Kvalitet og specialisering i sundhedsvæsenet

Spørgsmålet om specialisering versus nærhed i sundhedsvæsenet er - som det fremgår af flere artikler i dette nummer af Ugeskriftet - en ægte klassiker. Men det er samtidig højaktuelt, og jeg er glad for, at Ugeskriftet med dette temanummer har valgt at sætte lægefagligt spot på spørgsmålet.

Emnet er som bekendt mere aktuelt end nogensinde, fordi vi med de fem nye regioner og de nye kompetencer til Sundhedsstyrelsen får en lejlighed til at foretage et tiltrængt »serviceeftersyn« af principperne for organiseringen af det offentlige sygehusvæsen. Det giver anledning til at gentænke, hvordan de nogle gange modsatrettede hensyn til kvalitet og effektivitet over for nærhed og tryghed i patientbehandlingen samt lokale interesser skal afvejes over for hinanden.

Med kommunalreformen har vi skabt rammerne for et stærkt og bæredygtigt sundhedsvæsen, der kan matche fremtidens udfordringer. Den stadige teknologiske udvikling og specialisering gør, at vi hele tiden må være parate til at se på, om arbejdsdelingen i sygehusvæsenet nu er optimal.

Større sundhedsregioner giver et bedre fagligt og økonomisk grundlag for at løfte sygehusopgaven, end vi har i dag. Der bliver bedre grundlag for at leve op til ensartede nationale kvalitetsstandarder, samle flere behandlinger og udnytte specialiseringens fordele. Endvidere får vi bedre muligheder for at fastholde forskning og uddannelse på et højt niveau og sikre en effektiv resurseudnyttelse.

For regeringen er målet klart. Kvaliteten skal være i top, også når det gælder den allermest specialiserede behandling. Som artiklerne i dette temanummer viser, er ordsproget »øvelse gør mester« ikke en tom frase. Især skal det tages seriøst vedrørende de behandlinger, som er meget specialiserede, og hvor patientgrundlaget er lille.

Men centralisering er ikke i sig selv et mål. Ud fra både et kvalitets- og et resursesynspunkt må det grundlæggende princip være, at opgaverne skal varetages så tæt på borgerne, som det lader sig gøre uden at gå på kompromis med kravene til et højt fagligt niveau.

Der er heller ikke grund til at frygte en »overspecialisering«. De hidtidige erfaringer viser nemlig, at Sundhedsstyrelsens budskab om, at den allermest specialiserede behandling bør holdes samlet på få afdelinger, ikke er trængt igennem på alle områder.

Det burde der ellers være lydhørhed over for. De seneste års udvikling på hjerteområdet er et eksempel på, hvor langt vi kan nå i sundhedsvæsenet med et konstruktivt samarbejde og en fælles koordinering. Her er det lykkedes at sikre en høj og ensartet kvalitet i hele landet, samtidig med at kapaciteten er blevet udbygget over en kort årrække.

Vi ser også tegn på, at patienterne ikke har noget imod at få lidt længere til et sygehus med en specialafdeling, hvis det betyder, at de dermed får en behandling af højere kvalitet. I en undersøgelse, som Hjerteforeningen gennemførte i 2005, påviste man således, at hjertepatienter foretrækker specialiseret behandling frem for at blive indlagt på det lokale sygehus, hvor der ikke er en hjertespecialist.

Det bekræfter, at hvis valget mellem nærhed eller centralisering bliver et valg mellem god og bedre kvalitet i behandlingen - ja, så er valget for patienterne let. Vi er - særligt ved komplicerede og livstruende sygdomme - parate til at rejse langt for at få den bedst mulige behandling. Afstande bliver af mindre og mindre betydning, og derfor har vi en solid opbakning bag ambitionen om at sikre højere faglig kvalitet gennem samling af de mest specialiserede behandlinger.

Sikring af høj faglig kvalitet forudsætter et godt samarbejde mellem sundhedsvæsenets parter, men også at der er en, som kan skære igennem, hvis man ikke kan tale sig til enighed.

Derfor har Sundhedsstyrelsen med den nye sundhedslov - allerede fra den 1. januar 2006 - fået nogle nye »håndtag« at skrue på i forhold til fordelingen af de allermest specialiserede funktioner. Sundhedsstyrelsen kan bestemme på hvilke sygehuse, den mest specialiserede behandling skal finde sted, og har nu klar ret til at gribe ind over for behandling, der foregår i strid med faglige anbefalinger. I hele dette arbejde vil Sundhedsstyrelsen rådføre sig med det nye rådgivende udvalg for specialeplanlægning, som påbegynder arbejdet inden længe.

Jeg er sikker på, at de nye regler - sammen med fortsat udvidet åbenhed om kvaliteten, bl.a. gennem Den Danske Kvalitetsmodel - vil styrke sygehusvæsenets udvikling og tilpasning til nye kliniske fremskridt og muligheder. Det vil bidrage til at bringe os et stort skridt nærmere visionen om et sundhedsvæsen i verdensklasse.