For første gang i 40 år strejker de yngre læger i England, og hospitalerne fungerer på nødblus. Baggrunden er strandede forhandlinger om ny overenskomst.
LONDON - Det er koldt og blæsende uden for Chelsea and Westminster Hospital denne morgen, men det har ikke forhindret en lille gruppe unge mennesker iført orange vest i at møde op med brochurer, plakater, bannere, skilte og badges.
De er alle sammen junior doctors - yngre læger - og de burde egentlig være inde på hospitalet og passe deres job. Men i dag er første strejkedag af tre planlagte aktioner, og det betyder, at de yngre læger kun bemander de nødvendigste poster. Det svarer ca. til bemandingen på en helligdag.
For første gang i 40 år har British Medical Association (BMA, den britiske lægeforening) kaldt de yngre læger i strejke - bakket op af et massivt flertal i en nylig afstemning.
Årsagen er de p.t. strandede forhandlinger mellem BMA og regeringen om en ny overenskomst.
"Regeringen vil give os arbejdsbetingelser, der er til fare for patienterne", siger James Clark, en af de frysende aktivister uden for hospitalet.
Hans kollega Kate Richmond tilføjer, at det også er en anstødssten, at regeringen vil "fjerne sikkerheden for, at reglerne overholdes. F.eks. skal de bøder, hospitalerne kan få (for ikke at overholde f.eks. arbejdstidsreglerne, red.), nu kanaliseres tilbage til dem selv", siger hun.
Og så er der naturligvis - først og fremmest - de nye løn- og arbejdsforhold, som regeringen ønsker.
Egentlig er de unge læger ret kede af at stå her. Ikke på grund af blæsten og kulden men fordi de havde håbet på et forhandlingsresultat. De vil allerhelst ind at gøre deres arbejde, og de bekymrer sig også om patienterne og befolkningen i det hele taget.
De gør således meget ud af at snakke med de forbipasserende og gerne få dem til at skrive under på en støtteerklæring. Det lader ikke til at være noget problem. Da ugeskriftet kommer forbi, er fem ark allerede fyldt med underskrifter, og lægerne har sendt bud efter nogle flere.
"Vi har ikke oplevet nogen, der var utilfredse", siger William Hall.
"Folk har støttet os fint. Men jeg håber, at der kommer et forhandlingsresultat, så strejken kan afblæses".
Vi får en basisløn og så tillæg, der repræsenterer mængden af usociale arbejdstider - tilkaldevagter, natarbejde og arbejde i weekenden - og det er faktisk det vigtigste. Så regeringen vil øge basislønnen men skære på det andet, og vi mener, at slutlønnen vil blive reduceret betragteligt. Og det vil især gå ud over de specialer, der arbejder mest på usociale tidspunkter, f.eks. i akutmodtagelsene. Yngre læge Andrew Cai, King's College Hospital
BMA har varslet strejke ikke blot i dag men hele tre perioder og i eskalerende form: i dag er der nødbemanding, mens de yngre læger holder sig væk i 24 timer fra kl. 8 om morgenen, og det samme er tilfældet ved næste strejkeaktion, som vil vare 48 timer startende kl. 8 om morgenen den 26. januar. Den sidste strejkedag - den 10. februar - er der varslet total nedlæggelse af arbejdet mellem 8 og 17.
Konfliktens kerne er løn- og arbejdsvilkår, som set med danske øjne er temmelig usædvanlige.
”Deres måde at forhandle overenskomster på er langt fra vores. F.eks. er det ikke reguleret, hvor ofte, der skal forhandles – det besluttes løbende ud fra behov”, siger Amina Nielsen Nardo-Marino.
Hun er en af en lille håndfuld medlemmer af Yngre Læger i Danmark, som p.t. opholder sig i England.
Som medicinstuderende var hun fagligt aktiv i FADL, og hun har fulgt konflikten i England med interesse, selv om hun ikke er påvirket direkte – hun er i gang med en MSc. i tropemedicin og international sundhed på London School of Hygiene & Tropical Medicine.
”De yngre læger i England arbejder allerede mere, end vi er vant til hjemme i Danmark. Herovre er det helt normalt, at man arbejder op til 60 timer om ugen, og man skal ikke nødvendigvis forvente at blive betalt for det overarbejde, man udfører. Nu vil regeringen hæve arbejdstiden endnu mere, og det vil lægerne simpelt hen ikke være med til”, siger hun.
Det er den ene store hurdle i striden. Den anden er regeringens ønske om at ændre den måde, "usociale arbejdstider" defineres på. Det værste er, at lørdag fremover skal tælle som en hverdag og dermed ikke udløse ekstra betaling.
”Som yngre læge i England tjener man omkring det samme som i Danmark. Grundlønnen er dog noget lavere, men det kompenseres til gengæld ved størrelsen på de tillæg, man får for nattevagter og weekendarbejde. Den nye overenskomst vil altså resultere i, at nogle læger kommer til at gå næsten en tredjedel ned i løn, fordi de mister deres tillæg”, siger Amina Nielsen Nardo-Marino.
Selv om konflikten mellem de yngre læger i England og regeringen ikke berører Amina Nielsen Nardo-Marino direkte, har den alligevel stor betydning for hende – nemlig i forhold til hendes fremtidsplaner. Regeringen truer med at gennemtrumfe en ny overenskomst uanset lægernes modstand.
”Jeg har på grund af femårsreglen overvejet at tage min speciallægeuddannelse her i England. Konflikten har dog fået mig til at indse, at yngre lægers arbejdsvilkår i England er utroligt ringe, og bliver den nye overenskomst til virkelighed, har jeg ærligt talt ikke længere lyst til at arbejde som læge herovre”, siger hun.
Fakta
Amina Nielsen Nardo-Marino er ikke ene om at tænke på at flytte.
"Vi ser flere og flere mennesker, som flytter til steder som Canada og New Zealand. Opfattelsen er, at der er en bedre balance mellem arbejde og privatliv. Det er også bedre vejr, og fornemmelsen er, at der - med rette eller ej - er en større respekt for læger", siger Andrew Cai, der i øjeblikket arbejder på en ph.d. men ellers er på vej til at blive kardiolog på King's College Hospital i London.
Vil lægerne gerne blive i det britiske, er der muligheder både i f.eks. Skotland og Wales, hvis selvstyrer har bebudet ikke at ville implementere de nye regler, som sundhedsministeren, Jeremy Hunt, forestiller sig. I givet fald vil den nye overenskomst således kun gælde i England.
Han deltager i dag i et "mød lægerne" arrangement uden for sit hospital - et initiativ, som BMA har arrangeret over hele landet, hvor lægerne går i dialog med offentligheden og forklarer, hvorfor de strejker. Også han peger på løn- og arbejdsvilkår:
"For eksempel har vi nu ret til en halv times pause hver fjerde time, men regeringen foreslår at det skal være hver sjette time. Det vil sige, at man kan have en vagt på 11 timer med kun en halv times pause. Det er hverken sikkert eller godt for nogen", siger han.
"Det er jo ikke, fordi vi som læger forsvinder for at holde pause, hvis der er travlt. Men det er princippet".
Lønnen er igen, igen et kardinalpunkt.
"Mange af os har stor gæld efter uddannelsen. Jeg selv har et stort boliglån, så det er ikke bare lønnedgangen, det er usikkerheden for fremtiden. Regeringen har lovet, at vi ikke får en lønnedgang nu, men det løfte løber ud. Så om fem-seks år vil NHS (det engelske sundhedsvæsen) få i hvert tilfælde en stilstand i reallønnen. Det vil finansielt blive meget vanskeligt for os", siger han
Regeringen har jo tilbudt en 11 pct. stigning i jeres basisløn?
"Vi får en basisløn og så tillæg, der repræsenterer mængden af usociale arbejdstider - tilkaldevagter, natarbejde og arbejde i weekenden - og det er faktisk det vigtigste. Så regeringen vil øge basislønnen men skære på det andet, og vi mener, at slutlønnen vil blive reduceret betragteligt. Og det vil især gå ud over de specialer, der arbejder mest på usociale tidspunkter, f.eks. i akutmodtagelsene".
Andrew Cai peger også på en mere ideologisk baggrund bag konflikten. Regeringen er rent konservativ i øjeblikket, og mistanken lyder sådan her:
"Der er elementer i vores profession, som tror på, at regeringen vil svække det offentlige sundhedsvæsen, så det vil blive nødt til at overlade funktioner til private virksomheder. Men vi vil ikke have et sundhedsvæsen efter amerikansk forbillede. Og de privatiseringer, vi har set i løbet af tiden, har efter vores mening ikke leveret god værdi for pengene. Vi mener, at tilstrækkelig med personale og finansiering er vejen frem - og så at forbedre moralen. Vi er temmelig demoraliserede i øjeblikket".
Strejken i dag er varslet korrekt, så hospitalerne har kunnet forberede sig. Ifølge britisk presse er omkring 4.000 elektive indgreb blevet udskudt.
”Vores sygehus er ramt, fordi de yngre læger jo gør et stort stykke arbejde. I dag vil de yngre læger blot udføre akut arbejde, og det vil sige, at vi er nødt til at aflyse elektivt arbejde, som de ville have udført, dvs. ambulatoriefunktioner, eller som de er en nødvendig del af, f.eks. visse operationer", siger kardiolog Anne Louise Gaster, som er overlæge på William Harvey Hospital i Kent lidt uden for London.
"Vi er også nødt til at aflyse elektive procedurer, som overlæger skulle udføre uden yngre læge-hjælp, fordi vi er nødt til at frigive hænder til stuegangsfunktion”.
Ikke desto mindre har hun forståelse for de yngre lægers aktion, og det er hun ikke ene om.
Flere steder har de yngre lægers kolleger støttet dem. For eksempel skrev 505 speciallæger fra Royal Free London Hospital i november et offentligt brev til sundhedsministeren - offentliggjort i avisen The Guardian - hvor de bakkede op.
Bag konflikten ligger et magtredskab, der vil være danske læger - i det mindste de praktiserende læger - bekendt: regeringen truer med at tilsidesætte den sædvanlige forhandlingsproces og gennemtvinge sit forslag til overenskomst.
At en regering griber til et indgreb over for læger i en strid om løn- og arbejdsforhold er set før men hører til sjældenhederne.
”Det er en del af forhandlingsspillet hele tiden. Men i praksis er det noget, vi ser meget lidt af”, siger professor, cand.scient, MSc. Jakob Kjellberg, programleder for Sundhed hos KORA.
Når indgreb kommer, sker det som regel på baggrund af økonomiske trængsler.
”Sundhedsvæsenet er af betydelig nationaløkonomisk betydning – det er den største sektor, vi har. Når vi så ikke har penge på budgetterne, fordi vi ingen vækst har i økonomien og samtidig kan se, at den demografiske udvikling vil vælte os i fremtiden, så kan det ikke undre, at nogle regeringer siger, at sundhedsudgifterne skal styres – det er jo os, der betaler”, siger han.
”Det ser man i England nu men også i f.eks. Finland, hvor de også bliver nødt til at realskære”.
Samtidig er et indgreb naturligvis også udtryk for en ønske om kontrol, og det undrer ikke Jakob Kjellberg.
”Vi har en mere og mere styret og centraliseret offentlig sektor. Går forhandlinger i hårdknude, træffer samfundet repræsenteret af regeringen så på et tidspunkt beslutningen om et lovindgreb inden for et væsentligt økonomisk område, som man selv betaler for – sundhedsvæsenet er jo en del af den offentlige sektor.
