Yngre Læger vil have akutmedicinsk speciale til debat
Vi mangler en faglig rygrad i akutmodtagelserne, siger Yngre Læger og vil have akutmedicinsk speciale til debat. LVS er tiltagende positiv, mens Danske Regioner er skeptisk.
Vi mangler en faglig rygrad i akutmodtagelserne, siger Yngre Læger og vil have akutmedicinsk speciale til debat. LVS er tiltagende positiv, mens Danske Regioner er skeptisk.
For at gøre landets akutmodtagelser så attraktive som muligt for yngre læger er det nødvendigt, at et akutmedicinsk speciale bliver oprettet.
Det sagde Dan Brun Petersen, ledende overlæge på akutafdelingen på Køge Sygehus og formand for Dansk Selskab for Akutmedicin (DASEM) under en debat om fremtidens sundhedsvæsen på Yngre Lægers repræsentantskabsmøde onsdag i Kolding
”Akutmodtagelserne er en vigtig del af uddannelsen af læger, der har brug for daglig vejledning, og derfor skal den vejledning være knyttet til en stærkere faglighed. Et speciale i akutmedicin vil give den faglighed, som området behøver, fordi det er så komplekst. Hvis man vil have kvalitet i behandlingen på akutmodtagelserne hele døgnet, er det nødvendigt med en stærkere faglighed. Og det giver et speciale,” sagde Dan Brun Petersen.
Akutmodtagelserne er en vigtig del af uddannelsen af læger, der har brug for daglig vejledning, og derfor skal den vejledning være knyttet til en stærkere faglighed. Et speciale i akutmedicin vil give den faglighed. Dan Brun Petersen, ledende overlæge på akutafdelingen på Køge Sygehus og formand for Dansk Selskab for Akutmedicin (DASEM)
Dermed er et speciale i akutmedicin ifølge Dan Brun Petersen svaret på Yngre Lægers frustration. For ifølge formanden for Yngre Læger i Region Hovedstaden, Simon Serbian, skal der ske noget på området.
”Akutmodtagelserne er organiseret meget forskelligt, og det skaber meget varierende vilkår for uddannelseslægerne og for at kunne levere en tilfredsstillende behandlingskvalitet. Bemandingen er blandet af læger fra stamafdelingerne og akutmedicinere med en meget forskellig baggrund, og det betyder, at der mangler en faglig rygrad i akutmodtagelserne. Det kan ændres med en formaliseret efteruddannelse i akutmedicin eller speciale. Men det vigtigste er, at nogle tager fagligt ejerskab over akutmodtagelserne,” sagde Simon Serbian.
Ifølge næstformanden i LVS, Niels Qvist, har der i LVS været modstand mod et speciale, men efterhånden som akutmodtagelserne mere og mere bliver en del af sundhedsvæsnet er der i LVS ”en begyndende lysning mod et speciale.”
”Det duer ikke, at vi har hundredevis af yngre læger gående på akutområdet uden et selvstændigt speciale. Derfor har LVS ikke noget mod et speciale i akutmedicin, og vil gerne anbefale det. Men det skal jo godkendes af Sundhedsstyrelsen, som ikke er klar til det,” sagde Niels Qvist.
Erik Jylling, sundhedspolitisk direktør i Danske Regioner, understregede under debatten, at Danske Regioner heller ikke er klar til et speciale – og måske aldrig bliver det. For ifølge Erik Jylling vil et speciale ikke løse problemet.
”Det handler grundlæggende om, at akutmodtagelserne i højere grad skal være en del af hele hospitalet, så alle afdelinger føler ansvar over for de akutte patienter. Fragmentering af afdelingerne vil blive konsekvensen af et speciale, for så vil alle andre specialer og afdelinger trække sig tilbage og efterlade akutmodtagelsen fyldt til randen med akutte patienter, der nærmest skal forhandle sig frem til en plads på en afdeling. Afdelingerne har et kollektivt ansvar for de akutte patienter,” sagde Erik Jylling.
Desuden understregede han, at alle specialer har det akutte arbejde som en del af uddannelsen, og derfor burde alle læger kunne varetage den akutte opgave. Men han er samtidig klar til at kigge på, at eksempelvis de medicinske specialer kan have større fokus på akut medicin. Og kom så med denne advarsel til tilhængerne af et speciale.
”Hvis I får jeres eget speciale, så får I måske jeres egen afdeling og til sidst jeres eget lille imperium. Og så bliver de akutte patienter jeres problem, og det skal det ikke være. Det skal være alles ansvar,” sagde han.
Hverken Yngre Læger eller Lægeforeningen har en officiel holdning til et akutspeciale.