Skip to main content

Ytringsfriheden har det godt

Journalist Klaus Larsen

2. nov. 2005
9 min.

Lægernes ytringsfrihed dukker jævnligt frem i debatten. Politikere erklærer, at de tager den meget alvorligt. Folketingets Ombudsmand irettesætter hospitalsledelser, der formaster sig til at knægte den. Og sidste år blev der ligefrem dannet et selskab til at sikre den.

Det kunne egentlig alt sammen tyde på, at hovedpersonen - den lægelige ytringsfrihed - lever en tryg, om end lidt overbeskyttet tilværelse.

Er der egentlig tale om et reelt problem?

Jo, der var de højt profilerede sager: pædiatriprofessor Krasilnikoff, der af ledelsen på Hvidovre Hospital bl.a. fik bortcensureret sine kritiske artikler fra hospitalets blad og senere, under truslen om fyring, selv valgte at sige op. Eller sagen om overlæge Carsten Rose, der kom ud for en lignende skæbne på Odense Universitetshospital, efter at han sammen med overlæge Mogens Blichert-Toft havde peget på konsekvenserne af ikke at samle mammacancerkirurgien på få, kompetente centre.

I begge tilfælde fik lægerne oprejsning. I Krasilnikoffs tilfælde fik Hvidovre Hospitals ledelse et rap over knoerne af Folketingets Ombudsmand.

Begge lægerne er dog i dag tabt for det danske sygehusvæsen.

Politikere ønsker åbenhed

Men hvem ønsker egentlig at knægte lægers ytringsfrihed? Ikke politikerne: I Københavns Amt siger borgmester Vibeke Storm Rasmussen (S), at »politikerne i Københavns Amt ønsker at skabe åbenhed, og vi ønsker, at læger ytrer sig« - dog med den tilføjelse, at den ytrende læge klart skal signalere, hvilken kasket han har på, så læseren kender forudsætningerne. Hun var dog entydig i sine udtalelser på den temadebat, amtets lægekredsforening holdt om ytringsfrihed i november:

- Det er svært at få læger til at sige noget i det offentlige rum og til at indgå i debatten. Men alternativet bliver en ensidig debat, og det er farligt, sagde Vibeke Storm Rasmussen.

Københavns nye sundhedsborgmester, den radikale Inger Marie Bruun-Vierø, var lige så kategorisk, da hun som en af sine første handlinger indskærpede H:S-ledelsen, at den grundlovssikrede ytringsfrihed også skal gælde de ansatte i H:S:

- Man kan ikke udvikle et system, hvor alle er tavse, forklarer Inger Marie Bruun-Vierø.

- Ytringsfriheden er naturligvis forbundet med et ansvar. Men det synes jeg ikke, der er noget ledelsesmæssigt problem i. Hvis man ytrer sig og siger noget, der er helt ude i skoven, bliver man også konfronteret med det.

Det er jo ikke kun for den enkeltes skyld, grundloven sikrer ytringsfriheden. Det er også for samfundets skyld. Filosofien var, at er der ikke ytringsfrihed i landet, går det i stå. Det samme må gælde i en organisation. Det er i dialog, at ting flytter sig, og det nye opstår, siger Inger Marie Bruun-Vierø, som synes, at »det er ærgerligt, hvis det kun er ved middagsselskaberne, tingene kommer frem«.

Kollegiale hensyn

Den fynske amtspolitiker Pernille Weiss (K) var inde på det samme i en kronik i Fyens Stiftstidende den 5. februar: Lægerne har ikke alene deres grundlovssikrede ret til at ytre sig; de har også de lægeetiske regler, der forpligter dem til »offentligt at påtale sundhedsfaglige problemstillinger«, når de konstaterer dem, skriver Pernille Weiss, som er medlem af amtets sygehusudvalg og i øvrigt selv er sygeplejerske.

Det skulle altså være ligetil. Men det er det ikke, siger hun til Ugeskriftet:

- Det er ikke så sjældent, jeg bliver kontaktet af læger og andet sundhedspersonale, der gerne vil fortælle mig om en sags »rette sammenhæng« set fra deres synspunkt. Når jeg så spørger, hvorfor vedkommende ikke taler med sin ledelse eller med tillidsrepræsentanten, får jeg begrundelsen, at »jeg taler ikke så godt med vedkommende«, eller at de også må tænke på karrieren.

Jeg ser tre årsager til, at man ringer til mig og så at sige »lægger en klud over røret«, siger Pernille Weiss og nævner:

- Det kollegiale sammenhold, frygten for karrieren og ønsket om at kortslutte en ofte meget lang kommunikationsvej fra dem til os.

Og jeg fornemmer, at det i lige så høj grad er de kollegiale hensyn som arbejdsgiverne, der lægger en dæmper på lysten til at stikke næsen frem, siger hun.

Pernille Weiss finder det vigtigt for udviklingen i sundhedssektoren, at ikke blot lægernes ytringsfrihed, men også deres ytringspligt tages alvorligt, og at der værnes om den. Og selv om man altid finder den lejlighedsvise, »konfrontationssøgende krakiler, som findes alle vegne«, har hun fuld tillid til, at lægernes egen dømmekraft og selvjustits nok skal sikre, at denne type ikke bliver trendsættende.

Pernille Weiss advarer om, at sygehusenes ekspanderende ledelsesstruktur skaber en stadigt voksende barriere mellem de ansatte og politikerne.

- Det må vi lave om på, bl.a. ved at blive bedre til at kommunikere. Vi må som politikere også passe på, at vi ikke fjerner os for langt fra dagligdagen ude på de arbejdspladser, vi har ansvaret for. Det kan ikke accepteres, at personalet opfatter det, som om »djøf'erne« er skudt ind som et filter, der skal sortere i kommunikationen til og fra politikerne i et amtsligt, politisk styret sygehusvæsen. Politikerne skal nok selv sortere i, hvad vi kan tåle at høre, siger Pernille Weiss.

Loven giver vide rammer

Politikerne er altså på ytringsfrihedens side.

Det er juraen også. Og som Dansk Journalistforbunds chefjurist, Anne Louise Schelin, understregede på et møde i Dansk Forening til Beskyttelse af Lægers Ytringsfrihed: ytringsfriheden i Danmark er udvidet i de seneste 8-10 år, juraen giver en god beskyttelse og gode muligheder for at føre afskedigelsessager helt til tops.

- Men der er mange sanktioner i det skjulte, som kan være næsten lige så byrdefulde og i nogle tilfælde måske endda værre: Manglende avancement, tildeling af mindre spændende opgaver og meget mere, sagde Anne Louise Schelin og greb dermed direkte ind i debatten om lægekultur.

- Derfor handler det i meget høj grad om at holde fanen højt, bakke op om kritiske kolleger i hverdagen og om at synliggøre over for borgerne, patienterne, politikerne og sågar også sygehusledelserne, at lægers ytringsfrihed er til gavn for det danske sundhedssystem.

I sin udtalelse i Krasilnikoffsagen skrev Ombudsmanden i januar 2000:

- Opstår en fagligt uforsvarlig situation, antages det, at den ansatte i almindelighed har pligt til at orientere sin nærmeste foresatte om sin opfattelse ... Hvis den foresatte er fagkyndig og efter eventuel fornøden un dersøgelse vurderer, at forholdene er fagligt forsvarlige, har den ansatte i almindelighed pligt til at respektere den foresattes afvisning af indsigelsen, hedder det endvidere - dog med det forbehold, at den ansatte, hvis vedkommende vurderer, »at forholdene med sikkerhed er fagligt uforsvarlige« kan være forpligtet til yderligere at reagere.

Senere i redegørelsen kan man læse, at en læges påpegning af uforsvarlige forhold ikke »isoleret set (kan) mødes med negative personlige konsekvenser. Det gælder, selv om den overordnede ikke er enig i den ansattes fagkyndige vurdering af, at forholdene er lægeligt uforsvarlige«. Her henviser Ombudsmanden til en retslig præcedens for, at der kan være forskellige fagkyndige meninger om, hvad der er lægeligt forsvarligt.

Grundlovens § 77

Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.

Etiske regler for læger, § 14

Ret/pligt til deltagelse i den sundhedspolitiske debat

En læge, der bliver opmærksom på forhold, som lægen opfatter som sundhedsmæssigt uforsvarlige, bør tilkendegive sin mening herom ved deltagelse i den offentlige debat.

Tokyo-deklarationen (1975). Erklæring stk. 4

Lægens grundlæggende rolle er at lindre sine medmenneskers lidelser, og ingen bevæggrund - hvad enten den måtte være personlig, kollektiv eller politisk - må veje tungere end dette formål.

Få sager pustes op

FAYL's formand, Erik Jylling, tvivler da også på, om lægers ytringsfrihed er mere truet end andre faggruppers. Ganske vist har der, med lange mellemrum, været nogle enkelte opsigtsvækkende sager, hvor ledende læger »på den mest klodsede facon« er blevet irettesat af deres sygehusledelser, som derpå er blevet behørigt afklapset af de relevante instanser og hængt til tørre i dagspressen.

- Problemerne opstår ofte, når den ledende læge ikke kan adskille sin loyalitet i en ledende stilling i forhold til sin faglige interesse, og dermed optræder som advokat for et bestemt fagligt synspunkt.

Erik Jylling peger på sagen sidste efterår, da en panikslagen hospitalsledelse på Amtssygehuset i Gentofte ville presse den førende apopleksispecialist, adm. overlæge Tom Skyhøj Olsen, til at underskrive en »beredskabspressemeddelelse«, hvor han tog afstand fra nogle udtalelser, ledelsen formodede, han ville fremsætte i en endnu ikke sendt tv-udsendelse.

Det nægtede overlægen naturligvis, og ledelsen måtte siden trække i land med mange forklaringer og beklagelser.

Et andet eksempel på den vanskelige balance kunne være H:S' lægelige direktør Lone de Neergaard, som uanset hvad ikke kan udtale sig som privatperson. Uanset, hvad hun siger, vil hendes udtalelser blive tillagt H:S.

Erik Jylling peger på, at der kan være meget tungtvejende grunde til at overveje sine udtalelser grundigt, jo højere man befinder sig i hierarkiet. Mens en yngre læge både har pligt og ret til at påpege forhold, han finder lægeligt uforsvarlige, må den mere prominente læge veje sine ord omhyggeligt: Er han en førende kapacitet i sit speciale, formand for specialeforeningen, stærkt involveret med patientforeninger og måske ansat i en ledende stilling, kan det godt blive svært at finde ud af, hvilken kasket man udtaler sig under, og dermed hvilke interesser, man har for øje.

Ud fra de få sager om knægtelse af ledende lægers ytringsfrihed - sager, som tilmed er blevet håndteret så tåbeligt, at det måtte ende med oprejsning for de ramte, finder Erik Jylling det dog »lidt overflødigt« at der nu findes et Selskab for Lægers Ytringsfrihed.

- Det er lidt, som om man dyrker disse få sager og puster dem op til en betydning, som slet ikke står i forhold til problemets størrelse, siger Erik Jylling og peger på de ofte ubrugte muligheder, der ligger i at bruge de lokale TR-systemer og samarbejdsorganer.

FAYL: Ikke én sag

Man skal med andre ord højt på strå for virkelig at kunne få problemer med at forvalte sin ytringsfrihed. Er yngre læger da friere stillet, end overlæger og direktører?

- Ja og nej. Umiddelbart er de friere stillet. En ældre overlæge med familie, hus og store, faste udgifter er selvfølgelig mere sårbar over for en fyringstrussel end den unge læge, som i princippet kan tage sit gode tøj og gå.

Men den unge læge, der gør sig ud til bens med kritiske holdninger, kan godt havne i en vanskelig situation, hvor adgangen pludselig er spærret til undervisningsstillingen og til at komme frem i det faglige miljø, siger Erik Jylling.

- Og det er egentlig her, det bliver interessant. For det er jo et interkollegialt spørgsmål og noget, som lægerne selv kunne gøre noget ved.

- I stedet for, hver gang at fare ud med, at det er djøf'erne, der begrænser vores ytringsfrihed, når det da ellers finder sted, kunne man begynde med sig selv. Når det drejer sig om de yngre læger, handler spørgsmålet i høj grad om lægekultur.

Selvfølgelig vil der opstå sager om ytringsfrihed, for læger som for andre faggrupper. Men i betragtning af, hvor meget læger trods alt ytrer sig, er det ikke mange sager, man kan opregne fra de sidste ti år, siger Erik Jylling. Dette bekræftes af kontorchef Helle Jørgensen, FAYL, som ikke mindes blot én sag om ytringsfrihed.