Skip to main content

Adrenalin til behandling af hjertestop uden for hospital

En randomiseret undersøgelse af adrenalin sammenlignet med placebo viser bedre overlevelse, men flere svære neurologiske sequelae i adrenalingruppen.

Peter Lange, plange@dadlnet.dk (redigeret af)

21. sep. 2018
2 min.

Adrenalin til behandling af hjertestop har været anvendt siden 1960’erne. Rationalet er baseret på eksperimentelle studier, som viser, at stoffet øger den vasomotoriske tonus og dermed kan forbedre myokardieperfusionen og øge chancen for genoprettelse af den spontane cirkulation. Anvendelsen baseres imidlertid på data fra observationsstudier og dyreforsøg, og da adrenalin også kan have potentielt skadelige effekter på perfusion af forskellige organer, har man nu gennemført en stor dobbeltblindet randomiseret undersøgelse, hvor man har sammenlignet adrenalin med placebo hos over 8.000 personer, der havde hjertestop uden for hospital. Hovedresultatet er, at patienter, som fik adrenalin, havde en 1,4 gange større chance for at være i live 30 dage efter hjertestoppet end dem, der ikke fik adrenalin (3,2% versus 2,4%). Imidlertid medførte adrenalinbehandling dårligere udfald, hvad angår overlevelse uden svære neurologiske sequelae, som blev registreret hos 36% i adrenalingruppen og 12% i placebogruppen.

Professor Christian Hassager, Rigshospitalet, kommenterer: »Det er et velgennemført studie. Det skal dog bemærkes, at kun 2-3% overlevede – mod forventet 6-7,5% – måske fordi flertallet af dem, der overlevede et hjertestop, gjorde det med simple midler, inden randomisering kom på tale. Som i tidligere mindre studier resulterede adrenalinbehandlingen i, at markant flere nåede frem til indlæggelse på hospital. Number needed to treat med henblik på at opnå én patient mere i live efter 30 dage var dog over 100, og der var ikke sikker effekt på overlevelse med god neurologisk funktion. Det kan derfor overvejes, om nyttevirkningen af adrenalin er høj nok til, at denne mere end 50 år gamle terapi fortsat skal have en central plads i guidelines om genoplivning.

Perkins GD, Ji C, Deakin CD et al. A randomized trial of epinephrine in out-of-hospital cardiac arrest. N Engl J Med 18. jul 2018 (e-pub ahead of print).

Interessekonflikter: ingen.