Skip to main content

Vurdering af funktionsevne

Overlæge Carsten Hendriksen
16. okt. 2006
04 min

Funktionsevne er et udtryk for en persons fysiske, psykiske og sociale muligheder for at opretholde og deltage i det daglige liv. Funktionsevne på et givet tidspunkt er dermed også et udtryk for konsekvenser af livets hidtidige påvirkninger, sygdomme og uundgåelige aldringsforandringer.

Vurdering af funktionsevne er et lige så naturligt lægeligt redskab i udredning og vurdering af patienter som f.eks. stetoskopi er det. Uden en sådan vurdering kan lægen ikke udføre en nødvendig og kvalificeret undersøgelse af borgeren/patienten, hvad enten det drejer sig om den praktiserende læge, der skal tage stilling til kørekortsfornyelse eller om hospitalslæger, der skal planlægge behandlingen af det samlede sygdomsforløb.

Ændringer i funktionsevne (f.eks. nyopstået behov for hjælp til indkøb) kan være et første symptom på begyndende helbredsproblemer, f.eks. aftagende muskelstyrke ved D-vitamin-mangel eller træthed som tegn på begyndende kronisk hjertesvigt. Konstatering af sådanne tidlige funktionsforandringer er en nødvendig forudsætning for forebyggelsesinitiativer i god lægegerning.

At forudse konsekvenser af sygdom(me), herunder vurdering af funktionsevne forud for og som en følge af sygdom, er ligeledes nødvendig for vurdering af prognose og for tilrettelæggelse af det samlede behandlings- og rehabiliteringsforløb med fastlæggelse af et realistisk mål for indsatsen i samarbejdet mellem borger og tværfagligt personale. Funktionsevne skal regelmæssigt monitoreres i det samlede behandlingsforløb.

Funktionsevnevurdering foretages således både som individuel registrering og monitorering i det enkelte patientforløb og på gruppeniveau for at få beskrevet konsekvenser af en given indsats, f.eks. som vurderingsgrundlag for effekten af rehabilitering ved kroniske sygdomme.

For at systematisere og præcisere vurderingerne er der udviklet skalaer til samling af informationer om funktioner og færdigheder. Sådanne skalaer skal være valide, reproducerbare, acceptable for patienterne, lette at administrere og følsomme for forandringer.

Lægen skal selv kunne håndtere enkle funktionstest og skal samtidig have kendskab til mere sammensatte funktionsevnevurderinger, der udføres af tværfagligt personale.

Et eksempel på en sådan sammensat skala er Barthel indeks, der måler graden af uafhængighed ved udførelse af basale daglige aktiviteter og kan anvendes til systematisk vurdering af funktionsevne hos ældre med nedsat funktionsevne [1]. Barthel indeks er et eksempel på en skala, der ikke kan benyttes til alle, idet den ikke diskriminerer - ikke er følsom nok - blandt borgere med højt funktionsniveau. Skalaen er således primært anvendelig til personer med nedsat funktionsevne. Hidtil er Barthel indeks blevet benyttet i flere forskellige versioner, hvilket har vanskeliggjort sammenligninger af resultater såvel i forskning som i klinisk hverdag. Det har samtidig besværliggjort registrering på tværs af faggrænser og sektorer. Maribo et al anbefaler pragmatisk to versioner i dansk sammenhæng - Barthel-20 og Barthel-100, uden at det klart fremgår, hvilken der i praksis er mest anvendelig hvornår. Forfatterne skriver, at det er væsentligt at afgøre, hvilken af de to anbefalede versioner man vil anvende. Da der er afgørende forskelle, savnes en yderligere uddybning af, om f.eks. Barthel-20 er mest anvendelig i relation til registrering på hospitaler i daglig klinik og den mere forfinede graduering ved Barthel-100 i kvalitetssikring og forskningssammenhæng. En omregningsfaktor mellem de to versioner savnes, som det fremhæves. Dansk Selskab for Geriatri har valgt at anvende Barthel-100, som indgår i den landsdækkende geriatriske kvalitetsdatabase.

Ud over Barthel indeks er der udviklet en lang række validerede redskaber til vurdering af funktionsevne i et tværfagligt perspektiv. I den kliniske hverdag er det vigtigt, at lægen lærer at håndtere enkelte hurtige test som f.eks. urskivetest ved vurdering af psykisk funktionsevne f.eks. ved helbredsundersøgelse i forbindelse med kørekortsfornyelse i almen praksis [2, 3] og f.eks. Avlunds mobilitet-træthedsskala [4] og/eller timedup and go -testen [5] til vurdering af mobilitet hos ældre mennesker ved de forebyggende lægebesøg, som der netop er indgået overenskomst om.

Kommunalreformen lægger op til en integreret indsats ved kroniske sygdomme i et samarbejde mellem kommuner og regioner. For at lette dette samarbejde er der behov for at udvikle skalaer, som benyttes naturligt i begge sektorer - tale samme sprog. At arbejde med og udvikle egnede metoder til vurdering af funktionsevne kan være et af de centrale bindemidler, der er med til på en fleksibel måde at lette kommunikationen om hensigtsmæssige patientforløb.

Korrespondance: Carsten Hendriksen , Medicinsk Center, H:S Bispebjerg Hospital, DK-2400 København NV. E-mail: ch17@bbh.hosp.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet

Referencer

  1. Maribo T, Lauritsen JM, Wæhrens E et al. Barthel indeks til vurdering af funktionsevne. Ugeskr Læger 2006;168:2790-2.
  2. Scanlan JM, Brusch M, Quijano C et al. Comparing clock tests for dementia screening: naïve judgments vs formal systems - what is optimal? Int J Geriatr Psychiatry 2002;17:14-21.
  3. Vass M, Hendriksen C, Jørgensen NK. Kognitiv funktion og kørekortsfornyelse efter 70 år. Ugeskr Læger 2005;167:1634.
  4. Avlund K, Damsgaard MT, Sakari-Rantala R et al. Tiredness in daily activities among non-disabled old people as determinant of onset of dependence of help. J Clin Epidemiol 2002;55:965-73.
  5. Vass M, Hendriksen C. Den praktiserende læge og forebyggelse på ældreområdet. Månedskr Prakt Lægegern 1999;77:1685-94.
Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen