er etik?

Mange vil sige, jeg ved det ik'

Har det noget at gøre med et spejl

Hvori man kan søge sine fejl?

Når jeg handler, ja så er jeg ofte presset

Angst, usikker og hyppigt stresset

Chefen siger tit: du skal spare her

Medarbejdere, klienter siger: du skal lade vær'

Hvad skal jeg arme mand da gøre?

Hvad er rigtigt, på hvem skal jeg høre?

Men et jeg ved som aldrig slår fejl