Skip to main content

Forebyggelse af atopisk eksem

To nye studier viser, at hverken forebyggende brug af blødgørende hudcremer eller tidlig introduktion af visse fødeemner kan forebygge udvikling af børneeksem.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Redigeret af Peter Lange plange@dadl.dk

4. mar. 2020
2 min.

Atopisk eksem, tidligere kaldet børneeksem, er en kløende, inflammatorisk hudsygdom, som rammer 15-20% af alle danske børn. Årsagen til sygdommen er multifaktoriel, men en væsentlig faktor er en defekt hudbarriere, og derfor indgår fugtighedscremer med højt fedtindhold som en vigtig del af behandlingen. I to nye randomiserede studier har man undersøgt, om tidlig introduktion af sådanne cremer, inden sygdommen opstår, kan nedsætte risikoen for udvikling af eksem. I det engelske studie inkluderede man ca. 1.400 risikobørn, som blev smurt dagligt på hele kroppen i et år, og effektparameteren var forekomst af eksem i toårsalderen. I det større studie fra Norge og Sverige inkluderede man ca. 2.400 børn, og foruden effekten af tidlig applikation af creme i ansigtet fire gange om ugen undersøgte man, om introduktion af fødeemner som komælk, peanuts, æg og hvede kunne nedsætte forekomsten af børneeksem i etårsalderen. Sammenfattende må man konkludere, at ingen af interventionerne havde en positiv effekt, og man rapporterede endog om øget forekomst af hudinfektioner hos de engelske børn, som blev smurt ind i den blødgørende creme.

Professor Jacob Pontoppidan Thyssen, Hud- og Allergiafdelingen, Herlev og Gentofte Hospital, og Københavns Universitet kommenterer: »I og med at to tidligere pilotstudier viste, at anvendelsen af fede cremer kunne reducere risikoen for atopisk eksem hos disponerende børn, er det en enorm skuffelse, at det ikke blev bekræftet i de to store studier. Selvom man kan overveje, om en anden sammensætning af en creme kunne have beskyttet bedre, understøtter studiet, at atopisk eksem på mange måder er en immunmedieret sygdom frem for en sygdom i hudbarrieren. Vi afventer nu med spænding resultatet af et igangværende studie, hvor man undersøger, om blødgøring af drikke og badevandet kan reducere risikoen for eksem hos børnene«.

Chalmers JR, Haines RH, Bradshaw LE et al. Daily emollient during infancy for prevention of eczema: the BEEP randomised controlled trial. Lancet 19. feb 2020 (e-pub ahead of print).

Skjerven HO, Rehbinder EM, Vettukattil R et al. Skin emollient and early complementary feeding to prevent infant atopic dermatitis (PreventADALL): a factorial, multicentre, cluster-randomised trial. Lancet 19. feb 2020 (e-pub ahead of print).

Interessekonflikter: JPT er advisor for Sanofi-Genzyme, Regeneron, Abbvie, Pfizer, LEO Pharma og Eli Lilly & Co, har undervist for Sanofi-Genzyme, Regeneron, LEO Pharma, Abbvie og Pierre-Fabre og har deltaget i klinisk afprøvning for Sanofi-Genzyme, Abbvie, LEO Pharma og Eli Lilly & Co.