Underretning – skal/skal ikke?

Sofia er 28 år og førstegangsgravid. Under svangerskabsundersøgelse optræder hun grådlabil, bekymret for sin vægtøgning og fortæller om en belastet opvækst med en mor, der var misbruger. Sofia har selv været hashmisbruger frem til sin graviditet. Trangen er der stadig. Endvidere har hun i forlængelse af moderens død fire år tidligere været indlagt i psykiatrien med en belastningsreaktion og et selvmordsforsøg.

»Jeg var i et stort dilemma med mig selv om underretning. Skal/skal ikke? Jeg var jo bange for, at hvis jeg underrettede, så ville jeg måske miste den tillid, vi havde opbygget, og at hun måske ikke ville komme hos mig mere«, fortæller Louise Brygger Venø, den praktiserende læge, der sad over for Sofia dengang.

»Jeg havde en snak med hende om, at jeg egentlig var forpligtet til at lave en underretning, men at jeg jo lige nu kunne se, at hun klarede det fint og havde gode ressourcer og adfærd. Så jeg gjorde det ikke, men valgte at have en meget tæt kontakt til hende«.

Louise Brygger Venø fik Sofia udredt for fødselsdepression, fik hende henvist til et forløb i lokalpsykiatrien, fik hende i et forløb for sårbare gravide ved sundhedsplejersken og henvist til familieambulatoriet. Og fulgte vågent med i, at hun at hun kom til de ting, som hun skulle.

Alt gik rigtig godt.

Underret sammen med forældrene

Louise Brygger Venø, der er praktiserende læge i »udkants-Odense«, fortæller om casen som en af de to undervisere på kurset »Familier med sårbarheder i praksis« med praktiserende læge og professor i almen medicin, Dorte Jarbøl, som kursusleder. Et kursus om, dels hvordan opfanger du viden om sårbarhed, dels hvad stiller du så op med den viden?

Louise Brygger Venø har forsket i netop det emne. Specifikt skrevet ph.d. om sårbare, gravide kvinder. Og i den forbindelse i et fokusgruppeinterview fundet, at netop frygten for at miste tilliden i en relation til en patient er en af barriererne i forhold til at lave underretninger. Derudover er det usikkerhed om bagatelgrænsen for at underrette; etiske dilemmaer i forhold til f.eks. at stå med divergerende opfattelser fra mor og far og måske en frygt for at skade familiekonstellationen; manglende mulighed for skriftlig korrespondance til sparring med kommunen, samt manglende tilbagemelding fra kommunen om konkrete tiltag efter en underretning.

Men er der en mistanke, om at et barn har behov for særlig støtte, så skal der altså lovgivningsmæssigt indberettes, fastslår kursets anden underviser, Louise Guldberg S. Vindeløv, der er leder af Familierådgivningen i Kolding Kommune.

Og henviser til Barnets lov. Nærmere bestemt §133 om den skærpede underretningspligt, der omfatter personer, der udøver offentligt hverv – og hvori der er tale om en personlig pligt, og at den enkelte fagperson er ansvarlig for at reagere og handle på egen bekymring.

»Når man har grund til at antage, ikke vide med sikkerhed, så skal man rent lovgivningsmæssigt underrette. Jeg siger ikke, at det ikke er svært, og at der ikke er bias i det, og at det ikke er en udfordring. Det er en kæmpe udfordring«, siger Louise Guldberg S. Vindeløv.

Men der er også stort behov for at fjerne billedet af den store, farlige mastodont: KOMMUNEN. Forældre er bange for at få kommunen ind i deres hjem, fordi der florerer et billede af, at kommunen fjerner børn med tvang, og at det i øvrigt er det eneste, de laver. Sådan maler hun det op. Men i Kolding Kommune er 95% af al den støtte, de laver, noget der foregår i hjemmet. Ikke udenfor. Og det perspektiv er vigtigt, når man som praktiserende læge skal lave en underretning og har dialogen med forældrene.

»Og I kan underrette på mange måder. Man behøves ikke sidde bag sit skrivebord i nattens mulm og mørke. Man kan også gøre det sammen med borgerne, og få deres perspektiv, drømme og håb og ønsker med. For det er jo det, vi skal frem til: Hvad er det egentlig, man gerne vil med den her underretning? Forældre vil deres børn det bedste, men de er bange for kommunen. Jo mere, I kan hjælpe dem med at få lagt den frygt ned og sidde sammen med dem, og skrive i underretningen, at den er lavet i samarbejde med forældrene, des nemmere er for os«.

Spørg ind til forældrerollen

Netop sådan har Louise Brygger Venø håndteret situationen i et andet eksempel, hun havde med fra egen praksis. En 24-årig kvinde – mor til en pige på et år – med et stort misbrug af Tramadol fra det sorte marked. Hun havde selv prøvet at nedtrappe, men efterspurgte nu, og med heftige abstinenser, hjælp. Hun kontaktede psykiatrien, Misbrugscentret og fælles akutmodtagelsen. I første omgang med begrænset gevinst.

»Jeg sagde til hende og kæresten, at jeg var forpligtet til at lave en underretning. Men de ville faktisk også gerne have hjælp. Så jeg sendte underretningen til dem med besked om, at de ikke kunne ændre markant i den, men at de kunne komme med input. Næste dag var den sendt«.

Nu er det langt fra alle patienter, som åbent og uden ansporing fortæller om deres sårbarheder. Hvad angår Sofia, i denne artikels øverste eksempel, havde det f.eks. været så langt at foretrække, at man langt tidligere havde kendt til hendes misbrug og indlæggelse i psykiatrien.

Men hvordan gør man så det?

»Jeg er begyndt at sige ved første svangerskabsundersøgelse, at tit når man bliver gravid, så gør man sig jo nogle refleksioner over, hvilken mor man gerne vil være. Så om de ikke vil fortælle mig om deres forhold til deres egen far og mor. Her kan det godt være, at man kan få mere at vide. Men det kræver noget forarbejde, hvis man vil være grundig«