»Vi kan ikke løse opgaverne i morgen, som vi gjorde i går«

Camilla Rathcke anser det ikke for realistisk, at vi kommer til at se en behandlingsgaranti på 30 dage igen.

Den nyslåede regering har valgt midler­tidigt at suspendere behandlingsgarantien på 30 dage og forlænge den til 60 dage. Det har den gjort efter pres fra blandt andre  Læge­foreningen i en tid, hvor ventelister og mangel på arbejdskraft presser sygehusene.

Når Camilla Rathcke ikke mener, den skal genindføres i sin nuværende form, hænger det sammen med hendes analyse af situationen på landets hospitaler.

»Manglen på arbejdskraft bliver ikke mindre. Det har nok ellers været den bagvedliggende tone under valgkampen og i det hele taget i kølvandet på sygeplejerskestrejken og coronaepidemien, hvor man politisk har ­givet udtryk for, at manglen på arbejdskraft er noget, der kan blive overstået, hvis vi ­giver ekstra vintermilliarder og mere lokal løndannelse. Men det skal vi ikke forvente«, siger hun.

Det er en generel udfordring i Danmark og i Europa, at der mangler arbejdskraft, på­peger Camilla Rathcke, som derfor mener, at opgaven er at finde ud af, hvordan sund­heds­væsenet kan skrues sammen, og hvordan ressourcerne anvendes bedst muligt, så opgaverne kan klares og samtidig give realistiske patientrettigheder.

Hun ønsker derfor en analyse af, hvordan det opleves af patienterne og af sundhedsvæsenet, når tidsfristen for behandlinger nu øges.

»Vi skal vide, om det reelt giver nogle bedre muligheder for at behandle nogle af de mest syge først med en længere frist. Og det skal indgå i analysen, hvilken model vi skal have på den anden side. Hånden på hjertet er det ikke alle tilstande, der død og pine skal behandles inden for 30 dage«, siger hun.

Men for de liberale partier i regeringen er det frie valg, herunder retten til at vælge behandling i det private, hvis det offentlige ikke kan inden for fristen, vigtigt?

»Ja. Men i regeringens akutplan står netop også, at man skal bruge kapaciteten i det private, men at det ikke må blive på bekostning af kapaciteten i det offentlige. Og det er positivt, at regeringen dermed har ­fokus på, at væksten i det private rent faktisk udfordrer, hvad man kan i det offentlige. Vi har kun en vis mængde sundhedsprofessionelle samlet set. Dertil kommer, at der er en ulige konkurrence mellem det offentlige og det private, fordi det private ikke er døgndækkende og ikke har de akutte og meget komplicerede patienter og desuden ingen obligatoriske opgaver som uddannelse og forskning, der jo både er vigtige og ressourcekrævende«.

Lægeforeningen vil gerne i dialog med reg­eringen om, hvordan tanken om valg­frihed for patienterne kan forstås.

»Vi skal sikre os et robust og bæredygtigt sundhedsvæsen, men også have fokus på, at forebyggelse kan understøtte det mål, og at patientrettigheder skal være realistiske. Sundhedspolitik skal naturligvis have fokus på den enkelte borgers sundhed, men den bør have et længere perspektiv, som sikrer, at sundhedsvæsenet faktisk har mulighed for at løse sine opgaver. Det giver jo også frihed som samfund og befolkning«.

Engelske tilstande?

England oplever lige nu uroligheder på arbejdsmarkedet, herunder sundhedsvæsenet der lider under enormt arbejdspres, lange ventelister, patienter der venter i timelange køer uden for akutmodtagelserne, personaleflugt og mangel på arbejdskraft – det i en grad så det vækker genlyd i andre lande.

Vil vi være der om f.eks. fem år, hvis vi ikke gør noget?

»Uden at være inde i alle detaljer om krisen i England er der ingen tvivl om, at hvis vi ikke gør noget, får vi meget store udfordringer. Vi har dem til dels allerede; vi ser uligheden i Danmark, og vi har ventelisterne, og vi ved, at der kommer ulighed i ventelisterne i sig selv. Så vi er udfordrede i det danske samfund, og det kunne man se ret klart efter coronaepidemien og sygeplejerskestrejken, hvor personalet ikke orkede flere ekstravagter, og flere forlod sygehusvæsenet. Nærmest fra den ene dag til den anden fik vi en forsmag på, hvordan det bliver, hvis ikke der bliver taget seriøst hånd om det i forhold til den længere bane.

Så ja, vi vil få udfordringer, og vi kan ikke løse opgaverne i morgen, som vi gjorde i går. Vi er simpelthen nødt til at finde på nye ­måder at løse opgaverne på«.

Strukturkommissionen

Det er blandt andet denne erkendelse, der gør, at Camilla Rathcke bakker op om regeringens planer om i løbet af dette forår at nedsætte en strukturkommission for sundhedsvæsenet. Der er med regeringens ord behov for »fundamentale ændringer i sundhedsvæsenet«.

Kommissionen skal være klar med forslag til modeller, så der kan komme en efterfølgende politisk diskussion og beslutning, og så der i 2024 kan påbegyndes en opfølgende lovgivning.

Det er fornuftigt nok at se på det overordnet strukturelt, siger Camilla Rathcke, der peger på, at bagtæppet er en ret stor uensartethed i landet.

»For sygehusene lægger Sundhedsstyrelsen ganske vist de overordnede rammer. Men befolkningen er skruet forskelligt sammen, og nogle regioner har sværere ved at rekruttere og fastholde personale end andre – hvordan skal det løses? Tre, fem eller ingen regioner? Statslige sygehuse eller et sundhedsvæsen, der er distanceret fra det statslige ­niveau i en ny konstruktion? Hvor er det demo­kratiske niveau, hvis regionerne nedlægges?«

Men der er utroligt mange spørgsmål, der skal besvares, inden man når til diskussionen om strukturen, mener Camilla Rathcke.

»Jeg håber derfor, at det ikke bliver et ­arbejde for strukturens skyld alene, og at det ikke bliver en diskussion om regioner. Jeg håber, det bliver en diskussion om, hvad vi som samfund gerne vil have, og hvad vi tror, sundhedsvæsenet kan løfte, og hvilken struktur der bedst understøtter det. Det skal være mere ambitiøst, end at nogen i en sen nattetime tænker, for eksempel, at nu laver vi fem regioner om til tre«.

I stedet skal spørgsmålene være:

»Hvordan får vi det hele til at hænge sammen, og hvordan løser vi opgaverne på tværs? Hvordan får vi sygehusene, almen praksis og praksissektoren til at hænge sammen, og hvor passer de kommunale opgaver ind? I den diskussion kommer de rigtigt spændende tanker i gang«, siger Camilla Rathcke.

I de seneste års aftaler på sundhedsområdet og sundhedsreformen fra sidste år er der allerede sat nye ting i gang. Der er sundhedshuse i varierende udgaver, der er kommet nærhospitaler og sundhedsklynger. Endvidere har diverse kommunale kvalitetsplaner set dagens lys, og der er kommet initiativer, der skal sikre lægedækningen.

»Det bliver spændende at følge, hvordan strukturkommissionen kommer til at binde sløjfe mellem de mange elementer, som jeg forventer, at den nok vil trække frem. Jeg håber dog også, at der ikke vil være nogen hellige køer. Hvis arbejdet i strukturkommissionen betyder, at der er noget, der skal reorganiseres eller tænkes anderledes, også af de nyere konstruktioner, så håber jeg, at man vil være åben over for det«.

Prioritering

I regeringsgrundlaget fremgår det, at der skal nedsættes et nationalt prioriteringsråd for sundhedsvæsenet. For bare en månedstid siden etablerede Lægeforeningen et prioriteringsråd kaldet Sundhedssektorens Prioriteringsråd.

Det understreger behovet for at formalisere prioriteringen, mener Camilla Rathcke, for, som hun siger:

 »Vi er der, hvor vi må spørge os selv, om sundhedsvæsenet er blevet en stor servicesektor for det evige liv«.

Der er ikke kommet en nærmere konkre­tisering af det nationale prioriteringsråds opgaver endnu, men Camilla Rathcke ­mener, at de to udmærket kan komme til at sam­eksistere.

Sundhedssektorens Prioriteringsråd kan i Camilla Rathckes øjne blive et råd, der kvalificerer den politiske debat, fordi det tager fat på, hvordan sundhedsvæsenet kan løse den stigende mængde opgaver i forhold til den mængde af arbejdskraft, der er til rådighed.

»Jeg synes, det er positivt, at også regeringen vil drøfte prioritering og se på nogle af de helt fundamentale spørgsmål. Det er ikke nemt, det ved vi også fra Norge og England, som har oprettet nationale prioriteringsinstitutter. Og det er ikke alt, der bliver løst. Men det er et større svigt ikke at gøre forsøget, når man kan se, at tingene begynder ikke at hænge sammen«.