Under hele læsningen kan man nikke genkendende til beskrivelserne af, hvorledes besparelserne inden for NHS bragte systemet i knæ og øgede presset på dem, der stod i frontlinjen, uden at de blev hørt af politikere, når de råbte vagt i gevær.
“How does it feel to be spat out of medical school into a world of pain, loss and trauma that you feel wholly ill-equipped to handle?”
Forfatteren Rachel Clarke kommer fra en lægefamilie, men valgte først en helt anden bane, hvor hun som uddannet tv-journalist blandt andet fulgte konflikten i Congo i 2003. Med drømmen om virkelig at kunne gøre en forskel i menneskers liv valgte hun imidlertid i en alder af 29 at skifte karriere. Selv om hun i Congo endte midt i en fire timer lang skudveksling, fortæller hun i bogens indledning, at hendes mest rædselsfulde professionelle oplevelse uden sammenligning var den første nattevagt som nyuddannet læge.
Bogen indeholder selvbiografisk materiale fra hendes første mange år som læge, fyldt med farverige, følelsesladede og genkendelige fortællinger om de oplevelser og patienter, hun har mødt på sin vej – handlede hun rigtigt eller forkert?
Men en stor del af Clarkes bog er et vidneudsagn om massive problemer i det engelske sygehusvæsen: National Health Service (NHS). Det er tydeligt, at forfatteren har en fortid inden for journalistik, og hun blander ubesværet de mere personlige historier med politiske analyser. Et vigtigt fokus er den konflikt, der i januar 2016 kulminerede i Englands første yngre læge-strejke i over 40 år. Kernen i konflikten var sundhedsministerens initiativ om en syvdages arbejdsuge for sundhedspersonalet, baseret på forskning, der viste, at flere patienter døde i løbet af weekenderne. Derfor ønskede man nu nøjagtig ens kapacitet alle ugens dage. Men samtidig betegnede Røde Kors i 2016 tilstanden på landets offentlige sygehuse som en ”humanitær krise” med mangel på både personale og sengepladser, hvor akutafdelinger lukkede for adgang, og hvor patienter døde eller fik varige skader, mens de ventede i op til 40 (!) timer på at blive tilset. Når NHS allerede manglede over 6.000 læger og 23.000 sygeplejersker, kunne ingen se, hvordan man skulle kunne tilbyde befolkningen en ”syvdages uge”, uden at det medførte yderligere arbejdstid for de læger, der allerede arbejdede 12-14 timer om dagen. Clarke beskriver, hvordan sundhedspersonalet desillusionerede forlod systemet ”like rats on the Titanic ...”.
Under hele læsningen kan man nikke genkendende til beskrivelserne af, hvorledes besparelserne inden for NHS bragte systemet i knæ og øgede presset på dem, der stod i frontlinjen, uden at de blev hørt af politikere, når de råbte vagt i gevær. Der findes utallige paralleller til tilstanden på de danske sygehuse samt til dansk sundhedspolitik og den aktuelle #dekuhaværetmig-kampagne. Som Clarke skiver: “Unable to influence the system that constrains us, we are nonetheless responsible for making that system work for our patients. The buck stops with us, and if anything goes wrong, you can guarantee it will be the individual doctor or nurse, not a politician, who is hung out to dry”.
Det er ikke uden bekymring for fremtiden i det danske sundhedsvæsen, at jeg vender det sidste blad i denne meget fængende og stærkt anbefalelsesværdige bog.
Uddannelseslæge, almen medicin, Hannah Johansson, hannah.e.johansson@gmail.com
Interessekonflikter: ingen
