Vaccinepas giver falsk tryghed og går på kompromis med principper

Regeringen, erhvervslivet og kulturlivet indfører nu et digitalt coronapas. Formålet er at give borgerne let adgang til dokumentation for antistofudvikling, nylig negativ COVID-19-test og COVID-19-vaccination ved udlandsrejse til lande, der tillader indrejse ved forelæggelse af en sådan dokumentation [1].

Udmeldingen har givet underholdnings- og restaurationsbranchen benzin til en stor kampagne i de større medier. Kultur- og restaurationsbranchen vil anvende et vaccinationspas til »coronafri arrangementer«, som Kirsten Munch Andersen, politisk direktør i HORESTA, formulerer det til Finans [2].

Tanken om at bruge passet til at åbne for dele af samfundet indebærer dog flere problemer etisk, politisk og sundhedsfagligt.

Falsk tryghed

Samtidig med debatten om vaccinepasset får vi nye COVID-19-strenge til landet. De opfører sig smittemæssigt anderledes, og ligesom minkmutationen, der gav nådestødet til minkbranchen i Danmark, er de ikke nødvendigvis dækket af den vaccine, vi i disse dage gør en stor indsats for at få dækket alle af. Hvis vi åbner samfundet for forsamlinger med underholdende formål for dem, der er vaccineret, bliver det ikke nødvendigvis »coronafri« forsamlinger. Angiveligt skulle »den sydafrikanske variant« være importeret fra Dubai [3] sammenfaldende med, at en større mængde danske sportsfolk havde taget netop denne tur [4]. Tilfældet illustrerer problemet i sig selv. Før vi har fundet en god måde at håndtere coronavirus sikkert, findes der ikke sikkert større »coronafri« forsamlinger.

Sundhedsoplysninger er private

Coronapandemien har fra start ændret vores fælles holdning til, hvilke sundhedsoplysninger der er private, og hvilke der er offentlige. Vi plejede at holde i hævd, at arbejdsgivere ikke har ret til at få at vide, hvad deres medarbejdere fejler. Pga. pandemiens smitsomme natur har det til dels været nødvendigt at slække på dette princip. Men det bør ikke føre til en glidebane, hvor offentligheden og private aktører i højere og højere grad har mulighed for at udfritte sundhedsdata fra borgere for deltagelse.

Her er det vigtigt at skelne mellem, hvad der er nødvendigt at have kørende i vores samfund, og hvad der er godt at have. Roskilde Festival er for eksempel en stor bred kulturel begivenhed af en vis betydning. Festivalen viser mange gode ting om det danske samfund. Den er en perle i det danske kulturliv, som ikke kan forklejnes. Men det er ikke nødvendigt at have Roskilde Festival for at have et demokrati eller en velfærdsstat.

Alle har ret til at deltage i demokratiet

Hvis man vender spørgsmålet om og kigger på, hvad der er nødvendigt for at have en velfærdsstat og et demokrati, er noget så basalt som demokratiske forsamlinger udfordret af forsamlingsforbud. Alle Danmarks demokratiske organisationer øver sig lige nu i, hvordan man kan gennemføre de generalforsamlinger o.l., der normalt gennemføres i første kvartal. Kan det med rimelighed foregå virtuelt? Er man nødt til at lave urafstemning om det hele?

Her virker det også åbenlyst urimeligt, at et vaccinepas er svaret. Vi kan ikke som demokrati udelukke alle ammende, gravide, allergikere og andre med fornuftige såvel som ufornuftige grunde til ikke at lade sig vaccinere fra deltagelse i demokratiets vedtagende forsamlinger.

Sammen igennem epidemien

Vi står som samfund over for et fælles problem. For en gangs skyld har vi en fælles fjende, der både udfordrer vores demokrati og vores velfærd. Løsning er i den slags situationer aldrig individuelt orienterede. Det er ikke nok, at den enkelte kan tage tryg og vaccineret ud i vores samfund. Vi er først rigtig fri, når det er trygt at åbne hele samfundet.