Zimbabwe 2002

Zimbabwe blev dannet som en selvstændig stat i 1980. Efter en lang borgerkrig lukkede Sydafrika for forbindelser til det tidligere Rhodesia, hvilket førte til, at Ian Smith måtte give magten fra sig.

Zimbabwe nød i årene efter stor international respekt. Landet udviklede sig til at blive set som et foregangsland både hvad angår produktion af fødevarer og respekt for demokrati. Det internationale samfund overså næsten konsekvent de blodige massakrer i midten af 1980'erne i Matabeleland, den sydlige etniske minoritets region. Ansvarlig for massakrerne var den daværende præsident Mugabe, som repræsenterer den nordlige etniske majoritets hjemsted, Mashonaland (1).

I de seneste år er Zimbabwe nok blevet mest omtalt i forbindelse med de såkaldte »krigsveteraners« besættelser af hvide landmænds ejendomme. Dette fænomen startede, efter at Zimbabwes regering i 2000 fik en ny forfatning afvist ved en folkeafstemning. Præsident Mugabe lod »krigsveteraner«, hvoraf mange er for unge til at kunne have deltaget i uafhængighedskrigen op til 1980, overtage store kommercielle landbrug, som blev udstykket til »veteranerne« og deres familier. Der er næppe tvivl om, at en landbrugsreform var tiltrængt, og at præsidentens godkendelse af besættelserne skal ses dels som en politisk gestus i almindelighed, dels som en belønning til folk, som gør tjeneste for ham. Disse tjenester består bl.a. i at torturere politiske modstandere (2). I de forudgående ca. 20 år var der på landbrugsområdet sket meget lidt, og udstykning af store veldrevne gårde til små parceller til folk uden landbrugsuddannelse måtte føre til en drastisk nedgang i landbrugsproduktionen. Fra at være eksportør af landbrugsprodukter er Zimbabwe nu afhængig af fødevarehjælp fra det internationale samfund.

Ved parlamentsvalget i 2000 blev der rapporteret om udbredt vold og uregelmæssigheder. Det store oppositionsparti MDC fik ca. 50% af alle optalte stemmer. Fra efterfølgende suppleringsvalg er der kommet tilsvarende rapporteret om systematisk anvendelse af vold mod den politiske oppositions kandidater iværksat af den nu afdøde C. Hunzvi, der var medlem af parlamentet for det regerende ZANU-PF-parti og leder af »krigsveteranerne«. C. Hunzvi var læge, og på hans klinik udøvede »krigsveteraner« tortur (3).

Det var forudsigeligt, at den politiske vold ville eskalere op mod præsidentvalget i marts 2002. Repræsentanter for Danske Læger for Menneskerettigheder rejste derfor til Zimbabwe i midten af januar 2002 for at dokumentere anvendelsen af vold i den politiske kamp. Opholdet i Zimbabwe blev afkortet, fordi der umiddelbart forud for nogle planlagte besøg i to små byer havde været udbredte uroligheder. I den ene by var syv huse, som tilhørte personer med tilknytning til MDC, blevet nedbrændt. I den anden by var 45 personer med tilknytning til MDC blevet arresteret. Vi blev stærkt frarådet at gennemføre besøg i disse byer.

Vi interviewede i alt 14 personer. Fire af de undersøgte kom fra to små nabolandsbyer. De gav følgende beretning om tortur: Natten mellem den 14. og den 15 januar blev de konsekutivt angrebet af en gruppe ZANU-PF-tilhængere, som samme aften havde afholdt et politisk møde. Angriberne brugte simple slagvåben bestående af et ca. 30 cm langt træhåndtag, hvortil der var fastgjort enten et stykke pigtråd eller en wire. Alle fire fortalte, at de var blevet slået med disse våben overalt på kroppen. En havde fået en skruetrækker stukket ind mod venstre øje. Herved mistede han synet på dette øje. En var blevet angrebet med knive. Tre var blevet klædt af under torturen. En berettede, at hans gravide ægtefælle også var blevet slået. En hustru til en af de andre holdt sit ni måneder gamle barn i sine arme; både mor og barn blev ramt af omtalte slagvåben. I to tilfælde brændte angriberne ofrenes huse og ejendele, i et tilfælde inkluderede dette også det tøj, som familiemedlemmerne havde haft på, da de blev angrebet.

Ved den kliniske undersøgelse af alle fire, der blev udført tre dage efter overfaldet, sås hundredvis af delvis skorpebelagte sår af uregelmæssig form og i striber af op til 40 cm's længde overalt på kroppene (Fig. 1 ). En havde tillige op til 20 cm lange snitsår, og en havde et kort snitsår tæt ved venstre øje.

Vurdering: Samtlige læsioner var, bedømt ud fra alder, udseende og lokalisation, i fuld overensstemmelse med oplysningerne om tortur. Alle havde uden nogen tvivl været udsat for mutilerende tortur.

Personen, som var blevet blind på det ene øje, blev undersøgt af en øjenlæge, som fandt en retroretinal blødning, der var i overensstemmelse med anamnesen, med blindheden og med den påviste penetrerende hudlæsionen tæt ved øjet.

Alle fire torturofre fortalte, at nogle af angriberne bor i de samme to landsbyer. Alle ofre kunne navngive 2-4 af deres angribere. Det er svært at forestille sig en fremtidig harmonisk sameksistens mellem beboerne i sådanne lokalsamfund, som der desværre nok vil være utallige af om få uger.

Tre af torturofrene fortalte, at angriberne havde taget og destrueret deres og andre voksne familiemedlemmers ID-kort. Uden dem kan de ikke stemme ved det kommende præsidentvalg. Og ifølge den nye lov om offentlig orden og sikkerhed (LOOS) kan en person, som ikke kan fremvise sit ID-kort, når politiet forlanger det, straffes med op til seks måneders fængsel.

Efter de seneste valg har præsident Mugabe konsekvent udstedt en generel amnesti for voldsforbrydelser, der blev begået i tilslutning til valg og valgkampe (2, 3). Det vil han givetvis også gøre efter det forestående valg. Det betyder, at de undersøgte torturofres angribere kan se frem til straffrihed, mens tre af ofrene risikerer op til seks måneders fængsel, fordi de under torturen fik frarøvet deres ID-kort.

De fire torturofre søgte alle behandling på det nærmeste hospital. For at få hospitalsbehandling for voldsskader skal man imidlertid have en tilladelse, som udstedes af politiet. Et af de torturofre, som vi undersøgte, fortalte, at han ikke kunne få denne tilladelse. Hospitalsbehandlingen blev derfor forsinket i over et døgn og kom kun i stand, fordi en bekendt blandt hospitalspersonalet tog sagen i egen hånd. Den politiske repression omfatter således også sundhedsvæsnet direkte.

Ifølge LOOS kan enhver person, som taler groft eller falsk om præsidenten idømmes et års fængsel. Offentlig omtale af præsidentens ansvar for den igangværende undertrykkelse af politiske modstandere vil være omfattet heraf, uanset om kritikken er sand.

Omdeling af politisk materiale fx til private brevkasser uden forudgående tilladelse fra ejeren kan straffes med fem års fængsel. Et offentligt politisk møde, der defineres som en samling af en gruppe personer på to eller flere, skal man have politiets tilladelse til at afholde fire dage i forvejen, og politiet kan gribe ind og fx forhindre spontan deltagelse.

At tilrane (usurp) sig opgaver, som rettelig hører under staten, kan straffes med op til 20 års fængsel. Statens opgaver er ikke defineret i lovteksten, så om det også inkluderer fx at dokumentere forbrydelser inkl. tortur, vides endnu ikke; loven blev vedtaget i januar dette år.

Men indholdet af loven er lige så klart som resultaterne af undersøgelserne af torturofre: den dybeste mangel på respekt for demokrati og menneskerettigheder.

Zimbabwes befolkning har hårdt brug for omverdenens støtte, både hvad angår fødevarer til umiddelbar overlevelse og støtte til indførelse af demokrati og respekt for menneskerettigheder.

Valget er i øjeblikket en farce alene set i lyset af LOOS. Valgobservatører i titusindvis kan formentlig i høj grad medvirke til at reducere volden. Men hvis ZANU-PF's tilhængere har frit spil i nogen tid endnu, vil en meget stor del af de vælgere, som er kendt som tilhængere af oppositionspartiet være sat ud af spillet i kraft af, at de ikke har noget ID-kort på valgdagen.

Ved Commonwealth-mødet i London den 30. januar var det stort set kun »den hvide klub« (Storbritannien, Australien, Canada og New Zealand), som stemte for at suspendere Zimbabwe fra dette fællesskab. De afrikanske nabostater stemte imod. Man kan overveje, om den manglende fordømmelse af præsident Mugabe, som hermed er udtrykt, afspejler en uvilje mod at føre de tidligere kolonimagters politik. Men mange af disse lande har heller ikke selv noget pænt menneskerettighedsgeneralieblad. Måske frygter lederne af disse lande, at det næste gang bliver deres tur til at få frataget magt og privilegier. Forhåbentlig kan »smarte« sanktioner, som retter sig mod magtens mænd, medvirke til, at der i fremtidens Afrika udvises blot et minimum af respekt for menneskerettigheder og demokrati.

Danske Læger for Menneskerettigheder, Volshøjvej 12, 8240 Risskov.

Den fulde rapport kan findes på www.zwnews.com (part 1 og part 2).