Repræsentantskabet i Yngre Læger har talt. Foreningen skal ikke blot forhandle overenskomster og andre traditionelle fagforeningsopgaver. Den skal være en stærk politisk aktør.
Lægedækning er den vigtigste politiske mærkesag for Yngre Læger.
Det er budskabet fra Yngre Lægers repræsentantskab, som netop har taget hul på sit ordinære halvårlige møde, som denne gang finder sted i Kolding.
I forvejen er Yngre Læger i gang med at evaluere interview med »over 40 centrale interessenter i det danske sundhedsvæsen«, som formand Camilla Rathcke sagde fra talerstolen.
»Vi har spurgt både til deres oplevelse af vores impact med det politiske arbejde og deres bud på, hvor vi kunne være udfordrede, eller hvor vi efter deres mening burde sige noget mere«, sagde hun.
Den massive interviewrække – samt naturligvis intern brainstorming i bestyrelsen – er led i en proces, der skal klarlægge Yngre Lægers fremtidige politiske pejlemærker. Bestyrelsen vil gerne vide, om det er de rigtige emner, den satser på, eller om medlemmerne går og sukker efter, at deres valgte talsmænd og -kvinder dog bare ville bringe nogle andre emner op på den politiske dagsorden. Eller måske i stedet alene ville koncentrere sig om overenskomster og lignende klassiske opgaver for en fagforening.
I dag var det så repræsentantskabets tur.
En række workshopper udkrystalliserede en masse emner, som allesammen senere blev blæst op i en wordcloud, der organiserede de enkelte emner efter hyppighed og fylde, så der automatisk kom en prioritering frem.
Det er en ualmindelig skidt idé at lave flere tvangsforanstaltninger – fordelingsnøgler for læger eller kontraktlige forpligtelser a la dem, piloterne har, fordi man ikke kan skaffe læger i Nykøbing eller Thisted. Camilla Rathcke, formand for Yngre Læger
Det er tydeligvis ikke repræsentantskabets intention at begrænse formand og bestyrelse til at arbejde med overenskomster og klager over vagter. Det var nogle helt andre ord, der prægede skyen, end f.eks. »løn« og »arbejdsforhold«. Ikke at den slags er uvigtigt, men fokus lå på noget mere sundheds- og samfundspolitik.
Lægedækning kom suverænt ud som det vigtigste emne for repræsentantskabet. I debatten var det fremtrædende, at forsamlingen gerne ser, at Yngre Læger tager en aktiv rolle i opgaven med at trække læger til perifere sygehuse og områder med belastet lægedækning. Det underliggende budskab gik på oplyst egeninteresse: Hvis Yngre Læger ikke selv så at sige hjælper regionerne med at løse lægedækningsproblemet, risikerer foreningen en ovenfra påduttet løsning, som måske ikke er i medlemmernes bedste interesse.
Samme argument kom Camilla Rathcke ind på i sin mundtlige beretning, hvor hun bl.a. sagde, at »det er en ualmindelig skidt idé at lave flere tvangsforanstaltninger – fordelingsnøgler for læger eller kontraktlige forpligtelser a la dem, piloterne har, fordi man ikke kan skaffe læger i Nykøbing eller Thisted … for at disse forslag ikke skal gribe om sig, vil jeg foretrække, at Yngre Læger adresserer problemet fra vores udgangspunkt – således, at vi tegner problemstillingen op og lægger skinner ud for den vej, vi bør køre. Så det er os, der sætter dagsordenen og ikke andre, der sætter os på dagsordenen«.
Det handler også om lægemangel – og dermed antallet af læger, der uddannes, sagde hun.
»Så vi er med til at kvalificere en diskussion om øget optag eller ej eller flere eller færre opgaver – vi skal jo meget nødig ende i en situation, hvor politikere foreslår en discountuddannelse for at få flere læger hurtigt igennem eller giver køb på, hvad der reelt er en lægelig opgave, frem for hvad der måske godt kan løses af andre«.
Der var også opfordringer fra repræsentantskabets debat til, at Yngre Læger udvikler flere ideer til at afhjælpe lægemanglens effekter på uddannelsen – f.eks. i form af at slås for omrejsende ambulatorier fra de store sygehuse, der kan opgradere den faglige kvalitet i periferien og dermed uddannelsen af læger.
Psykiatrien fik en del opmærksomhed. Alle læger møder psykisk syge – også selv om de ikke som sådan arbejder i psykiatrien – og der mangler viden om, hvordan unge læger håndterer sådanne patienter, lød det bl.a. i en af de nedsatte workshopper.
Et andet stort politisk emne – prioritering – bemægtigede sig også en del interesse. Hvad stiller yngre læger f.eks. op med patienter, der presser på for at få dem til at ordinere ny, dyr medicin?
Og en ægte klassiker gik igen – femårsfristen. Her er der ikke så meget andet at sige, end at repræsentantskabet klart synes, at den bare skal væk. Helt væk.
Der er dog forskel på, hvilke ønsker de forskellige regioner har højest på dagsordenen.
Opgaveglidning spiller f.eks. en stor rolle i Region Hovedstaden på grund af sundhedsplatformen, som har skubbet en række opgaver, der tidligere blev løst af lægesekretærer, over til lægerne.
Så vidt ønskerne til politisk engagement – men en række af de sundhedspolitiske emner risikerer også at gå ind over de emner og opgaver, der ligger hos Lægeforeningen og ikke hos de enkelte forhandlingsberettigede foreninger.
Camilla Rathcke adresserede det spørgsmål i debatten:
»Vi begynder at nærme os snitfladen mellem, hvad de forhandlingsberettigede foreninger skal mene, og hvad Lægeforeningen skal mene. F.eks. om sundhedsplatformen og besparelser«, sagde hun.
De forskellige roller skal naturligvis respekteres, men inden for den ramme mener hun godt, at Yngre Læger kan mene noget om det samme, som Lægeforeningen mener noget om.
»Vi skal finde balancen. Vi (Yngre Læger, red.) kan godt havde nogle emner, som vi synes, fylder mere for os end for andre«.
Eller som hun sagde som afslutning på debatten om mærkesager:
»Hvorfor skulle Yngre Læger ikke have en mening om, hvordan vi organiserer vores sundhedsvæsen?«
