Content area

|

Zoonoser, varulve og vampyrer

Zoonoser. De urgamle folkesagn om varulve og vampyrer har sandsynligvis udspring i sygdomme, vi stadig kæmper med.
Varulven, som den tyske kunstner Lucas Cranach den Ældre forestillede sig ham: En sindssyg mand i kannibalsk blodrus æder et spædbarn efter at have massakreret familien. Træsnit, ca. 1510. The Metropolitan Museum of Art
Forfatter(e)
Klaus Larsen, kll@dadl.dk

I 2019 døde den 24-årige norske sygeplejerske Birgitte Kallestad af en sygdom, de færreste regner med at møde i dag. På en ferie med veninderne til Filippinerne havde hun taget en herreløs hundehvalp med hjem til feriehytten og fodrede den. De legede med den, og hun fik lidt småskrammer efter bid og krads – ikke værd at tale om. Birgitte Kallestad rensede og steriliserede skrammerne og tænkte ikke mere over det. Efter hjemkomsten fik hun feber og hovedpine. Symptomerne udviklede sig med hallucinationer, kramper og åndedrætsbesvær – symptomer på en sygdom, ingen nordmand havde lidt af i 200 år. Først efter flere indlæggelser kom en læge på sporet af diagnosen, og prøver bekræftede mistanken om rabies. Men for sent: Otte dage senere, og to måneder efter den fatale ferietur, døde Birgitte Kallestad på sygehuset i Førde, hvor hun havde arbejdet.

I vores del af verden er mange sygdomme, som engang decimerede befolkningen, blevet fjern fortid. Men i den globale landsby er eksotiske sygdomme – som coronapandemien har vist – aldrig længere væk end den nærmeste lufthavn.

Vandskræk

Blandt middelalderens mange, frygtede sygdomme var rabies, også kendt som hundegalskab. Endnu tidligere blev den kaldt hydrofobi eller vandskræk, fordi den syge på grund af kramper i halsmuskulaturen blev ude af stand til at drikke. Det første kendte masseudbrud fandt sted i Franken i 1271, da syge (»rabiate«) ulve invaderede en by, og 30 mennesker omkom. I de sjældne udbrud blandt mennesker har dødstallet sjældent været højere. Så sammenlignet med f.eks. kopper, pest og tuberkulose er rabies ikke noget at tale om. Det uhyggelige er måden, sygdommen overføres på. Dens skrækindjagende symptomer. Den kendsgerning, at dødeligheden er 100 procent. Alt det har givet stof til myter og fortællinger, der har skræmt og underholdt mennesker fra oldtiden til i dag.

Rabies smitter fra dyr til mennesker. Og uhyggen forstærkes af, at smittebæreren er menneskets bedste ven, hunden. Gamle Trofast omskabt til et frådende bæst med blottede tænder. Et vilddyr med skum om gabet, som gør ad sin egen skygge og angriber sin ejer. Dens bid betød den visse død. Man forsøgte at behandle med havbade, at årelade og smøre bidstedet med salver. Intet hjalp – ikke engang amputation eller at flække en høne og lægge den på bidsåret. Og når først symptomerne viste sig, var døden den eneste mulige afslutning.

Rabies var en urrædsel, fordi sygdommen overskred grænsen for det at være menneske. Rabiesbiddet var det synlige symbol på dyret, der smitter mennesket, så det forvandler sig til – noget andet. Noget ikke-menneskeligt.

Metamorfoser

Varulven har altid været med os. I år 400 f.Kr. fortæller den græske historiker Herodot, at han fra det skytiske rytterfolk har hørt, at der i landets grænseområder, det nuværende Balkan, lever et folk, hvor alle mænd én gang om året forvandles til ulve. Herodot er dog skeptisk: »Mig får de nu ikke til at tro, hvad de dér siger. Men de siger det dog, og de sværger på, at det er sandt«.

I antikkens Grækenland hed varulven lykanthropos – ulvemenneske. Den første varulv er kong Lykaon, som havde fornærmet Zeus. I værket Metamorphoses beskriver den romerske digter Ovid den omskabelse, der sker, da Zeus’ straffende lyn rammer Lykaon (navnet kommer af lykos – ulv). Og der er ingen tvivl om, at han er smittet med rabies:

»I rædsel flygter han selv, og da han kommer til markernes stilhed, / hyler han hult i forgæves forsøg på at tale. Og vreden / fråder ham da i hans gab, og sit vante begær efter drabsfærd / stiller han nu på får og svælger fremdeles i blodbad. / Hans arme bliver til ben og hans klæder til grå, lodden pels. / Ulv er han nu, og dog er der spor af, hvordan han så ud før: / gråsprængt er han som før og som før med morderisk åsyn, / øjnene gløder som før, han er stadig et billed på vildskab«.

Varulven findes i folkesagn fra hele Europa. Hans slægtning, vampyren, var mere lokal og huserede fortrinsvis i Østeuropa og på Balkan indtil 1897, da Bram Stoker i sin roman fragtede Grev Dracula til London og gjorde ham til fast inventar i populærkulturen. Ligesom varulven repræsenterer den flagermuslignende(!) vampyr menneskets mørke, voldelige og onde side. Og monstrene er i familie: Deres fælles stamfader hedder rabies.

Rabies skyldes et virus i spyttet hos det smittede dyr. Sygdommen angriber centralnervesystemet. Et bid eller blot riften fra tand eller klo overfører virusset. Der kan gå uger, inden de første symptomer viser sig. I 1885 præsenterede Louis Pasteur en vaccine, der forebyggede rabies, men også virkede efter, at man var bidt – hvis man vel at mærke fik vaccinen, inden sygdommen viste sig. Har man først symptomer, er dødeligheden 100 procent, og det er ingen god død.

Morderiske varulve

I sin menneskeskikkelse er varulven en skikkelig mand, og det eneste, der røber ham, er de sammenvoksede øjenbryn. Men ved fuldmåne forvandles han til en stor, blodtørstig ulv. For at slippe af med forbandelsen må han æde hjertet af et ufødt barn. Derfor må gravide tage sig i agt, for ulven har kun ét i hovedet: at slå kløerne i kvinden og fortære fosteret. I en dansk middelaldervise rider den gravide borgfrue alene ud, men møder en talende ulv. Hun beder så mindeligt for sit liv og tilbyder uhyret okser og køer, ja sågar guld og hendes fine ridehest. Men ulven er ubøjelig. Hun flygter op i et træ, men det rasende væsen flår træet op med rod og sønderriver den gravide kvinde. Hesten vender hjem med tom sadel. Ægtemanden, Hr. Peder, rider ud i fuld galop, men for sent. For »da han kom udi rosenlund / da møder han ulven med barnet i mund«. Lidt længere fremme finder han Liden Kirstens venstre fod og højre hånd, som bæstet har levnet.

Mennesker kan naturligvis ikke omskabes til dyr. Men når varulvemyterne har haft tag i mennesker gennem tusinder af år, må der alligevel stikke noget under. Kan det være sygdomssymptomer? En mulighed kunne være porfyri – en genetisk sygdom, hvor patienten mangler et jernholdigt pigment i hæmoglobinet. I nogle tilfælde får patienten psykiske symptomer i form af voldelig adfærd, vrangforestillinger og hallucinationer. Ved porfyri kan huden blive ekstremt lysfølsom og danne blister og endda forbrændinger ved at udsættes for sollys. Ved helingen dannes ar og i nogle tilfælde hårvækst, især i ansigtet. Så det kan tænkes, at varulvemyterne har en medicinsk baggrund.

Ved den sjældne genetiske lidelse hypertrikose dækkes hele kroppen, og i nogle tilfælde også ansigtet, med kraftig hårvækst. Sygdommen kaldes også »varulvesyndromet«. I nyere tid har mennesker med hypertrikose optrådt på markeder og i cirkus som »ulvemænd«. Man kan forestille sig de myter, som kunne opstå omkring en person med ansigtet skjult af kraftig hårvækst.

Blodtørstige vampyrer

Myter og sagn om dæmoniske, vampyrlignende væsner, der drikker menneskeblod, har eksisteret i årtusinder. De blev gennem århundreder fortalt i det sydøstlige Europa, ikke mindst i Transsylvanien, det bjergrige grænseland mellem Ungarn og Rumænien. De handler ofte om ondskabsfulde skabninger, f.eks. »udøde«, dvs. lig, som er besat af en ond ånd, eller en person, som er blevet bidt og »smittet« af en vampyr. Troen på disse historier var så udbredt, at det i nogle områder udløste massehysteri og lynchninger af mennesker, som man mente, var vampyrer eller varulve.

Men også vampyrmyterne kan have en medicinsk baggrund: Flagermus er (blandt meget andet) ofte bærere af rabiessmitte, og det sker, at en syg flagermus bider et menneske, som smittes. Herfra er der ikke langt til gyserfilmens typiske vampyr.

Og som nævnt kan ekstrem overfølsomhed for lys være blandt symptomerne ved porfyri. Patienten må sky solens lys og helst opholde sig i mørke. Og enhver ved jo, at vampyrer sover om dagen i ligkister, fordi de ikke tåler dagslys. Så deet …

Omvendt kan patienter med porfyri i princippet få det bedre ved at indtage blod, fordi det kan bremse den proces, der producerer defekte porfyriner i knoglemarven.

Porfyri er arvelig, og det er ikke utænkeligt, at den kan forekomme særlig hyppigt i isolerede samfund med indavl – f.eks. en afsides dal i Transsylvanien. Dette er selvfølgelig spekulativt – men det ville være rart, hvis der fandtes en naturlig forklaring på både varulve- og vampyrmyterne.

Blad nummer: 

Right side

af Karen Flink Konstantin-Hansen | 25/01
3 kommentarer
af Claus Peter Hovendal | 24/01
1 Kommentar
af Tommy Hindenburg | 24/01
6 kommentarer
af Pia Herltoft Madsen | 20/01
15 kommentarer