Skip to main content

At gå fra laparoskopisk til åben kirurgi ved nyrekræft

Kirurgi ved nyrekræft foretages i dag med en laparoskopisk adgang. Et nyt studie belyser, hvornår og hvorfor der sjældent sadles om perioperativt til en åben kirurgisk adgang.

Redigeret af Jens Peter Gøtze, jpg@dadlnet.dk

26. aug. 2024
2 min.

En laparoskopisk tilgang har forbedret outcome for en række kirurgiske indgreb. For nyrekræft har det også medført et bedre perioperativt udfald. Alligevel kan der vise sig behov for at overgå til åben kirurgi under proceduren. Et nyt studie gennemgår de faktorer, der hyppigst spiller ind ved en sådan beslutning.

Overlæge Mikhail Diatchikhine, Urinvejskirurgisk Afdeling, Odense Universitetshospital, kommenterer: »I dag betragtes minimal invasiv surgery (MIS), hvor man anvender laparoskopisk eller robotassisteret teknik, som ,golden’ standard ved kirurgisk behandling af nyrekræft. Hos mere end 60% af danske patienter anvendes den robotassisterede teknik især ved nefronbesparende kirurgi. Det aktuelle UroCCR-135-studie har i perioden 2008-2022 registreret 8.655 patienter, som havde gennemgået MIS for nyrekræft. I alt blev der foretaget konvertering ved 163 patienter svarende til 1,9% af alle tilfælde. Den største procentdel blev observeret ved radikale nefrektomier (2,9%) og var lavere ved partielle nefrektomier (1,4%). Konvertering blev i 82,2% af tilfælde foretaget ved elektive operationer. Den hyppigste årsag til konvertering var manglende progression under operationen (42,9%), næsthyppigst var blødning (25,2%), sikring af frie resektionslinjer (cancerkontrol) (22,1%) og peroperativ organskade hos 8%. Fem patienter døde inden for 90 dage, hvor man fandt, at øget BMI (oddsratio (OR) = 1,05; 95% konfidensinterval (KI): 1,01-1,09; p = 0,009) og cT-stadie (OR = 2,22; 95% KI: 1,24-4,25; p = 0,008) var uafhængige prædiktive faktorer for konvertering. Kendskab til det aktuelle studie er vigtigt for danske nyrekirurger, da der er mange yderligere vigtige fund og informationer end ovennævnte. Studiet viser, at kirurgisk behandling af nyrecancer er på internationalt niveau i Danmark, da danske tal er på samme niveau, hvilket kan ses i DaRenCas årsrapport«.

Interessekonflikter ingen