Skip to main content

Cirka 1.000 dollars. Det er, hvad en inder eller en afrikaner kan få for en sund nyre på den globale markedsplads for organer. En filippiner kan få lidt mere, 1.300 dollars. Lyder en nyre fra Rumænien eller Moldova bedre, ja, så kan den fås for 2.700 dollars. I den dyrere ende finder vi nyrer fra Tyrkiet og Peru til 10.000 dollars stykket. Allerdyrest er, naturligvis, nyrer fra USA og Europa. 30.000 dollars skulle være markedsprisen på en god, amerikansk nyre, mens en tysker sidste år på internettet tilbød at sælge en af sine nyrer for 40.000 euro.

Globaliseringen er over os. Verdens-handlen boomer.

Og det er ikke kun tøj, elektronik og fødevarer, der lystigt krydser landegrænser. Det er også levende organer fra mennesker.

Markedskræfterne råder og regerer. Og de er enkle: I den ene ende - den rige del af verden - er der et stigende behov for sunde organer. Transplantation er blevet en udbredt og sikker behandlingsmetode, og en rask nyre kan befri nyresyge for dyr, besværlig og ubehagelig dialyse. Men der er slet ikke nyrer nok til de mange med behov for behandling.

I den anden ende - den fattige del af verden - går masser af mennesker rundt med to nyrer. De behøver kun én. Til gengæld har de ikke ret meget andet. Det er fristende at sælge en »unødvendig« nyre til en pris, som den rige sagtens kan og vil betale, og som for den fattige repræsenterer adskillige årslønninger.

Der er masser af penge at tjene for kreative mellemhandlere, mæglere, læger og andre, der kan bringe den syge med penge sammen med den raske uden penge og dække begges behov. Internettet er ideelt til at formidle denne »organturisme«.

Klik for eksempel ind på internetadressen med det mundrette navn

liver4you.org og se tilbud som:

  • Vi udfører transplantationer på blot ti dage.

  • Vores afdeling for nyretransplantationer kan give Dem en nyre fra en afdød eller fra en levende donor, alt efter de gældende regler.

  • En nyretransplantation fås i øjeblikket for 35.000-85.000 dollars.

Transplantationerne, som liver4you formidler, udføres i øvrigt på et kristent privathospital i Manila, Filippinerne. Det er der naturligvis billeder af, ligesom der er det af hospitalets erfarne og veluddannede kirurger.

Ingen kender omfanget

Der findes ingen sikre data for, hvor omfattende organturismen er. Men på en konference i oktober sidste år i Spanien, arrangeret af Verdenssundhedsorganisationen WHO, konkluderede deltagerne, som talte flere af verdens førende eksperter på området, at organturismen er i stærk vækst.

WHO anslår, at det samlede antal nyretransplantationer i verden er omkring 52.000 om året. De fordeler sig med cirka 15.000 i USA, det samme antal i Europa og ligeledes 15.000 i Asien. Resten fordeler sig på andre lande.

Lidt over halvdelen af nyrerne kommer fra levende donorer. Men ingen aner i hvor mange tilfælde, der har været penge mellem donor og modtager. Et uofficielt, men kvalificeret skøn siger, at lidt over halvdelen af de levende donorer får betaling eller en eller anden form for »kompensation« eller »erstatning« for at afgive en nyre.

WHO's statistik på området er yderst mangelfuld. Det samme er de fleste medlemslandes, fordi betaling for organer i langt de fleste lande er forbudt. Et af resultaterne, der kom ud af sidste års konference er, at WHO nu opfordrer medlemslandene til systematisk at indsamle data for at kunne sætte effektivt ind over for problemet.

I 1999 dannede to medicinske antropologer på University of California, Berkeley, Organs Watch. De var frustrerede over, at organturismen ikke rigtigt blev taget alvorligt, og de satte sig for at forske i problemet, som de har undersøgt i 12 lande i forskellige dele af verden.

En af de to, Nancy Scheper-Hughes, berettede på WHO-konferencen, hvordan organturisme er blevet en vigtig indtægtskilde for fattige lande som Peru, Sydafrika, Filippinerne, Irak, Indien, Kina, Rusland og Tyrkiet.

Organerne flytter fra fattige til rige lande, fra kvinder til mænd, fra sorte og brune til hvide kroppe. Donorerne er ofte hjemløse, flygtninge, aldrende prostituerede, cigaretsælgere, indsatte i fængsler, småkriminelle og andre marginaliserede mennesker. I Argentina besøgte Organs Watch et hospital for psykisk syge. Flere patienter havde »doneret« både, blod, nyrer og hornhinder med den særdeles entreprenante hospitalsdirektør som mellemhandler.

Organs Watch har også kortlagt etablerede organruter: En af dem går med charterfly fra Israel til Tyrkiet med mindre grupper af israelske patienter, der i Tyrkiet bliver transplanteret med nyrer fra Moldova og Rumænien. Velhavende palæstinensere, derimod, tager typisk - eller gjorde det i hvert fald tidligere - til Irak, for at få indopereret nyrer fra fattige jordanere.

Det er i øvrigt også Organs Watch, der er kilde til de priser på nyrer forskellige steder i verden, som nævnes indledningsvis i denne artikel.

Legalisér handlen

De første større tilfælde af organiseret organturisme kom frem i 1980'erne. Det blev blandt andet afsløret, at mindst 130 patienter fra De Forenede Arabiske Emirater havde købt nyrer fra levende donorer i Indien for omkring 3.000 dollars pr. nyre.

Sagerne fik i 1991 WHO til at vedtage nogle retningslinjer for organdonationer, der fortsat gælder i dag. Ret-ningslinjerne tager klart afstand fra handel med organer og fra enhver kommercialisering af området. Medlems-landene anbefales at forbyde annoncering med og reklamer for salg af organer. De fleste WHO-medlemslande følger retningslinjerne - i hvert fald formelt.

I stedet skal organer så vidt muligt komme fra afdøde donorer. I det omfang, der ikke kan skaffes organer nok fra døde donorer, anbefaler retningslinjerne, at patienter får organer fra levende donorer, som de er i familie med. Det ansås dengang for sikrest og for at give mindst risiko for afstødning og komplikationer.

WHO's retningslinjer afskaffede ikke organturismen. Langtfra. Alt tyder på, at den er steget og vil blive ved med at stige.

»Det nytter ikke noget blot at fordømme handlen med organer. Den er afskyelig, som den mange steder fungerer i dag, ja. Men hvis vi virkelig vil tage hensyn til de fattige, der føler sig fristet til at sælge deres organer, så må vi legalisere handlen, så den foregår åbent. Kun på den måde kan vi sikre, at donorerne behandles ordentligt«. Sådan lød det fra Abdallah Daar, professor i folkesundhed og kirurgi ved University of Toronto, på WHO-konferencen i oktober. Men der var ingen opbakning til den canadiske læge og hans forslag om at legalisere organhandlen.

Konferencen anbefalede blandt andet:

  • at handel med organer fortsat bør forbydes,

  • at der skal gøres en aktiv indsats for at stoppe organturisme,

  • at indsatsen for at skaffe organer fra afdøde optrappes.

  • Anbefalingerne er siden sendt videre til WHO's øverste organ, Verdenssundhedsforsamlingen, WHA, der ventes at vedtage dem på sin kommende samling i maj.

    Lovliggørelse løser intet

    »Handel med levende menneskers organer er dybt uetisk, og det vil det fortsat være, selv om vi gør det lovligt«, siger den franske læge Luc Noël til Ugeskrift for Læger. Han er projektleder i WHO's afdeling for Essential Health Services i Genève og var medarrangør af konferencen sidste år.

    »Hvis man forestillede sig, at handlen blev gjort lovlig, så skulle man til at sætte pris på menneskelige organer, og markedskræfterne ville gøre organer fra fattige til de billigste. Skulle WHO være med til at legalisere en situation, hvor verdens 80 pct. fattige betragtes som et levende reservedelslager for de 20 pct. rige«?

    Luc Noël afviser også, at en legalisering ville stille fattige donorer bedre: »Hvordan skulle vi sikre det, og hvem skulle gøre det? Denne trafik foregår på tværs af landegrænser med et hav af mellemmænd, der forsøger at få den størst mulige fortjeneste og presse fattige donorer så meget som overhovedet muligt. At tro at de pludselig forsvinder, og at vi kan sikre alle fattige organdonorer en fair pris og medicinsk efterbehandling, blot fordi vi tillader handlen, er ganske enkelt for naivt«.

    Luc Noël understreger, at WHO netop prioriterer hensynet til donorerne og deres sundhed højt: »Derfor skal vi have kortlagt omfanget af transplantationer og organhandel meget bedre, og det opfordrer vi vore medlemslande til at bidrage til. Det kan hjælpe med at sætte fokus på donorernes situation. Medierne i de rige lande har fokuseret meget på de patienter, der står på venteliste til en transplantation, og mindre på de næsten usynlige donorer i fjerne, fattige lande. Vi ved meget lidt om, hvordan det går dem: Får de komplikationer og helbredsproblemer? Det skal vi vide meget mere om«.

    WHO minder, naturligvis, også om, at der skal satses mere på forebyggelse, der kan forhindre, at transplantation bliver nødvendig. Efterspørgslen efter organer skal, mener WHO, klares ved en bedre udnyttelse af organer fra afdøde og familiemedlemmer.

    Lighed for alle

    Værten for WHO-konferencen, den spanske sundhedsminister A.M. Pastor Julián, rundede konferencen af med at minde om, hvor vigtigt det er at sikre lige adgang for alle til transplantationer. Påmindelsen virkede nærmest grotesk efter et par dage med beretninger om, hvordan fattige lader sig skære op, ofte på skumle og uhygiejniske klinikker, for at afgive et organ og holde fattigdommen fra døren.

    Men Luc Noël mener, der er fornuft i, at WHO arbejder for, at også fattige udviklingslande kan tilbyde deres patienter organtransplantationer: »Vi taler jo ikke om, at de skal gøre det i større omfang. Det har de slet ikke ressourcer til. Men også i udviklingslande kan der for eksempel være nyrepatienter, der er i dialyse. Det er dyrt, og det vil ofte være billigere at give dem en ny nyre. I stedet for at sende dem ud af landet for at blive transplanteret, bør WHO være med til at støtte, at udviklingslande selv får kapacitet til at transplantere - eller får mulighed for at gøre det i et samarbejde med nabolande. Det kunne også være med til at fastholde sundhedspersonale i udviklingslandene«.

    Men har udviklingslandene ikke så massive og akutte problemer med hiv/aids, malaria, tuberkulose og andre store sygdomme, at WHO burde bruge sine kræfter på dem i stedet for at kaste sig over organturisme?

    »Vi bliver nødt til at gøre det hele. Organturismen kan vi ikke ignorere, af medicinske og af etiske grunde: Når et menneskeligt organ opereres ind i et andet menneske fra en helt anden del af verden, ofte under ukontrollerede og ikke særligt hygiejniske forhold, så er der en risiko for smittespredning, som vi må tage alvorligt«.

    »Og når mennesker, der i forvejen er fattige og underprivilegerede, udnyttes på det groveste i en international organhandel, så kan vi etisk ikke forsvare at lukke øjnene for det«, fastslår Luc Noël.

    Fakta: Ubalance sat i relief

    »Organturismen sætter verdens ubalance i relief på den mest groteske måde«, siger Søren Brix Christensen, formand for Læger Uden Grænser. »Vi har adgang til al mulig medicin og behandling, som vi ikke sørger for at få ud til de fattige, der virkelig har brug for den. Og når vi så står og mangler reservedele i form af organer, mener vi, vi kan betale os til at hente dem på det store reservedelslager af fattige. Hvis nogen siger, de køber organer af fattige ud fra en humanitær holdning, så er der masser af andre ting at gøre, der ville hjælpe meget mere«.

    »Det kan være en smuk tanke at sikre fattige organdonorer en ordentlig pris og livslang sygesikring. Man ser for sig, hvordan organdonorer kan blive samlet i en slags SOS-byer med et ordentligt sundhedsvæsen som enklaver i fattige lande, hvor sundhedssystemerne ikke fungerer. Men det går altså ikke at forsøge at individualisere så store problemer, hverken i rige eller fattige lande. Der skal helt anderledes brede og seje træk til«.

    Fakta: Nyretransplantationer i Danmark

    • I 2002 blev der gennemført 171 nyretransplantationer i Danmark.

    • 525 stod på venteliste til en nyretransplantation.

    • Tre ud af fire nyrer kommer fra afdøde donorer.

    • En ud af fire nyrer kommer fra raske personer, der donerer nyrer til børn, søskende eller ægtefælle.