Skip to main content

Indtagelse af æg og risiko for kardiovaskulær sygdom

I en ny analyse baseret på tre store amerikanske kohortestudier konkluderes det, at indtagelse af op til ét æg om dagen ikke øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Redigeret af Peter Lange plange@dadlnet.dk

21. maj 2020
2 min.

Hjerte-kar-sygdomme er fortsat den ledende årsag til død i mange vestlige lande. Igennem mange år har der været en stor relevant opmærksomhed på tiltag, som kan forbedre befolkningens livsstil og reducere risikoen, herunder bedre kost. Der har også været stort fokus på at nedsætte blodkolesterolværdierne. Dette har resulteret i, at mange danskere spiser sundere i dag end for 20 år siden og er i medicinsk kolesterolnedsættende behandling. Diskussionen om betydningen af at spise æg har bølget i medierne fra tid til anden, da æg er en væsentlig kilde til kolesterol. På den anden side er indtagelse af kolesterol i diæten dårlig korreleret til blodværdierne af kolesterol. I en ny analyse baseret på tre store amerikanske kohortestudier med opfølgning på op til 32 år og over 14.000 incidente tilfælde af hjerte-kar-sygdomme har man undersøgt associationen mellem daglig indtagelse af æg og risikoen for at blive syg, ligesom forfatterne supplerer med en metaanalyse af alle kohortestudier. På baggrund af begge analyser konkluderer forfatterne, at moderat indtagelse af op til et æg dagligt ikke øger risikoen for at udvikle hjerte-kar-sygdom, og at risikoen hos asiater, ligefrem ser ud til at være lavere ved moderat ægindtagelse.

Professor Arne Astrup, Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet kommenterer: »Det nye studie og metaanalysen bekræfter konklusionen af den systematiske gennemgang, som vi offentliggjorde i Ugeskrift for Læger i maj 2017, og betyder, at vi i dag godt kan anbefale, at man spiser et æg om dagen. Det gælder også patienter, der er i risiko for eller har eksisterende hjerte-kar-sygdom. Æg er nemlig en værdifuld kilde til protein, jern, jod, D-vitamin og ikke mindst lutein og zeaxanthin, som synes at nedsætte risikoen for aldersbetinget maculadegeneration. Æg som proteinkilde giver et klimaaftryk, som er væsentligt lavere end det, kød giver. Så alt i alt er æg en særdeles næringsstofrig fødevare, som i højere grad bør komme på bordet igen«

Drouin-Chartier JP, Chen S, Li Y et al. Egg consumption and risk of cardiovascular disease: three large prospective US cohort studies, systematic review, and updated meta-analysis. BMJ 2020;368:m513.

Interessekonflikter: AA deltager i internationale videnskabelige råd vedrørende mejeriprodukter, fedtstoffer, grøntsager, nødder, chokolade, kostfibre og æg.