Skip to main content

Screening for atrieflimren med implanterbar loop recorder for at forhindre stroke

Implantation af loop recorder førte til detektion af flere tilfælde af atrieflimren, men antikoagulansbehandling af patienterne reducerede ikke incidens af stroke.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Redigeret af Peter Lange plange@dadlnet.dk

7. okt. 2021
2 min.

Atrieflimren (AFLI) er en væsentlig risikofaktor for stroke. Antikoagulansbehandling (AKB) af patienter med AFLI anbefales for at reducere risikoen. Nyt dansk studie undersøger, om screening for asymptomatisk AFLI ved implantation af en loop recorder (ILR) efterfulgt af AKB til patienter med asymptomatisk paroksystisk AFLI kan reducere risikoen for at udvikle stroke. Studiet, som fandt sted på flere danske centre, inkluderede ca. 6.000 personer med mindst én risikofaktor for stroke. Blandt dem, som fik en ILR, fandt man tre gange flere tilfælde af AFLI. Imidlertid førte AKB hos disse personer ikke til reduktion af stroke eller arterielle embolier sammenlignet med kontrolgruppen i løbet af den ca. fem år lange observationsperiode.

Overlæge Morten Kjøbek Lamberts, Kardiologisk Afdeling, Herlev-Gentofte Hospital, kommenterer: »Loopstudiet var et af hovedstudierne, som blev præsenteret på den europæiske hjertekongress. Selvom studiet startede inklusion for snart otte år siden, er resultaterne ekstremt relevante set i lyset af, at screening for AFLI nu og i fremtiden vil foregå via f.eks. smartwatches. En ILR kan kontinuerligt registrere forekomst af AFLI og anses som gold standard ved monitorering – seks minutters varighed udløste anbefaling af AKB i studiet. Mange store studier har vist, at hvis man leder efter AFLI, finder man AFLI. Men da loopforfatterne i designet fremsynet brugte stroke som primært outcome, er det et vigtigt budskab, at ikke al AFLI har klinisk betydning, og ikke al forekomst af AFLI bør udløse AKB. I studiet fandtes en betydelig, men ikkesignifikant 20% relativ risiko-reduktion i ILR-gruppen, men kontrolgruppen var yderst velbehandlet og havde en høj forekomst af AFLI trods fravær af screening. Faktorer, som gør det sværere at vise en forskel med hensyn til stroke. Varighed af AFLI, som opfattes som klinisk betydende, er omdiskuteret, og længere varighed end seks minutter kunne potentielt have givet et andet resultat. Selvom loopstudiet var neutralt, vil kommende granskning af data give enestående viden om AFLI og dens kliniske betydning«.

Svendsen JH, Diederichsen SZ, Højberg S et al. Implantable loop recorder detection of atrial fibrillation to prevent stroke (The LOOP Study): a randomised controlled trial. Lancet (online 27. aug 2021).

INTERESSEKONFLIKTER: ingen