Skip to main content

Yngre læger og overlæger sammen i strejke

Journalist Klaus Larsen

2. nov. 2005
2 min.

Den strejke, som Akademikernes Centralorganisation har varslet for sine overenskomstansatte medlemmer fra den 2. april, kan - hvis den bliver en realitet - blive historisk.

Skillelinjen flyttet

At yngre læger strejker, er set før. Men denne gang vil de i givet fald befinde sig på samme side af barrikaderne som en række af deres chefer, idet strejkevarslet også gælder medlemmer af FAS. Og det ser amtsreservelægerådsformand Karsten Sass, Viborg Amt, ikke noget problem i.

- Det er mit indtryk, at de støtter en konflikt, siger Karsten Sass, hvis medlemmer risikerer at skulle i strejke.

Er det ikke en mærkelig situation at skulle i strejke sammen med sine chefer?

- Nej, for der er efterhånden opstået en del overlapning: Der er ikke så langt fra de afdelingslæger, som jo er yngre læger, til de overenskomstansatte, vagtbærende overlæger. Så det er ikke så overraskende.

- Afdelingslægerne er kun et trin fra overlægestillingen, eller har måske valgt at forblive yngre læger, fordi det i nogle tilfælde er lønmæssigt bedre. Fx at man kan få udbetalt overarbejde, uden at skulle skændes om det.

- Desuden sidder afdelingslægerne i langt de fleste tilfælde i overlægerådene. Hos os er kursuskassen noget, som overlægerne og vi hver betaler halvdelen til. Derfor er overgangen glidende. Så for mig føles det ganske naturligt.

- Den reelle skillelinje går i dag mellem de ikke-vagtbærende overlæger kontra de vagtbærende og afdelingslægerne, siger Karsten Sass, Sygehus Nord i Thisted.

De samme som i '81

Talsmand for overlægerne i Viborg Amt, overlæge Lars Schierup, Viborg-Kjellerup Sygehus, er ikke uenig med Karsten Sass i det sidste punkt.

Som tjenestemandsansat skal han ikke selv deltage i en eventuel konflikt, mens hans overenskomstansatte kolleger er, mener han, helt parate til at tage konflikten, skulle det komme dertil.

- Alle kollegerne er jo stort set de samme, der som yngre læger var i konflikt i 1981. Så de har stor forståelse for konflikter, siger Lars Schierup.

Han bemærker dog et paradoks i, at »dem, vi sender ud at strejke, for at vi andre ikke skal påtvinges vagt, er dem, der synes, at vi alle skal gå i vagt«. Og spørgsmålet er, hvor holdbart, det er. Foreløbig (6. marts, red.) har Lars Schierup orienteret sine kolleger ved overlægerådsmøder på to af amtets sygehuse, og her er stemningen »afventende«, men bestemt indstillet på at tage en konflikt i strakt arm.

- Jeg har ikke hørt fra nogen, som ikke er det, siger Lars Schierup.