Medicinsk Nyhed
Behandling af type 2-diabetes med en kombination af inkretinhormoner
Foto: Colourbox
28. sep. 2021
2 min.
Effektiv og sikker behandling af type 2-diabetes er fortsat en stor udfordring i klinisk praksis. Behandling med analoger af inkretinhormonet glukagonlignende peptid 1 (GLP-1) er nu implementeret. I nær fremtid bliver det formentlig muligt at behandle type 2-diabetes med præparater, der både stimulerer GLP-1-receptoren og receptoren for et andet inkretinhormon; glucose-dependent insulinotropic poplypeptide (GIP).
Professor, overlæge, ph.d. Filip Krag Knop, Gentofte Hospital, kommenterer: »SURPASS-1-studiet er en del af Eli Lillys kliniske fase 3-program, som netop er blevet afsluttet med positive resultater over hele linjen, og på den baggrund forventes tirzepatide godkendt til behandling af type 2-diabetes i USA i 2022 og formentlig efterfølgende i Europa. I SURPASS-1 blev 478 dysregulerede patienter med livsstilsbehandlet type 2-diabetes (HbA1c 63 mmol/mol; kropsvægt 86 kg, BMI 32 kg/m2; 48 % kvinder) randomiseret til behandling med subkutant givet tirzepatide × 1 ugentlig i doserne 5, 10 eller 15 mg eller placebo. Efter 40 ugers behandling var HbA1c faldet med henholdsvis 20, 21 og 23 mmol/mol i de tre tirzepatidearme, mens HbA1c var uændret i placebogruppen. Mens kun 20% af de placebobehandlede patienter opnåede glykæmisk kontrol med HbA1c < 53 mmol/mol, havde 87-92% af de tirzepatidebehandlede patienter HbA1c < 53 mmol/mol efter 40 uger, og i 15 mg-armen havde 52% af patienterne et HbA1c < 39 mmol/mol. Patienterne, der var randomiseret til tirzepatide, oplevede et dosisafhængigt vægttab på 7-9,5 kg. Sammenlignet med placebo oplevede flere af de tirzepatidebehandlede patienter gastrointestinale bivirkninger (kvalme: 12-18% vs. 6%; diarré: 12-14% vs. 8%; opkastning: 2-6% vs. 2 %). Der blev ikke observeret svære eller klinisk signifikante tilfælde af hypoglykæmi. Resultaterne fra SURPASS-1 viser, at tirzepatides imponerende HbA1c-sænkende og kropsvægtreducerende effekter, som er uden fortilfælde, også gør sig gældende ved monoterapi; og bivirkningsprofilen stemmer overens med, hvad vi kender fra potente GLP-1-receptoragonister (dog med lidt flere tilfælde af diarré, end hvad der er typisk for GLP-1-receptoragonisterne). Om virkningsmekanismen af tirzepatide hovedsageligt beror på dets stimulering af GLP-1-receptoren, eller om stimulering af GIP-receptoren bidrager til effekterne, er uvist«.
INTERESSEKONFLIKTER: ingen