Skip to main content

Yngre Læger om ”julegave” fra Danske Regioner: Tvang, ejendommeligt og demotiverende

Beslutningen om at fastfryse antallet af speciallæger på de store hospitaler og en ny femårsfrist for de yngre speciallæger er håbløs, mener Yngre Læger. Også Rigshospitalets direktør er imod.

Yngre Lægers formand, Camilla Rathcke. Foto: Palle Peter Skov
Yngre Lægers formand, Camilla Rathcke. Foto: Palle Peter Skov

Anders Heissel, ah@dadl.dk

20. dec. 2016
3 min.

For at begrænse antallet af overlæger, har Danske Regioner netop besluttet, at man som udgangspunkt skal have været speciallæge i minimum fem år, inden man er kvalificeret til en overlægestilling.

"Vi har brug for speciallæger, men det at være overlæge er at have et særligt ledelsesmæssigt ansvar. Det indebærer at tage ansvar for at være den fremmeste blandt de lægefaglige kolleger, og det er en særlig rolle i forhold til tilrettelæggelse af arbejde, forskning og udvikling. Det at være overlæge skal ses som særlig position og et særligt ansvar," siger Bent Hansen til Dagens Medicin.

Desuden har Danske Regioners bestyrelse besluttet et stop for ansættelse af speciallæger på universitetshospitalerne, men initiativerne er ensidigt besluttet, uden at Yngre Læger er orienteret eller inddraget på nogen måde, siger Yngre Lægers formand, Camilla Rathcke, der kalder det ejendommeligt, at det sker netop nu.

"Vi drøfter aktuelt ny stillingsstruktur for overlæger og afdelingslæger med såvel Danske Regioner som Overlægeforeningen, og midt i processen kommer så denne udmelding fra politikerne i Danske Regioners bestyrelse. En beslutning, der er truffet, uden at vi på nogen måde er orienteret endsige har været i dialog om det. Det er ikke særligt befordrende for det klima, de videre drøftelser skal foregå i," siger Camilla Rathcke.

Også i det lys er denne udmelding yderst demotiverende for læger, der har efterkommet regeringens krav om at blive speciallæger hurtigt. Camilla Rathcke, formand for Yngre Læger

Yderst demotiverende

Hun mener ikke, at det afspejler, hvad der efterspørges fra hospitalerne landet over i dag, og det er under ingen omstændigheder befordrende for hverken kompetenceudvikling eller motivationen til at yde den ekstra indsats, siger hun.

"Vi står aktuelt ved en skillevej i sundhedsvæsenet, hvor vi gennem de sidste uger intensivt har hørt om besparelser, uhensigtsmæssig produktivitetsstigning og et mismatch mellem politiske ønsker og eksisterende ressourcer. Også i det lys er denne udmelding yderst demotiverende for læger, der har efterkommet regeringens krav om at blive speciallæger hurtigt, og som nu har udsigt til yderligere tidsstyring. Det er det sundhedsvæsen, man som yngre læger betragter og skal se sig selv ind i," siger Camilla Rathcke.

Hun kalder fastfrysningen af speciallæger på universitetshospitalerne for et rigoristisk tiltag og mener ikke, at yngre læger vil vælge mere perifere ansættelser med tvang med målrettet rekruttering.

"Mon ikke hospitalerne finder deres egne veje i det her? Jeg har svært ved at forestille mig, at de største kræfthospitaler i dette land kan holde deres speciallægenormering status quo bare på dette område de næste par år. Og hvilke andre afdelinger skal så ”levere” ledige speciallægestillinger, så nulsumsspillet går op? Det bliver interessant at følge – men nytænkende, det er det ikke," siger Camilla Rathcke.

Også direktøren for landets største hospital, Rigshospitalet, Per Christiansen, er kritisk.

”Svært at se, hvordan fastfrysning af antallet af hjertekirurger på Rigshospitalet sikrer reumatologer og neurologer til Vestjylland,” skriver han på Twitter.