Skip to main content

YL-formand: Lockout-udspil er et aggressivt skridt

Formanden for Yngre Læger, Camilla Rathcke, undrer sig over at regionerne varsler lockout på alle sygehuse, når de store konflikttemaer nu ikke er på sygehusene, og når omfanget af nødberedskaberne ikke er forhandlet på plads.

Camilla Rathcke, formand for Yngre Læger.
Camilla Rathcke, formand for Yngre Læger.

Anne Steenberger, as@dadl.dk

8. mar. 2018
2 min.

Det omfattende lockoutvarsel, som stat, regioner og kommuner i går udsendte, rammer også sygehusene generelt. Varslet gælder fra den 10. april.

Det er modpartens modspil til det strejkevarsel, som lægerne har udsendt, der på sygehusene skal dække alle sygehuses anæstesiologisk og radiologiske afdelinger.

Formand for Yngre Læger Camilla Rathcke undrer sig over modtrækket:

”Det er et meget aggressivt skridt, som arbejdsgiverne tager på dette tidspunkt, hvor vi er i gang med at drøfte nødberedskaber. Selve måden, varslet blev givet på, er også underlig, nemlig gennem medierne. Det er en mærkværdig facon, for hvis man reelt gerne vil have en aftale i Forligsinstitutionen, så er det der, man skal bøje sig, fremfor at optrappe konfliktvåbenet.”

Foreløbig er varslet taget til efterretning, siger Camilla Rathcke. Hun regner med, at Akademikerne officielt varsles i starten af næste uge og i den forbindelse også får at vide, hvilke læger, der skal lockoutes, hvis det også drejer sig om dem.

Camilla Rathcke peger også på det faktum, at regionerne har fulgt i samme spor som de øvrige arbejdsgivere:

” Vi konstaterer, at deres lockoutvarsel er meget mere omfattende end vores strejkevarsel, der bredt set drejer sig om ti procent. Det er ude af proportioner. De melder oven i købet ud, før vi har et nødberedskab på plads og forsikrer borgerne at det er ansvarligt. Det må de så leve op til.”

Hun tilføjer:

”Jeg synes ikke at regionerne havde behøvet at følge præcist det samme spor som stat og kommuner. Det er ikke de største konflikttemaer, der ligger på deres bord. Temaerne frokostpause og lønramme ligger på statens bord og lærernes arbejdstid ligger både på statens og KL bord. Men regionerne har ikke de store temaer selv – de er involveret fordi lønrammen ikke er på plads.”

Det samme kan man vel sige om lægerne?

”Nej, lønrammen og vores vilkår er også vigtig for lægerne, så vi følger ikke trop. Vi har i vores forhandlingsfællesskaber vendte både krav, forhandlingsproces og udvikling og har taget bestik af, at vi til slut var nødt til at melde sammenbrud, da vores arbejdsgivere stod stejlt. Og så har vi valgt at varsle konflikt men dog kun med ca. 10% af arbejdsstyrken. Og derfor er arbejdsgivernes lockout-varsler nu også helt ude af proportioner, men det må de jo selv stå til ansvar for overfor såvel befolkning og vælgere – og for regionernes vedkommende altså også overfor patienterne.”