Skip to main content

Yngre læger: Få nu alle sundhedsansatte vaccineret

15 pct. af de yngre læger, der arbejder direkte med COVID-19-patienter, er endnu ikke færdigvaccineret – nu vil Yngre Læger have forpligtet regionerne til at få frontpersonalet vaccineret hurtigst muligt
Foto: Region Nordjylland.
Foto: Region Nordjylland.

Jens Nielsen, jen@dadl.dk

13. apr. 2021
3 min.

Trods hensigten om at få vaccineret alt frontpersonale halter det med at færdigvaccineret en stor gruppe af de yngre læger, der arbejder direkte med COVID-19-patienter. Det viser en rundspørge, som Yngre Læger har lavet blandt sine medlemmer: Hver syvende eller 15 pct. af de adspurgte, der har direkte kontakt med COVID-19-patienter, har enten slet ikke påbegyndt vaccination eller har kun fået første stik med AstraZeneca-vaccinen.

Derfor har Yngre Læger nu sendt et brev til Sundhedsstyrelsen, Danske Regioner og driftsregionerne, hvor man »kraftigt opfordre Sundhedsstyrelsen til i forbindelse med stillingtagen til genoptagelse af AstraZeneca-vaccinen at fastlægge en national plan og strategi for hurtigst muligt at sikre tilbud om fuld vaccination til alt frontpersonale i sundhedsvæsenet«.

Nu er vores tålmodighed hørt op. Vi har brug for, at alle sundhedsansatte, der kan og vil, bliver vaccineret snarestHelga Schultz, formand for Yngre Læger.

»Der blev til at begynde med indledt en imponerende, effektiv vaccinationsindsats, hvor store dele af de sundhedsfagligt ansatte blev vaccineret i løbet af de første par måneder. Men så blev AstraZeneca-vaccinen sat på pause, og herefter er der ikke sket så meget. Konsekvenserne er lige nu, at vi har læger og andre ansatte i sundhedsvæsenet, der hver dag har direkte kontakt med COVID-19-patienter, som ikke er vaccinerede. Det er ikke i orden«, siger Helga Schultz, formand for Yngre Læger.

»Vi har været tålmodige og har vidst, at der var mange, der skulle vaccineres. Men nu er vores tålmodighed hørt op. Vi har brug for, at alle sundhedsansatte, der kan og vil, bliver vaccineret snarest«.

Rundspørgen blev foretaget i slutningen af februar, men meldingerne til Yngre Læger er fortsat de samme: Der sker ikke noget, og der er ikke kommet yderligere besked om udsigten til at blive vaccineret.

Ifølge Yngre Lægers oplysninger har ansatte, der har fået første stik med AstraZeneca, fået at vide, at de for at blive inviteret til vaccination med andre vacciner nu blot hører under de målgrupper, der vaccineres i kraft af deres alder. Det betyder, at en gruppe af frontpersonale i sundhedsvæsenet, der behandler COVID-19-patienter, endnu ikke er blevet tilbudt vaccination – og at der i regionerne ikke foreligger en plan eller strategi for hurtigt at løse problemet.

Det er helt uholdbart, mener Helga Schultz.

»Når man som læge behandler COVID-19-patienter otte timer om dagen, kan det virke næsten provokerende at høre, at der for eksempel i går (mandag den 12. april, red.) skulle vaccineres 100.000 danskere, hvoraf mange kan undgå at komme i kontakt med smittede, mens man selv ikke aner, hvornår man kan blive vaccineret. Det er virkelig ikke særlig hensigtsmæssigt, hverken for den enkelte sundhedsansatte eller for sundhedsvæsenet som sådan«, siger Yngre Lægers formand.

»Nu har vi skrevet til Sundhedsstyrelsen og regioner, at der er brug for en plan her og nu, så alle sundhedsansatte bliver vaccineret. Det skal være en løbende plan, som både tager hensyn til alle dem, der endnu ikke er blevet vaccineret, og tager højde for, at der jo også hele tiden kommer nyansatte og er udskiftning på afdelingerne«, siger Helga Schultz.

I brevet opfordrer Yngre Læger desuden til, »at regionerne fremadrettet forpligtes til at tilrettelægge arbejdet således, at det personale, der behandler COVID-19-patienter, har modtaget fuld vaccine – mens personale, der af forskellige årsager ikke er vaccineret, fritages for kontakt med COVID-19-patienter«. De ikkevaccinerede tæller for eksempel ammende og andre grupper, der ikke må blive vaccineret, men også læger, der af en eller anden grund ikke har fået tilbudt vaccination, ikke var til stede eller ikke var ansat eller lignende, da de øvrige ansatte blev vaccineret.

»Det bør kunne lade sig gøre, nu hvor det store flertal af ansatte er vaccinerede«, siger Helga Schultz.

Ugeskrift for Læger arbejder på at få en kommentar fra Sundhedsstyrelsen og Danske Regioner.