Yngre Lægers repræsentantskabsmøde den 29.-30. november 2005: Ting sker ikke af sig selv

Formanden for Yngre Læger savner medlemmernes engagement.

»En stemmeprocent på 20 til Yngre Lægers repræsentantskab og en stemmeprocent på 40, da vi stemte om overenskomstresultatet, er dét udtryk for manglende interesse og medlemsengagement, og er det et problem for Yngre Læger?« spurgte Mette Worsøe i sin mundtlige formandsberetning.

Og svarede selv bekræftende:

»Jeg synes, det er et problem, hvis det er udtryk for ligegyldighed i forhold til den politiske linje og arbejdet i repræsentantskabet. Og det er et problem, hvis vi ikke formår at holde os

ajour med medlemmernes ønsker og behov. Hvis vi ikke formår at bringe medlemmernes input og holdninger ind i det politiske arbejde.«

Hvad lokker folk til?

Mette Worsøe opfatter ikke passiviteten som udtryk for, at medlemmerne er utilfredse eller i opposition til bestyrelse og repræsentantskab. Tværtimod - for i modsætning til de fleste fagforeninger findes der ingen »pampere«, ingen, der ikke samtidig arbejder ude på afdelingerne og derfor ved, hvor skoen trykker.

Hun har heller ikke fornemmelsen af, at foreningens politikere befinder sig et helt andet sted end medlemmerne, eller beskæftiger sig med de forkerte ting. Problemet er snarere, at det ikke er synligt og indlysende for alle, at »det, vi bruger tiden til, faktisk har betydning for den enkelte yngre læges hverdag«: 60 procent af medlemmerne tænker tilsyneladende: »En ny bestemmelse i overenskomsten - og hva' så?« Men når de samme læger opdager, at den nye bestemmelse faktisk kan bruges til at gøre noget ved de belastende vagter, er der pludselig en synlig sammenhæng, sagde Mette Worsøe.

Og nu, på dette møde, ville bestyrelsen bede repræsentantskabet diskutere nogle af de metoder, den allerede har overvejet til at inddrage medlemmerne mere aktivt, og meget gerne selv komme med ideer.

Mindre organisation - mere faglighed?

Udgangspunktet var ideelt: En tredjedel af repræsentantskabet er selv nye og må derfor have en fornemmelse af, hvorfor det kniber med interessen.

Bestyrelsen havde som nævnt allerede lagt hovederne i blød: Allerede ved OK-05 blev der gjort meget for at inddrage medlemmerne i hele processen, og det var en succes - indtil afstemningen, hvor der altså var 60 procent, som ikke deltog. Så måske skulle medlemmerne inddrages endnu mere?

Fx ved at sende kravene (og ikke bare resultatet) til urafstemning. Kreativitet mangler bestyrelsen åbenbart ikke: »Hvorfor ikke invitere en medicinstuderende eller en ledende overlæge til at holde en alternativ beretning om, hvad Yngre Læger skal gøre set fra deres verden? Hvad ville der ske, hvis man i stedet for at sidde ned lod repræsentantskabsmøderne foregå stående? Eller lod de nye regioner holde repræsentantskabsmøderne på skift, og lod de lokale Yngre Læger udgøre repræsentantskabet? Eller lod bestyrelsesmøder foregå på skift i regionerne, og inviterede nogle af de lokale medlemmer? Eller ...«

En byge af mere og mindre realiserbare forslag og spørgsmål uden bremser blev kastet i hovedet på repræsentantskabet, der herefter blev blandet i nye grupper for at diskutere, hvordan man kan stimulere de medlemmer, der ellers ikke er interesserede, til at engagere sig, eller bare nærme sig foreningens aktiviteter.

Det kom der mange forslag til, vildskud og konkrete forslag i én kreativ blanding til fri afbenyttelse.

Samt enkelte bud på, hvad der måske er problemet. Måske satte Jens Tingleff fingeren på et ømt punkt ved at pege på, at repræsentantskab og tillidsfolk måske udgør en slags »subkultur« med egen indforstået sprogkode.

Han mente derfor, at det kunne give resultater at neddrosle det organisatoriske og fremhæve det, som har relevans for den enkelte yngre læge og »det, som har berørt os lokalt«.

»Bløde værdier« sælger ikke billetter, mens erfaringer viste, at møder med et egentligt fagligt indhold kunne trække flere deltagere af huse.