Lægens køn - hvad er problemet?

Pedersen et al skriver i dette nummer af Ugeskrift for Læger (2011;173:2331) om sammenhænge mellem medicinstuderendes køn og specialeønsker. Det er en del af en større diskussion om lægers køn, som forskergruppen tidligere har præsenteret i Ugeskriftet.

Det er et vigtigt emne. Der er siden 1984 optaget flere kvinder end mænd på medicinstudiet i Danmark, og det er en international tendens, at lægefaget, som for blot 100 år siden var et mandefag, er på vej til at blive et fag med flere kvinder end mænd.

Spørgsmålet er, om det er et problem. Pedersen et al diskuterer den fremtidige kønsfordeling i de forskellige specialer. Jeg vil her gå et lille skridt til siden og diskutere nogle af de udsagn, som ofte er fremme om lægers køn, og som det er vigtigt at få med, når artiklen diskuteres.

Det hævdes, at flere kvinder i lægefaget kan betyde større lægemangel, fordi kvinderne vil arbejde på deltid og ikke vil tage overarbejde, men vil prioritere at have tid til familien. Aasland & Rosta fandt imidlertid, at praktiserende lægers arbejdstid er øget i perioden 2000-2010, og at det skyldes, at kvinderne arbejder mere - og mere end mændene [1].

Der er bekymring for, at flere kvinder i lægefaget kan betyde, at læger vil prioritere kommunikation og omsorg på bekostning af evidensbaseret medicin. Der er imidlertid undersøgelser, som peger i den modsatte retning: I kliniske retningslinjer anbefales det, at man ikke bruger prostataspecifikt antigen (PSA) i forbindelse med screening, men i stedet tager PSA på indikation. Gormley et al fandt, at en stærk prædiktor for, om PSA tages i overensstemmelse med evidensen, er lægens køn: Kvinder følger evidensen, mens mænd i høj grad foretager en opportunistisk screening [2]. Dette er ikke udtryk for, at kvinder ikke foretager undersøgelser, når det relevant. F.eks. fandt Murthy et al , at kvindelige læger i højere grad end mandlige læger foretog relevant rektaleksploration ved mistanke om prostatacancer [3].

Et andet eksempel: Der er sket en vækst i andelen af graviditeter, som ender med et kejsersnit, og dette er ikke entydigt relateret til et bedre resultat for mor og barn. Tværtimod er der komplikationsrisici, som øges omkring og efter fødslen. Mitler et al søgte hos læge og patient efter forhold, som var associerede til, om der blev foretaget kejsersnit eller ej. De fandt, at hvis obstetrikeren var kvinde, var sandsynligheden for et kejsersnit mindre, uden at det medførte øget risiko for hverken mor eller barn. De vurderede, at kvindelige læger forebyggede unødvendige kejsersnit [4].

Eksemplerne tyder på, at flere kvinder i lægefaget kan medføre, at klinisk praksis bliver mere evidensbaseret, og at man samtidig sparer udgifter til unødvendig diagnostik og behandling. Pedersen et al fandt, at kvinderne havde lavere selvtillid, og at det påvirkede deres valg af speciale. Med de ovenstående eksempler om screening og kejsersnit kan man overveje, om mandlige lægers selvtillid modsat kan blive så stor, at de træffer uhensigtsmæssige beslutninger.

Der er også bekymring for lige adgang til studiet for de to køn. Baggrunden er, at to tredjedele af de nye medicinstuderende er kvinder, mens kun en tredjedel er mænd. Det hævdes, at vores uddannelsessystem er blevet så domineret af kvindelige værdier, at det bliver vanskeligt for de mere handlingsorienterede mænd at gennemføre grundskolen og gymnasiet med et godt resultat. Men rekrutteringen til medicinstudiet er faktisk forbløffende lige: Kønsfordelingen blandt danske studenter og danske medicinstuderende er stort set den samme: Kvinder udgør ca. to tredjedele begge steder [5]. Med andre ord: Hvis et ungt menneske bliver student, er sandsynligheden for, at den unge vælger at blive læge uafhængig af, om studenten er mand eller kvinde.

Sammenfattende er der i dag en meget lige rekruttering af mænd og kvinder til medicinstudiet. Det betyder i praksis, at der bliver flere kvindelige end mandlige læger i de fleste specialer, og resultaterne af aktuel forskning tyder på positive effekter i forhold til at sikre lægedækning i en tid med lægemangel og viser også eksempler på, at kvindelige lægers kliniske praksis i højere grad end mandliges er i overensstemmelse med videnskabelig evidens.

Korrespondance: Torsten Risør , Institutt for Samfunnsmedisin, Universitetet i Tromsø, 9037 Tromsø, Norge. E-mail: torsten.risor@uit.no Interessekonflikter: ingen